Reveboken - folkeboken om Reineke rev
Reveboken, eller Historien om Reineke rev (tysk Reineke Fuchs), består av en rekke fortellinger om den listige reven og hans venner og fiender. Alt er bundet sammen av rammefortellingen hvis hovedingrediens er rettssaken mot reven.
I den versjonen de fleste kjenner av Reveboken, åpnes det hele med dyrenes klage til kongen over revens forbrytelser. Så sendes bud ut for å hente reven til rettssaken – og med to av dem går det ikke så godt
Satirisk dyredikt
Historien(e) baserer seg på eldgammelt fortellestoff som via antikke fabler ble smidd om til et satirisk dyredikt og siden foredlet til den versjonen vi kjenner.
Noen kjenner kanskje Reveboken gjennom den for barn tilrettelagte (danske) gjenfortellingen av Christian Dahlerup Koch; andre kanskje gjennom Goethes dikt Reineke Fuchs. Mange av enkeltfortellingene er kjent i andre sammenhenger, som for eksempel fra eventyr: Eventyret om hvordan bjørnen mister halen gjenfinnes i Reveboken, men her er det ulven som blir lurt til å fiske på isen med halen.
Tittelbladet til Herman Weigeres oversettelse av Reineke rev, utgitt 1555
Trykt i Lübeck av Jörgen Richolff.
Man kan ikke unngå å glede seg over feilen i selve tittelen,
der typografen har brukt en E i stedet for en R, slik at det står
«Eæffue» i stedet for «Ræffue».
I selve tresnittet finnes det også en obskur detalj, som utgiveren
av En Ræffue Bog (1915) mener må ha skjedd ved
en feiltakelse, nemlig at den kvinnelig musikanten (t.v.) er blitt
utstyrt med penis og testikler.
Mannen med den spisse luen (spitzhôt=bedrager, smigrer) selger
revehaler (jf. voszschwentzer, fuchsschwänzer, foxsuanser = spyttslikker,
smigrer).
Forgjengerne til den danske Reveboken
Fra de tidligst tider har menneskene produsert fortellinger om dyr, men først med de indiske fabler og de greske i antikken kan man snakke om fabler «der har logisk sammenhæng i handlingen og som bag dyreskildringen tager sigte på menneskene for at spotte, revse eller lære dem» (N. Møller). Det er ikke alltid mulig å påvise en direkte sammenheng mellom den senere revediktning og de tidligere dyrefabler. De viktigste forløperne for revediktningen er:
- De indiske dyrefabler (f.eks. Pantchatantra, Hitopadesa, Jataka). Noen av de indiske fablene nådde Europa i oversettelser (senest) på 1200-tallet (Johannes av Capua: Directiorium vitae humanae), senere gjennom Beispiele der alten Weisen (Antonius von Pfore, 1. utgave 1480), et verk som også Christen Nielssøn utga en dansk oversettelse av i 1618: De gamle Vijses Exempler oc Hoffsprock.
- De greske antikke fabler: Æsop (aka Aisopos, 6. årh. f.Kr.) og Babrios (2. årh. e.Kr.) er mest kjent, men fabler ble også benyttet av Hesiod, Arkhilokhos, Stesikhoros. Allerede hos Æsop finner vi rivaliseringen mellom reven og ulven, for eksempel løven som helbredes med ulveskinn.
- Faedrus er den mest kjente av de romerske fabeldikterne.
900-tallet (?) |
En fransk munk skriver Ecbasis captivi (Fangens flukt), et satirsk dikt på latin som skildrer rivaliseringen mellom reven og ulven, som begge kjemper om kongens (løven) gunst. N. Møller kaller diktet et tilløp til et dyreepos. (Wikipedia: «Henry Hallam has written that the poem is unique, not only because it is the first new beast fable to appear in the European Middle Ages, but also because it unites the classical tradition of anthropomorphic fables such as Aesop with the allegorizing Christian bestiary tradition exemplified in the Physiologus and similar popular works. The story of the cure of the lion has parallels in Aesop. On the one hand, the wolf of the story is a representation of Satan; on the other hand is apparently meant to represent the monks, who were often depicted as notoriously greedy in period literature.») Vogt opererer med 1100-tallet. |
ca 1150 |
Magister
Nivardus’ latinske Ysengrimus. Denne inneholder
en del av historiene vi finner i En
Ræffue Bog. Ysengrimus (Isengrim) er ulven som
stadig er i konflikt med reven. Ysengrimus inneholder
blant andre følgende fortellinger:
Niels Møller (Historisk oversigt over rævedigtningen s.
274, se litteraturlisten)
skriver: |
slutten av 1100-tallet |
Heinrich der Glîchezâre: Reinhart Fuchs. |
1200-tallet |
Den franske Roman de Renard, sannsynligvis skrevet av Pierre de St. Cloud består av en rekke løst sammenknyttede enkeltdikt (fr. «branches»). «Pierre har ikke Nivards særegne ironiske og beske fantasi, heller ikke hans lyst til langstrakte samtaler. Det er fortællingen, han lægger vind på, og han fortæller klart og kvikt, med let og fint fransk lune. [...] Digtets atmosfære er helt anderledes end i Ysengrimus, den er ikke klerikal, men fevdal [...] Det er verdslige stormandsforhold, man færdes i, og forfatteren ynder at dvæle ved juridiske spørgsmål.» (N. Møller s. 276) Roman de Renard får en rekke etterfølgere. |
ca. 1250 |
Willem: Van den vos Reynaerde (flamsk). Denne er blitt kalt perlen av revediktningen, og ble stamfar til de følgende revebøker. «Menneskesynet, der ligger bagved, spotten over de dumme og plumpe magthavere og stormænd og medfølelsen med den listige gavtyv, der véd at sno sig ud af deres klør og holde dem for nar, føles tydelig helt igennem, uden at dyrehammen sprænges.» (N. Møller s. 280) |
ca. 1272 |
Balduin, en klerk fra Brugge-traktene, oversetter og bearbeider Willems revedikt (se 1250) til latin: Reinardus vulpes. |
ca. 1375 |
Reinaerts Historie, flamsk versjon av Willems revedikt som også inkluderer stoff fra middelalderlige fabelsamlinger. |
1473 |
Balduins Reinardus vulpes (se 1272), en latinsk oversettelse og bearbeidelse av Willems Van den vos Reynaerde, trykkes. |
1479 |
Prosaversjon av Reinaerts Historie (se 1375). Utgis også 1485 osv. Denne prosaversjonen er grunnlaget for små folkebøker som utgis første gang i 1564 i Antwerpen, og i flere senere trykk. «Disse folkebøger, hvoraf nogle blev oversat på fransk, er så godt som alle forsvundne, sagtens fordi de under Albas styre blev sat på index librorum prohibitorum og forfulgte.» |
1481 |
Reynard the Fox, engelsk oversettelse av prosaversjonen som ble utgitt 1479. Boktrykker: William Caxton (ca. 1422 – ca. 1491), som trykte den første boken som man har kunnet bevise er blitt trykt i England, nemlig Dictes or Sayengis of the Philosophres (1477). |
ca 1487 |
Hinrek van Alkmer utgir en bearbeidet versjon av Reinaerts
Historie (Antwerpen). |
1498 |
Reynke de Vos utgis i Lübeck, en nedertysk oversettelse av Hinrek van Alkmers versjon (se 1487), sannsynligvis foretatt av en fransiskaner. Fortellingen blir en beskrivelse av menneskenes dårskap og ondskap der løgn og list til slutt premieres. I dette perspektiv er det nærliggende å sammenlikne fortellingen med Sebastian Brants Narrenschiff. Reynke de Vos kommer i en rekke utgaver de neste femti årene, med både katolske og protestantiske glosser. Boktrykkeri: Mohnkopf |
1539 |
Ludwig Dietz' Reynke Vosz utgis i Rostock (en
bearbeidelse av Hinrek van Al(c)kmers tekst). Reynke
Vosz blir utgangspunktet for Herman Weigeres oversettelse
(se 1555).
«Selve digtets text er væsenlig den samme som i udgaven af 1498, de mange små ændringer, der er gjort, er mest af sproglig art [...]. Derimod er glossen blevet en hel anden.» Glossen har «svulmet vældig op og har fået en anden karakter [enn 1498-glossen] Den følger L [=1498-utgaven] ved at dele moraliseringen i ’Lærdomme’, og den har optaget ikke lidt af L’s glosse; men indholdet er broget og mangfoldigt, ikke ensartet som i L, og ånden er ikke så afgjort kirkelig som dér. […] Samfundets brøst kritiseres skarpt, og tugtens ris svinges over alle stænder. Over fyrsterne og deres hoffolk, fogder, embedsmænd og bestikkelige dommere, over adelen med dens hovedvirksomheder: krig, jagt, røveri, og dens håndlangere, landsknægte og stratenrøvere. Præsterne rammes mest gennem angreb på den katolske kirke, paven og kurien, prælaterne og munkene, med aflad, valfart, helgendyrkelse og bandsættelse. Ved borgerstanden går det i almindelighed ud over den gemene hob, hr. Omnes, der hånes og udskældes kraftig; særlig angribes rigmændene, pengespekulanterne, ågerkarle, købmænd og kremmere og guldsmede. I det lærde lag må juristerne, navnlig advokaterne, og de slette læger holde for; studenterne får et rap for deres øldrikkeri.Bønderne møder en harmfuld foragt og uvilje, der kan minde om, at bondeoprøret ikke lå langt tilbage. Kvinderne må høre megen drøj spot for deres pyntesyge, sladderagtighed og andre udyder, og stokken svæver truende både over dem og over børnene. Verden er idel ondskab og elendighed; bliver der ingen retfærdige tilbage? Måske de brave håndværksmænd, forsåvidt de ikke hører under hr. Omnes, men ellers de vise og lærde og fromme. Det vil vel sige de gode præster og den dannede, humanistiske borgerstand. [.] Der ivres mod adskillig overtro på trolddom og varsler, på alkymi og astrologi, og advares mod mange synder og laster som drukkenskab og hor, vold, utroskab og gærrighed, smigreri, bagvaskelse, falsk og svig, misundelse, indbildskhed og hovmod; derimod prises venskab, trofasthed, lydighed, forsigtighed, holden tand for tunge og lignende borgerlige dyder.» (N. Møller s. 282-283, anmerkingene i parenteser er mine)
|
1555 |
Herman Weigeres oversettelse av Ludwig Dietz' Reynke Vosz, En Ræffue Bog, utgis. Utgitt på nytt av Niels Møller i 1915–23. Weigere utvider diktet fra 6844 linjer hos forelegget Dietz til 7383 linjer. Når han kan, overfører han det glossen siger om tyske forhold, til danske, og han setter inn danske stedsnavn der han kan. |
1564 |
Se 1479. |
1567 |
Hartmann Schopper oversetter Dietz' Reynke Vosz til latin (vers). |
1621 |
Svensk oversettelse av Ludwig Dietz' Reynke Vosz. |
Utgivelseshistorien til den danske Reveboken
1555 |
En Ræffue Bog Tittelblad:
«En Ræffue Bog som kaldes paa Tyske Reinicke Foss
/ Oc er en deylig oc lystig Bog met mange skønne Historier
/ lystige Rim / Exempel / oc herlige Figurer / som aldri føre
haffuer værid paa Danske / nu Nylige fordanskit aff Hermen
Weigere / Borgere vdi Cøbnehaffn. Trykt i Lübeck av Jörgen Richolff. Denne ble utgitt på nytt av Niels Møller i 1915 (inneholder også bibliografi, innledning, kommentar og ordbok). Se for øvrig litteraturlisten. |
1656 |
Reynicke Fosz Tittelblad: «Reynicke Fosz, Oc er en deylig oc lystig Bog, med mange skiønne Historier, lystige Rjm, Exempel oc herlige Figurer, som for 105 Aar er fordansket, Aff Herman Weigere, Nu paa ny igien tryct Paa Peter Hakis Bogt. oc Christian Eckhorst Bogb. Bekaastning. Anno M.DC.LVI» Dette er stort sett et opptrykk av 1555-utgaven. |
ca. 1725 |
Reynicke-Fos Tittelblad: «Reynicke-Fos, Eller en lystig og nyttig
Fabel og Historie Om Ræfvens Mangfoldige Fund, List og
Behændighed. Paa vort Danske Sprog ofversat Af Herman
Weigere. Og efter manges Begiering paa ny igen oplagt.» Sannsynligvis er Wielandt boktrykker. Uten trykkeår eller -sted. |
1747 |
Speculum vitæ Aulicæ eller Reynike Fosz ved I.H.H. København. Ch. G. Glasing. 1747. Tittelblad: «Speculum vitæ Aulicæ, Eller den fordanskede Reynike Fosz, Hvori under Dyrene og andre forblummede Navne moraliseres over det Menneskelige Levnet i Almindelighed og Hof-Levnet i Særdeleshed. Deelt udi fire Bøger, Med Indholdet af hver Bog og fyndige Moralier over hver Fabel. Skrevet først paa tydsk, siden i det Danske Sprog oversat af Herman Weigere; Men nu sat paa gandske nye Danske Vers af den, der undertiden søger sin Fornøyelse I Historiske Handteringer. Kjøbenhavn, 1747. Trykt og bekostet af Christoph Georg Glasing, boende i Friderichsberg-Gaden, og findes sammesteds tilkiøbs.» «I.H.H.», som har oversatt boken er enten Johan Henrik Huusman (1704–74) eller magister Jacob (Hansen) Høyer (1712–56). |
For senere utgaver henvises til den mer utførlige bibliografien i Niels Møllers nyutgivelse (se litteraturlisten).
Hvordan et typisk kapittel i En Ræffue Bog (1555) er organisert
Revehistorie. Hvert kapittel innledes med en historie om Reineke rev.
Tresnitt som illustrerer noe fra fortellingen, kan stå ved kapittelets begynnelse eller lenger ut i teksten.
I margen står stikkord eller små setninger (glosser) som gjerne utdyper noe i teksten. Eksempel: «Stedze skalt du beklage dig oc trygle noget aff Herren.»
Etter hver revehistorie, følger en eller flere forklaringer på hva fortellingen betyr.
Etter forklaringene følger gjerne sitater fra kjente samtidige som utdyper fortellingens moral.
I margen står mange steder små illustrasjoner (tresnitt) eller fyndord.
Utdrag fra Herman Weigeres En Ræffue Bog
Her presenteres et utdrag fra Herman Weigeres En Ræffue Bog (en revebok), som utkom første gang på dansk i 1555. Teksten gjengis med datidens ortografi og med oversetteren Herman Weigeres pussige tegnsetting (skråstrek markerer første halvpart av et rimpar og punktum avslutter et rimpar – selv om setningen fortsetter). Teksten er gjengitt etter Niels Møllers utgivelse av fortellingen i 1915 (to bind). Den inneholder også en ordbok (se for øvrig litteraturlisten). Ellers er de fire første bindene av Otto Kalkars Ordbog over det ældre danske Sprog tilgjengelig på nettet.
Første bok 7. kapittel
Huorlediss at Ræffuen sig vel betenckte / oc siden vdgick / oc met venlige ord oc tale bad Biørnen vere velkommen.
Første bok 8. kapittel
Huorledis at Ræffuen førde Biørnen did som han skulde æde Honnig / huilcket hannem ille bekom. Thi Ræffuen suig hannem / saa at han bleff fangen oc ille slagen.
Første bok 9. kapittel
Huorledis at Biørnen bleff Fangen/ oc aff Bønderne ille slagen / oc kom dog løss igen / oc gaff sig vdi en dyber strøm.
Et utdrag fra En Ræffue Bog (1. bok 7. kapittel) i Herman Weigeres oversettelse (1555).
(Dette er det første av tre kapitler om hva som skjedde da bjørnen skulle hente reven, slik at han kunne bli stilt for retten.)
Huorlediss at Ræffuen sig vel betenckte / oc siden vdgick / oc met venlige ord oc tale bad Biørnen vere velkommen.
DEn tid Ræffuen nu vel haffde fornummit
/
DE ord som Brun faar Porten haffde brummit.
Han trode icke vel sin frende kær /
Thi han fryctede sig saare for bag Hær.
Men
der han vdaff gluggen saa /
Oc saa men Brun al ene staa.
Da ræddis han inted men fick it Mod /
Oc sagde til hannem alt der han stod.
Brun Frende værer Gud velkommen nu /
Eder hilser oc min elskelige Hustru.
Min afften Sang fick ret nu en ende /
Thi kom ieg icke før / kære frende.
Ieg haabis det skal mig meget fromme /
At i nu selffue effter mig komme.
Dog liden tack ieg hannem der for and /
Som eder kom paa denne longe gang.
I ere vel trætte som ieg forstaar /
Thi Sueden aff eders Pande gaar.
Haffde vaar nadige Herre inted Bud /
Som han denne gang kunde sende vd.
I ere den ypperste oc visiste Mand /
Den Kongen nu haffuer i alt sit Land.
Ieg er glad at i ere kommen til mig /
Det skal mig meget gaffne visselig.
Eders gode Raad i mig nu giffue /
Hoss Kongen kunde i al ting omdriffue.
Men haffde i icke kommet dette sinde /
I morgen skulde man mig / dog i gaarden finde.
Mig synes dog nu paa denne gang /
Icke vel kunde gaa / thi veyen er lang.
Thi ieg haffuer ædet mig gantske mæt /
Min Bug er øm / oc ieg er ret træt.
Biørnen sagde / lader mig forstaa /
Huad haande mad Ode i da.
Mickel sagde / frende ieg vil beuise /
At ieg leffuer nu ved saa ringe Spise.
Som nagen gør i dette Land /
Huor skal ieg heden arme Mand.
En fattig Mand er ingen Greffue /
Thi bager ieg nu saa arme Leffue.
Naar ieg oc min Hustru inted andet faa /
Saa æde wi Hunnig skulle i forstaa.
Saadan Mad ieg iafftis fick /
Der aff er mig min Bug saa tyck.
Halff Siug er ieg heraff foruist /
Thi ieg der til haffde ingen lyst.
Kan ieg naagle lunde andet faa /
Honnig vil ieg vel lade staa.
Da suarede Brun it Ord vel stort /
Vanne vanne huad haffuer ieg hørt.
Holde i Honnig i slig vanære /
Huilcket mange met stor attraa begære.
Honnig er en kaastelig oc sød spise /
Huilcket ieg faar all vilbrad vil prise.
O Reynicke frende hielper mig der til /
Hoss Kongen ieg eder igen hielpe vil.
Reynicke sagde Frende spaatte i mig icke?
Biørnen sagde / Ney ved Gud aldrig it sticke.
Skulde ieg eder spaatte det giorde ieg nøde /
Da suarede hannem igen Ræffuen den røde.
Er det sant som i mig haffue berett /
At i saa gerne gide honnig æt.
Her Bor en Bonde heder rustefil /
Did er icke vden en halff Mil.
Han haffuer honnig mere end nagen tror /
Ieg vil eder did følge alt som han Bor.
Brun hannem laa det honnig i sinde /
Han sagde monne wi did skulle finde.
Da lader mig komme til den Gaar /
Ieg kommer det i hu / hoss kongen vaar.
Skulde ieg ret mættis aff honnig nu /
Ieg Ode vel op vort store deyn Tru.
Ieg trøster snare at æde mig træt /
End at ieg der aff skulde bliffue ret mæt.
Ræffuen sagde / wi ville nu gaa /
Honnig skulde i aldelis naack faa.
End dog at ieg lidet skrøbelig er /
Ieg maa nu alt frem met eder her.
Thi wi høris saa nær vdi frendskaff /
Mig bør at beuise eder venskaff.
Ieg ved under mine frender aldrig en /
Den ieg som eder / ret aff hiertet meen.
Hoss Kongen kunde i mig fuld vel tiene /
Mod mine wuenner naar ieg staar ene.
Som paa mig i Herredagen ville kære /
Thi i staa vel met vaar naadigste Herre.
Ieg vil eder nu giffue en honnig mætte /
At i skulle æde til i bliffue trætte.
Men Mickel mente aff store Hug /
Alt paa hans ryg / halss oc Bug.
Mickel løy offuer maade suinde /
Biørnen han fulde alt som en blinde.
Mickel tenckte kunde ieg det fuldkomme /
De skulle der aff lidet rose somme.
Ieg vil hannem saa paa honnig marcket føre /
At han huercken hoffuit eller halss skal røre.
Lidet der effter skulle i forstaa /
Komme de hoss Rustefils Gære at gaa.
Der aff bleff Biørnen megit glad /
Han haffde actet at faa sig Mad.
Men all hans glæde bleff vent til graad /
Han trode formeget paa Mickels raad.
Saa hender end nu mangen wuiss Mand /
Baade her oc saa vdi andre Land.
I dette Cap: merck trende stycke.
Det Første.
De groffue / wforstandige oc forueyne Menniske bliffue
tit oc offte skuffede oc bedragne aff de listige oc forfarne
/ Først naar disse listige (som gerne deris art
er) prise oc rose dem / oc siden naar de holde dem det
faare / til huilcket de dog alder minst ere skickede.
Den hoffmodige timelig ære / den gerige godz oc
pendinge / En Fraadzere mad oc dricke. Vdi lige maade
priser oc Ræffuen her / den groffue oc plumpe Biørn
/ først aff it falskt hierte oc sind [.]
Det Andet.
Naar it wfornumstigt oc forueyet Menniske setter loffue
oc tro / til skøne oc prydede Ord / som gaa aff
it falskt hierte / som nu almindelige brugis i denne onde
Verden / da bliffuer han snart forført oc kommer
der vdoffuer i nød oc fare. Som Biørnen
oc hende / den tid han trode denne listige Ræff.
[.]
Det Tredye.
Huo som effterfølger de ondis / falskis oc listigis
Raad / den bliffuer snarlige suigen oc skent. Thi vdi
Verden kan intet være skadeligere / end at tro den
/ vdi huilcken der er huercken tro eller loffue. [.]
Et utdrag fra En Ræffue Bog (1. bok 8. kapittel) i Herman Weigeres oversettelse (1555).
(Dette er det andre av tre kapitler om hva som skjedde da bjørnen skulle hente reven, slik at han kunne bli stilt for retten.)
Huorledis at Ræffuen førde Biørnen did som han skulde æde Honnig / huilcket hannem ille bekom. Thi Ræffuen suig hannem / saa at han bleff fangen oc ille slagen.
DEr Afftenen kom oc Mørcket gick paa
/
Tenckte Mickel ved sig ieg kan forstaa.
At denne Bonde er nu i senge /
Alt
met sin Hustru Pige oc Drenge.
Denne Rustefil vaar en Tømmermand /
At hugge Træ huss / haffde han forstand.
Vdi hans Gaard laa it stort ege Træ /
Det samme vilde han sønder kløffue.
Tho iern Vegge haffde samme Mand /
Dreffuit der i met stor forstand.
At træet gabede vid den ene ende /
Mere end en halff Aln somme sinde.
Mickel tenckte / kunde ieg met min mact /
Disse vegge vdliske som ieg haffuer act.
Da skalt du visselig komme i hu /
At du haffuer været i tremmens Bastu.
Mickel sagde kommer hid nermer Frende.
Her skulle i kaasteligt Honnig kende.
Eders hoffuit staapper ind vid denne maade /
Æder icke formeget vil ieg eder raade.
I taare ellers der aff bliffue Siug /
Oc faa stor rummel i eders Bug.
Biørnen sagde Frende skøtter det icke /
Ieg ved vel huorledis ieg skal honnig licke.
Maade hun er til al ting god /
Sagde Biørnen / der som han stod.
Oc stack saa sit hoffuit ind til sin nacke /
Oc da loed Ræffuen aff at snacke.
Sine fremmer føder stack han met ind /
Desligest hans øern alt offuer hans kind.
Men Biørnen saa effter Honnig lette /
Drog Mickel paa Veggene at han suete.
Han fick dem vd oc vaar ey seen /
Der aff fick Biørnen fuld stort it meen.
Thi Træet klemde sammen met en hast /
Oc saa bleff Biørnen Fangen fast.
Met Hoffuit oc Føder i samme Træ /
At
han kunde huercken høre eller see.
Han var alt stedze hoffmodig oc sterck /
Men her haffde han sit fulde verck.
Saa skuffede Mickel sin frende kære /
At han bleff fangen / som i høre hære.
Han begynte at robe / vraale oc gabe /
Oc met sine bag føder vel hart at skrabe.
Han giorde it bulder som huset skulde falde /
Rustefil begynte paa sin Suend at kalde.
Op op lad see / huad er her paa ferde /
Huad bulder er her alt hoss vort Gærde.
Han tog en øxe vel skarp met sig /
Thi han viste icke huad der vaar for leg.
Biørnen laa der fangen vdi stor nød /
Klemmen hannem kneb / han stønde oc skrød.
Han ructe / han drog oc haffde stor vande /
Men aff det Træ han icke komme kunde.
Han trode icke leffuendis bort at komme /
Det meente oc Mickel hans Frende den fromme.
Thi han saa Rustefil met øxen vd gaa /
Ret nu sagde Mickel bliffuer her noget aa.
Han robte til Biørnen oc spurde ham at /
Huor smager eder denne søde Mad.
Æder icke formeget det vil ieg raade /
Her kommer nu Rustefil ret vel til maade.
Met en skarp øxe / lader eder icke forlencte /
Hand vil eder til Maden dricke hente.
Der met gick Mickel til Malepartus /
Oc lod saa Biørnen ligge confuss.
I Dette Cap: skal merckis Tuende haande.
Det Første.
Huert Menniske som vil fare vel / oc bliffue vden skade
/ Den samme skal sky oc fly ont selskaff. Thi huo som
helst effterfølger / tilhenger oc tror løssafftigt
oc ont selskaff / han kommer vist vdi skade / Synd oc
skam. [.]
Det Andet.
Huert Menniske skal være forsynlig oc Viiss / oc
sig vindskybelige vocte / faar de ondis listighed. Han
kommer ellers vdi skade oc fare / før han tager
sig selff vare. [.]
Et utdrag fra En Ræffue Bog (1. bok 9. kapittel) i Herman Weigeres oversettelse (1555).
(Dette er det tredje og siste kapittelet om hva som skjedde da bjørnen skulle hente reven, slik at han kunne bli stilt for retten.)
Huorledis at Biørnen bleff Fangen/ oc aff Bønderne ille slagen / oc kom dog løss igen / oc gaff sig vdi en dyber strøm.
STrax kom Rustefil vd och saa /
At denne Biørn saa fangen laa.
Hann løb vel fast thi det vaar silde /
Did som Bønderne holle gilde.
Værer snare sagde han oc gaar met mig /
I
skulle nu see en vnderlig leg.
En Biørn ligger fangen i min Gaar /
Han skal nu faa sit bane Saar.
De fulde hannem alle oc vaare glade /
Huer tog met sig det samme han haffde.
Alt det han først kunde faa i haand /
Den Ene en greb den Anden en vaand.
Den Tredie it spiud / den Fierde en rage /
Den Femte en stor Eneber stage.
Presten oc Klockeren komme och her til /
At vilde se dette lystige spil.
Prestedeyen som hed fru Jutte /
Kunde faar det Bulder inted skøtte.
Hun vaar den samme der vel kunde kaage /
Den beste grød der naagen vilde smaage.
Hun kom met sin Kock alt i sin hand /
Der hun den samme dag hoss spand.
Hun vilde Biørnens Ryg der met maale /
Alt fra hans Taap oc til hans hale.
Der Biørnen hørde dette store Bulder /
Alt der han laa saa sorgefulder.
Hand robte i sin nød paa Sancte Knud /
I det samme fick han sit Hoffuit vd.
Men all huden ved hans øern forsant /
Maatte han der lade alt faar it pant.
Hans fremføder / saade end i klemmen fast /
Der aff haffde han den største nød oc last.
Hand rycte dem vd oc vaar ey seen /
Men kløerne bleffue i klemmen igen.
All huden aff Føderne han der oc myste /
Det honnig han fick vaar icke det bæste.
Som Mickel rosede at han skulde faa /
Fuld ond en reyse giorde Biørnen da.
Han kunde ille Raffue op til en Væg /
Det røde Blod rand offuer hans skæg.
Hans Føder vaare øme han kunde ey gaa /
Rustefil kom / oc begynte flux at slaa.
Oc alle de andre der komme met ham /
Actede oc at gøre Biørnen skam.
Presten haffde met sig en stor Beg staff /
Han gaff Biørnen der met mangt it slag.
Han kunde huercken krybe eller gaa /
Oc alle robte sla men flux oppaa.
Mangen haffde spiud samme gang /
Smidden kom oc met hammer oc tang.
Oc somme haffde spader oc somme skule /
De
sloge paa hannem / at han maatte hule.
De støtte hannem baade store oc smaa /
Saa at han sig begiorde der som hand laa.
De vaare hannem onde huer oc en /
Der kom slubbert met de krogede ben.
Oc Ieppe met den forgylte Næse /
Alder verst vaare hannem disse.
Per Iernskæg met sin krogede haand /
Alt met sin Suager her søgeland.
De sloge alle / thi de vaare vrede /
Saa kom Per skyhaffn oc giorde rede.
Met en staff slinge all fuld met steen /
Han kaste paa Biørnen at han hueen.
Abel quacks oc hendis søster Iutte /
Talicke lordenquacks slo met en Bøtte.
Blanck ridetyg haffde it rustigt Suerd /
Bodel huirtens kom oc selffue der.
Icke ene disse men Quinderne alle /
Sloge paa Biørnen at han maatte falle.
Han maatte anname det de hannem baare /
Esber tyndskæg kom oc buldrede saare.
Han vaar den eddelste der til stede /
Fru Giseltrud hans Moder monne hede.
Men huo hans rette Fader vaar /
Der aff haffuer man ingen schrifft klar.
Dog sagde Bønderne at ryctet gick /
At hans Moder ham met Nis Landzknect fick.
Den tid den Herredag stod i Lund /
Krøb han til hende samme stund.
Vdi en Bagere On ved røde Port /
Der bleff denne merckelige kempe giort.
De kaste paa Biørnen met stene store /
Piger oc Drenge alle de der vore.
Rustefils Broder paa det siste til sprang /
Oc haffde met sig en stor suar stang.
Han slo Brun ret øffuerst paa sin Pande /
At han fuld nær haffde myst sin aande.
Alt aff det slag han fick saa stort /
Løb han i mørcke han viste ey huort.
Han kom blant Quinderne / der de stode /
Oc begynte flux blant dem at rode.
Han trengde dem hart før han kom fram /
saa at fem fulde i en mølledam.
Den samme sø vaar dyb oc stor /
Der Presten det saa da robte han Mor.
Han løb vel fast oc begynte at skrige /
Aha seer hisset flyder Iutte min Pige.
Hendis rock staar her den maa i see /
Hennes Pelss bliffuer vaad / det gør mig ve.
Ach hielper mig at hun bliffuer i liffue /
Tho Tynder øl vil ieg eder giffue.
Der til Afflad oc mange Kariner /
O kære seer huor hun nu griner.
Hun druckner vist komme i icke snart /
Da løbe Bønderne alt met en fart.
Oc lode saa Biørnen ligge for død /
At de kunde hielpe de Quinder aff nød.
Der de saa droge de Quinder op /
Da krøb Biørnen met sin slagne krop.
Alt i en sø som der vaar nær /
Oc haffde i act at druckne sig der.
Han brummede saare oc lod vel ilde /
Ieg haffuer nu værit i Mickels gilde.
Han haffde icke troedt / at kunde sømme naaget
/
Men sig slet at druckne haffde han voget.
At de Bønder hannem ey mere skulde slaa /
Men de monne hannem dog naaget bedre gaa.
Han kunde sømme end dog han det icke trode /
Der de Bønder det saage / O huor ilde de lode.
Tui voss sagde de den store skam /
At denne Biørn saa fra voss kam.
Dette haffuer voss disse Quinder giort /
At han saaledis er kommen bort.
De maatte vel haffue været hiemme /
O Kære se nu huor kan han sømme.
I Det Træ der klemmen i vaar /
Der sad hans kød / Blod / hud oc haar.
Alt aff han øern oc føder vist /
Kom igen robte de huad haffuer du mist.
Dine øern ere her / hent dem igen /
Dine handske henge oc hoss denne Sten.
Stor spaat hand nu til skaden fick /
Dog vaar han glad at han vndgick.
Han bannede det Træ der han i kom /
O Mickel sagde han / Gud giffue dig skam.
Det vaar den Bøn han Offrede vor Herre /
Al den stund han i Søen mon være.
Strømmen løb streng oc meget fast /
Thi dreff han ned alt met en hast.
At en gong strax foruden huile /
Meer end tho store valske Mile.
Han krøb i Land hart op til en Mur /
Aldrig saa naagen sligt it ynckeligt Diur.
Der han i slig maade vaar kommen i Land /
Mente han strax at opgiffue sin Aand.
Han sagde O Mickel du falske Frende /
Huor haffuer du ført mig disse Bønder i
hende.
Han bannede Bønderne der hannem giorde ve /
Sammeledis den hannem bad krybe i det Træ.
I Dette Capitel. skal læris Tuende Sticke.
Det Første.
Denne Bogis Mester vil met betackte Ord giffue tilkende
/ at den store Hob oc Almue [.] er en wstadig oc løsactig
Hob / oc it Diur met mange Hoffuit / som haffuer io saa
monge sind som hoffuit. Far hid oc did / fra det ene til
det andet / Oc haffuer i ingen Sag ret bestandighed eller
fasthed met sig. [.]
Det Andet.
All velløst / glæde oc begerlighed som er
vdi denne onde Verden / er bemengt met Sorg / Drøffuelse
oc genuordighed. Oc huo som smager dette honnigis sødme
/ den samme finder oc der hoss stor bitterhed oc beeskhed.
[.] Thi denne Verden er fuld aff modgang / bedrøffuelse
/ armod oc wlyst. Thi it Menniske aff sin første
fødzels tid / gaar aff en sorg oc bedrøffuelse
i en anden. Huo nu tilhenger denne Verdzens velløst
/ den samme kommer almindelige vdi fare / lige som Biørnen
her effterfølgende sin begering oc velløst
bleff skuffet oc bedraget.
Fridanck Siger.
It Menniske kommer aff skrøbelig sæd
/
Hanss Moder i sørg haffuer opfødt det.
Hanss leffnet er omhygge han er her i /
Denne timelige Død kan han ey fly.
Inted Træ saa onder Fruct kan bære /
Som it ont Menniske i Verden hære.
I huor skøn han synis vduortis her /
Induortis dog fuld aff whumske er.
Settemanuset til Weigeres En Ræffue Bog fra ca. 1552
Det XXV Cap
Huorledis at Ræffuen forfølger sin begynte Løgn om Skatten oc siger.
Ieg laa en gang oc haffde skiult
mig
I Iorden oc vaar begerelig
At ieg maatte forfare oc vide rett
Huor min Fader haffde skatten sett
Der ieg saa laa oc tenckte her paa
I det sãme* saa ieg min Fader gaa
Aff en Stenreffue hoss en Skou
Ieg laa alt stille lod som ieg Sou.
*sãme=samme (a med strek: Denne streken – som markerer en forkortelse – kalles titulusstreken (se Kulturhistorisk leksikon for nordisk middelalder, bd. 1, sp. 5ff, art. «Abbreviaturer»))
Faksimilen er fra En Ræffue
Bog (1555). Herman Weigeres Oversættelse af
Reinke de Vos. Udgivet af Det danske Sprog- og Litteraturselskab
ved Niels Møller. Ordbog af R. Sandfeld Jensen.
København 1915.
Teksten er skrevet av skulende til den trykte teksten
(s. 207).
Kilder
Kulturhistorisk leksikon for nordisk middelalder bd 14 sp. 616-618. Kbh. 1958–78.
Thomas Cramer: Geschichte der deutschen Literatur im späten Mittelalter (München 2000, DTV2450)
Niels Møller: Historisk oversigt over rævedigtningen. I En Ræffue Bog. Herman Weigeres Oversættelse af Reinke de Vos. Udgivet af Det danske Sprog- og Litteraturselskab ved Niels Møller. Ordbog af R. Sandfeld Jensen. København 1915–23
Chambers Biographical Dictionary. Sixth Edition 1997