Folkebøker på 1500- og 1600-tallet
Folkeboken om Ahasverus (den evige jøde)
På vei til Golgata forsøkte Jesus å hvile seg ved skomakeren Ahasverus' hus. Ahasverus ble vred, og ba ham pakke seg dit han hørte hjemme. Jesus så på ham og sa: «Jeg vil stå her og hvile, men du skal gå til den ytterste dag.» Siden den dag har Ahasverus flakket omkring i verden.
Ahasverus er også kjent som den evige jøde, Jerusalems skomaker, Buttadeus m.m. på engelsk kalles han the Wandering Jew, på tysk der ewige Jude og på fransk le Juif errant.
Den første folkeboken om den evige jøde så dagens lys i 1602 og var på tysk: «Kurtze Beschreibung und Erzehlung von einem Juden mit Namen Ahazverus». Med denne boken (eller riktigere: pamfletten) fikk den hvileløst vandrende synderen navnet Ahasverus, han var blitt skomaker og han var jøde. Den danske folkeboken, som er en oversettelse av den tyske, kom antakeligvis i 1607, men den eldste som er bevart, er fra 1631.
I Stith Thompsons The Types of the Folktale har den evige jøde nummeret 777 (tidligere 754).
Ahasverus-motivet er flittig brukt i kunsten; Richard Wagners operaer Parsifal og Der fliegende Holländer, for eksempel, har hver sine Ahasverus-skikkelser i Kundry og hollenderen.
Faksimile av tittelbladet til den danske folkeboken om Ahasverus, den evige jøde, utgitt 1631.
Teksten til den danske folkeboken om Ahasverus, utgitt i 1631
Sandru Beskriffuelse Om en Iøde / som vaar Fød oc Baaren til Ierusalem / ved Naffn AHASWERVS, Huilcken Personligen haffuer været næruerendis til stede / da Christus er bleffuen Kaarsfist oc indtil denne tid / vdaff den Almectigste Gud / ved Liffuet er bleffuen oppeholden /
Nu nyligen fordansket.
Prentet i Kiøbenhaffn / Aar
M.DC.XXXI
PAulus vdaff Eitzen / en Doctor vdi den Hellige Skrifft / oc Bischop til Schlesswig / huilcken sigis Sandru at være / hand haffuer for nogle Aar siden fortaldt / huorledis at der hand vdi sine vnge Aar / haffuer nogen tid lang / studeret til Wittenberg / oc om Vinteren Anno 1547. forreyste hiem igien til sine Forældre til Hamborg / haffuer hand den næste Søndag vdi Kircken / vnder Predicken der samme steds / tuert offuer fra Predickestolen / seet staaendis en Mand / huilcken vaar barfodet / oc vaar hand en langt Person / met it langt Haar / huilcket hengde neder paa hans Skuldrer. Samme Mand hørde Predicken med slig andackt / Saa at naar IEsu Naffn bleff neffnd / Neyede hand sig paa det høyeste oc ydmygeligste / slog sig for sit Bryst oc suckede / hand haffuer icke haffd andre Klæder paa sig / vdi saadan en stor haard Vinter / end et par Buxer / Huilcke hengde ned paa Føderne / oc vaare meget reffne / oc en omgiordet Liffkiortel / som reckede neder til Knæerne / Oc den Kappe hand offuer sig haffde / reckede neder til Føderne / huad hans Person vaar anlangendis / vaar hand til at see / som en Mand paa Halfftrediesinds Tiuffue Aar gammel.
Oc haffuer der end da været flære got Folck / baade aff ypperlig Herre Stamme / saa vel som oc Adels Personer / huilcke oc haffuer seet dette Menniske / baade i Engelland / Franckrige / Italien / oc i atskillige andre Lande.
Offuer samme Mand / haffuer en huer sig gandske meget forundret / nu haffuer alligevel forneffnde Doctor / effter at Predicken vaar fuldendt / flittelig effterspurd / huor forneffnde Mand vaar at finde / oc der hand saadant haffde forfaret / gick hand til hannem / oc endelige aff hannem vilde vide / huor fra hand vaar kommen / oc huor lenge hand sig || der samme steds vdi Vinteren haffde oppeholdet / huor paa hand haffuer meget beskedelige suaret oc sagt / at hand vaar en Iøde / fød oc Baaren til Ierusalem / Hans Naffn vaar Ahaswerus / hans Handverck vaar hand en Skomagere. Oc at hand Personligen haffde været nærverendis tilstede / der Christus bleff Kaarsfest / oc brackt til døde / oc saaledis siden den tid forleden / vaar hand aff Guds Naade / ved Liffuet bleffuen oppeholden / oc mange fremmede Land oc Stæder igiennem reist. Huilcket hand met mangfoldige Omstendighed oc Vidnisbyrd beuiste / baade om sig selff / saa oc effterfølgendis om Christo / Huorledis det sig met hannem haffuer tildragen / fra det første hand bleff ført for Pilatum oc Herodem / indtil hand bleff Kaarsfest. Oc beuiste hand end da ydermere / end de Euangelister oc Historiske Skribenter vdi deris Skriffter oc formelder / der nest bekiender oc beuiser hand / huor mange Regimentz Forandring der haffuer sig begiffuet / Besynderlig vdi de Orientaliske Lande / vdi saa mange hundret Aar / fra en tid til den anden. Vdi besynderlighed / hafuer hand ordentlige fortald / om Christi hellige Apostler / huorledis en huer aff dennem haffuer leffuit / oc huad hand paa det sidste haffde lijdt / oc huad Endeligt hand haffde bekommet.
Som forneffnde D. Paulus aff Eitzen / effter nødtørfft oc lyst (ja met stor forundring formedelst saadanne Nye oc wtroendis Tidender / Huilcke icke tilforn haffde værit høret) allesammen haffde vdhørt / haffuer hand videre ombedet hannem / at hand hannem saadant paa ny effter all Omstendighed paa det flittigste vilde fortelle. Paa det at hand diszbedre oc grundelige vidskab om denne Handel maatte bekomme / huor paa hand haffuer giffuet saadant suar. At hand paa den tid / der Christus bleff Kaarsfest / vaar hand til Ierusalem / huilcken HERre Christum hand || met de andre Iøder paa samme tid holde for en Ketter / oc icke andet troede eller viste / end hand vaar en aff Folckens forførere / oc haffde hand seet hannem Lifflig vdi egen Person / oc der hoss haffde hand med de andre Iøder paalagdt sin yderste flid / hannem som it oprøriske Menniske at affskaffe oc forjage / for huilcken paa den tid antoge hannem / Men der IEsus hans Sententz Endelig aff Pilato vaar affsagt / maatte de strax føre hannem forneffnde Skomagers huss for offuer / der Skomageren det fornam / gick hand hasteligen hiem til sit Huss / oc det kundgiorde for hans Folck / paa det de oc Christum kunde see / huad hand vaar for it Menniske at de kunde høre hans tale.
Da dette vaar giort / haffuer Skomageren selff taget sit mindste Barn paa sin Arme / oc gick der met vden for sin Dør at staa / den HErre Christum at beskue / I det den HERre Christus nu vnder det suare Kaars bleff her frem ført / bleff hand lidet stille staaendis op til forneffnde Skomagers Huss at huile sig / men der Skomageren det saae / skyndede oc dreff hand den HERre Christum hasteligen oc vdi vrede aff sted / oc sagde / hand skulde packe sig bort did som han hen hørde / huor vd offuer Christus hannem strax ansaa / oc sagde disse Ord til hannem: Ieg vil her staa oc huile / men du skalt gaa indtil den yderste dag.
Paa disse Ord / neder sette Skomageren strax forneffnde sit Barn / oc kunde slet intet lenger bliffue der samme sted / men effterfulde Christum hasteligen / oc saaledis haffuer seet / huorledis hand endelige bleff Kaarsfest / Marteret oc ynckelige Dødet / oc der det var giordt / oc fuldend / haffuer det strax siunis Skomageren wmueligt at være / at hand kunde gaa tilbage til Ierusalem / haffde icke nogen tid været der i Staden / ey heller seet hans Hustru eller Børn siden den tid / men haffuer wfortøffuit begynt at igiennem reyse || it fremmet Land effter det andet / som en arm oc bedrøffuit Pillegrim. Oc der hand en gang / effter mange Aar vare forløbne / vilde igien hiem Reyse til Ierusalem / fandt hand det slet Øde / oc Iammerlig forstørret at være / saa hand icke kunde see der samme steds / en Steen paa den anden / ey heller nogenlunde kunde kiende / hues der tilforn Herligt oc kosteligt forhaande haffde været / huad nu den Almectigste Gud met hannem vdi sinde hafde / at hand hannem saaledis i denne Elendige Verden maatte omuandre / ocsaa Elendelige sig lade beskue / kunde hand icke anderledis tencke / end maa vel skee / at Gud vilde haffue hannem indtil den Yderste dag til it leffuendis Vidnisbyrd imod Iøderne. Paa det de Wtroendis oc Wgudelige skulle Christi Død oc Pine ihukomme / oc dennem til plict oc bod igien omuende. For hans Person / saa oc ynskede hand gierne / at den Almectigste Gud i Himmelen / hannem aff denne Elendige oc Iammerdal vilde heden kalde.
Paa denne forneffnde beretning / haffuer hannem forneffnde Her Doctor Paulus aff Eitzen / met sampt Skolemesteren vdi Skolen til Hamborg / huilcken oc synderligen vel vdi Historier vaar belæsen oc forfaren / End nu til offuerflodighed oc bestandig grund atspurdt / om hues sig haffuer tildraget vdi de Orientaliske Lande / siden Christi Fødsel oc Kaarsfestelse / huor paa hand strax / om atskillige oc megen gammel fremfaren handel / nocksom haffuer giffuet visz beskeden / saa at de selff maatte bekiende / at all forneffnde hans tale / sandru at være / oc dennem der offuer icke nocksom kunde forundre / huorledis alting hoss Gud er mueligt / men Mennisken wmueligt oc wbegrundeligt.
Huad forneffnde Iødis Leffnet vaar anlangendis / da holt hand sig meget stille oc stadig / Talede icke meget mere / end hues mand hannem atspurde / naar hand bleff Gestebø- || den haffuer hand lidet oc maadeligt ædet oc drucket / hastede altid affsted / oc bleff icke lenge paa en sted / oc effter som hannem til Hamborg / Dansken / oc anden steds er bleffuen Penninge foræret / haffuer hand icke meget meere / end 2 sz. ville anamme / huor udaff hand dog strax iblant de Arme vddeelte / giffuendis der met tilkiende / at hand ingen Penninge behoff haffde / Gud Almectigste vilde hannem dog vel forsørge / Thi hand haffde angret sine Synder / oc hues hand wuitterlig haffuer giort / det haffuer hand Gud affbeden.
Saa haffuer mand (all den stund offuer / hand sig til Hamborg / oc Dansken forholdet haffuer) icke seet hannem leedt / vdi huilcket Land hand er kommen / samme Lands Tungemaal haffuer hand brugt / oc der hand der det saxiske Sprock haffuer tallet / kunde hand det saa vel / som hand haffde været en Indfød Saxe. Mange Folck vdaff fremmede Land oc Stæder / ere kommen til Hamborg / oc Dansken at besee oc høre denne Mand / den meste part aff Almuen haffuer hafft denne mening / oc det did hentydet / at effterdi samme Iøde / icke alleniste gierne hørde Guds Ord / oc der om gierne talede / oc alleuegne met synderlig Andact (saa vel som oc met stor Suck / naar Guds Naffn eller Iesus Christus bleff neffnd) sig ydmygede / oc icke kunde fordrage nogen Sueren eller Bande / det maatte jo vdaff Guds Almectighed / ved samme Mand / noget synderligt betydes oc tilkiende giffuis / Oc der som hand hørde nogen suære ved Guds Marter / eller Pine / haffuer hand saare der offuer bleffuet forbitred / oc icke met ringe Iffrighed oc Suck / saaledis sagdt. O du ælendige Menniske / O du ælendige Creatur / skulde du saa din HErre oc Guds Marter oc Pine saa slemmelig miszbruge / haffde du ligeruijsz som ieg / vdi egen Person seet huor tung oc suur den HErre hans Saar || oc Wunder vaar bleffuen hannem / for din saa vel som oc for min skyld / du skulle fast heller lade giøre dig selff stor skade oc vee / end du forgæffuis saaledis skulle misbruge hans Hellige Naffn.
Dette forneffnde / haffuer Her D. Paulus aff Eitzen / vdi Sandhed / met all omstendighed / Trolig oc flittig til Slesswig fortald for mig oc mange got Folck flære / saadan tale ieg oc siden den tid / haffuer hørt vdaff nogle andre mine gode gamle bekiende / huilcke oc met Doctor Paulus paa samme Tid til Hamborg / haffuer hørt oc seet forneffnde Mand / vdi egen Person / Oc at de vilde ydermere Vidne oc Bekiende forneffnde Her D. Paulij Ord visse oc Sandru at være.
Anno 1575. Er Her Secretarius Christoffer Krausse / oc Magister Iacobus aff Holsten / Legats vijs / affærdiget til det Kongelige Hoff vdi Hispanien / oc siden der fra / oc til Næderland / formedelst Krigsfolckens betalning / som haffuer tient hans May: der vdi Næderland / som nu forneffnde legater komme hiem til Slesswig igien / haffuer de for bestandige Sandhed fortald / at de haffuer seet den vnderlige Mand til Madril vdi Hispanien / vdi alle Skickelser / Leffuendis / Alder / Klædning oc Facter / saa oc vdi Person / oc at de selff Personligen haffuer talet met hannem / Oc at de met mange andre got Folck flere / baade Edel oc Wædel haffuer fornommet / at hand paa den tid talede god Spanske. Anno 1599. vdi Decemb. Maanet / er vdaff en Sandru Person aff Brunswig bleffuen skriffuet til Straszborg / at forneffnde vnderbar Mand skulle enda være til Wien i Østerrige vdi leffuende Liffue / Oc haffuer hand den tid taget sig fore / at vilde forreyse der fra / ind vdi Polen / oc til Dansken / paa det hand ydermere kunde komme aff Polen / oc ind i Muskow / Men huad nu For- || standige oc Gudfryctige Menniske ville Tro om forneffnde begrædelige Person / det staar en huer fri fore / Guds Gierninger ere alligeuel vnderlige / wbegribelige oc wransagelige / oc kommer Dag fra Dag / jo lenger jo mere for Liuset / oc for den yderste Dag bliffue de Aabenbarede / Gud hielpe oss / at wi maatte staa aff Synden / oc Leffue hoss Gud til Euig tid / Amen.
D.V.B.
Chrysostomus Dudulæus Westphalus.
Dette er en gjengivelse av danske folkeboken om den evige jøde, som utkom 1631. Gjengitt etter Danske Folkebøger fra 16. og 17 Århundrede, bd. 1.
Noen årstall i utgivelseshistorien til den danske folkeboken om Ahasverus
* betyr at det ikke finnes noe kjent bevart trykk, men at utgaven kjennes av omtale
*1607 |
I P.J. Resenii bibliotheca. Hafn. 1685
anføres S. 320 som nr. 30 blant
kvart-bøkene et samlingsbind av
mindre skrifter, hvorav nr. 21 bærer
tittelen Beskrivelse om Jerusalems
Skomager oc en Jøde som var fød
i Jerusalem ved Nafn Ahasvero . |
(1621) |
George K. Anderson videreformidler i The Legend of the Wandering Jew en feilaktig opplysning i Neubars Die Sage vom ewigen Juden og Kr. Nyrop Den evige Jøde, nemlig at det skal finnes en dansk Ahasverus-bok fra 1621 i Det kongelige Bibliotek, København, men dette må være en forveksling med 1631-utgaven, for der finnes ingen slik utgave. |
1631 |
Det kongelige Bibliotek, København |
1646 |
Thomas Bartholin (1616–80): «Jeg er mer tilbøyelig til å tro på fortellingens sannferdighet enn på fortellerens.» |
1695 |
Det kongelige bibliotek, København.
Uten trykkested. |
1705 |
Karen Brahes bibliotek, Odense. Uten trykkested. |
*1729 |
I fortegnelsen over bøker som tilhører Niels Simonsen Munchs arvinger (1787) anføres blant oktavene Beretning om Jerusalems Skomager, 1729. Det kan også være snakk om en trykt gatevise om den evige jøde, for denne utgaven er ikke nevnt andre steder. Uten trykkested. |
17?? |
Karen Brahes bibliotek, Odense. Uten trykkested. |
1733 |
Caspar Kildgaard: Contra fabulam de Judæo non mortali, Kbh 1733. Denne avhandling omtales av J.P. Jacobsen som «den meget ubetydelige og for Emnet selv ganske likegyldige Disputation». |
1734 (etter) |
Det kongelige Bibliotek, København |
1742 |
Ludvig Holberg: Den jødiske Historie (1742): «Det kunde vel lægges
til Last at anvende et heelt Capitel af
et saa alvorligt Skrift paa denne Materie.
Men, saasom ikke aleene læge, men
ogsaa mange lærde Folk have fæstet
Troe til denne Historie, saa har jeg ikke
gandske kunnet forbigaae at tale om den
omtvistede Jerusalems Skoemager, som siges
fra Christi Tider at løbe Verden
omkring og at have ladet sig see udi adskillige
Lande.» |
1758 |
Maria Regina Krügers Skrivelse til Prof. C. Anton, hvorudi bliver beviist, at Jerusalems Skomager er virkelig til (overs. fra tysk) , Kbh 1758 |
En vise om den evige jøde (1729)
1.
O
kristen sjæl og hjerte,
betragt den salighed,
som Jesus ved sin smerte
os alle har bered.
Tilbage tænkes her
på de forgangen dage,
der Jesus lod sig plage
døde for enhver.
2.
Det var Guds råd at fælde
den jødisk' regiment,
Tiberus' magt og vælde
var Israel bekendt;
dog træder Jakob frem
og frelsermanden slagter,
forhåner og foragter
udi Jerusalem.
3.
En borger og skomager
var jeg, Asverus, der.
Mesteren jeg anklager,
jeg råbte mer og mer:
«Bort, bort med den rebel,
bort, bort med den oprører
og hænger den forfører
på korsens galgepæl!»
4.
Der dødsens dom var fældet
og Jesus korset bar,
forbitret udaf galde
jeg hannem da blev var
ved døren min at stå --
han agted sig at hvile,
mens jeg bad ham kun ile
og pakke sig derfra.
5.
Sig vilde ej forbarme
min viv og husgesind',
jeg bar på mine arme
en spæd og liden kind.
Jeg viste Jesum af
af utålmodig brynde:
«Hvad vilt du her begynde,
gak hen og stå din straf!»
6.
Kristus mig hørte buldre,
hans stemme var så svag,
han bar på sine skuldre
det tunge korsens åg;
dog vendte han sig om
og sagde: «Du, o jøde,
skal gå med suk og møde
indtil den sidste dom!»
7.
Derpå gik [jeg] med andre
til berget Golgata,
begyndte straks at vandre
og tog så rejsen på,
dog så jeg, som jeg stod,
hvor Jesus led for sine
af kærlighed med pine
det dyrebare blod.
8.
Der tumled fast og bukkede
den vilde jødehob,
men sol og måne sukkede
ved frelsermandens råb,
det blanke hvælving stod,
og klippen selv bar smerte,
da bristed Jesu hjerte,
og jorden sig oplod.
9.
Jeg vendte mig så fage
og slog mig for mit bryst:
Gud kender bedst min plage
fra syndsens onde lyst.
Hvor mange hjertesår
jeg haver mått' befinde,
det drages jeg til minde
i syttenhundred år.
10.
Jeg straks på rejsen træder,
som Herren selver bad,
foruden penning og klæder,
foruden øl og mad.
Det krænker dog min sjæl:
jeg fik ej tid at [tage]
med børn og ægtemage
et sørgendes farvel.
11.
Jeg drives som en bølge
urolig hid og did,
en klædning må mig følge,
er gammel uden slid.
jeg bær' ej guld om land,
- ej han det lidet mere, -
det andet og beskære
alverdens skabermand.
12.
Jeg angerfuld betræder
så mangen fremmed land,
om verdens skik og sæder
jeg haver og forstand.
Jerusalem var fast,
men sidst jeg var til stede,
hun lå som dragens rede
på jorden underkast'.
13.
Britannien den liden,
den store ligeså
jeg haver længe siden
mått' møjsom gennem gå,
Tyskland og Polen med,
Hispanien og Ryssen,
det franske land og Pryssen
og Moskov ligeså.
14.
Jeg ved hvad en kaldæer
og jøde tåle må.
En græker og kurperer
jeg også kan forstå.
Jeg lidet hvile får
i vilden ørk og skove,
thi jeg kan ikke sove,
men angergiven går.
15.
Jeg haver gennemvandret
Krakov, Danzig og [Wien]
og kåsen så forandret
til Rostock og Stettin.
Jeg så den Lübeck magt,
Hamborg og Wismar sæde,
de holdt et sælsomt klæde,
mig undrer deres dragt.
16.
Jeg så de døbte kristne
i vellyst svæve ud,
fast mer end Antikristen,
der intet ved af Gud.
En del jeg sminket fandt
med pudret hår og lokker,
de vare dog som stokke
i alderdoms forstand.
17.
Jeg hørte og med smerte
så mangen blodig ed,
det skar mig i mit hjerte,
ja ind til sjælens ve;
mens vogt dig, menneske,
misbrug du ej hans pine,
som frelste dig og dine
fra al forbandelse.
18.
Den Jesu kors og klage,
jeg og kan sige af,
og om hans tusind plage,
til han sin ånd opgav.
Jeg er det jøde vild[?]
et levendes eksempel -
Gud sløjfed deres tempel
formedelst Kristi blod.
19.
Du kender bedst, O Herre,
min svage levneds stand.
Hjælp mig at overbjerge
ved din den gode ånd.
O Gud, du med mig gå,
at jeg må salig ende
- da lov jeg har for hænde -
og ærens krone få.
Finis Ende.
Gud os sin nåde sende.
Niels Christenssøn, Starup Nygård Eghd.,
d. 8 Januari Anno 1729.
Visen er gjengitt i modernisert og normalisert ortografi fordi kilden (bonde-viseboken Niels Christensens Visebog) ifølge Dal er meget mangelfull.
Kilder
Erik Dal: Ahasuerus in Dänemark. I Jahrbuch für Volksliedforschung, IV [1964], p. 144–170.
En vise om den evige jøde (ca. 1750)
1.
See
herhid! o Christen Øye,
Bøy dit Øre og hør til,
Merk og agte meget nøye,
Hvad jeg dig fortælle vil,
Jeg vil intet gaae forbi,
Men for dig bekiende fri,
Alt mit Levnets Løb og Maade,
Beed GUd om sin Aand og Naade.
2.
En Skoemager har jeg været,
Boed i Jerusalem,
Christus haver jeg vanæret,
Var en GUds Bespotter slem,
Jeg ey Medynk spørge lod,
Over det uskyldig Blod,
Derfor maa jeg nu omvandre,
Mig til Straf, som Speyl for andre.
3.
Da nu Christ, vor Frelser kiære
Var fordømt til Korsets Træ,
Og af Staden maatte bære
Korset sit; hvad monne skee?
Frelseren blev træt og mat,
Som var runden om besat
Udaf Dødens skarpe Pile,
Ved mit Huus han vilde hvile.
4.
Jeg stod med et Barn paa Arme,
Som u-myndig var og spæd,
Raabte høyt, ja udaf Harme,
Bort med den Misdæder leed,
Pakke dig bort fra min Dør
Hen at lide som dig bør,
Du har været en Forfører,
Og blant Folket en Oprører.
5.
Ingen Medynk var at finde,
Han utrøstet maatte gaae,
Ja mit gandske Huus-Gesinde
Raabte: Hen til Golgatha,
Pakke dig kun med en Fart,
At vi der paa jødisk Art
Dig paa Korset kand vanære,
Som du paa din Ryg mon bære.
6.
Derpaa Christus sig omvende,
Sagde: O du Jøde-Mand,
Du skal indtil Verdens Ende
Gaae omkring i alle Land,
Ja indtil den sidste Dag
Skal du vandre med stor Plag,
Uden Hvile, uden Leye,
Giennem mange vildsom Veye.
7.
Derpaa jeg mig strax forføyed
Hen til Golgatha med Hast,
Og saae der hvad Christus døyed.
Førend at hans Hierte brast,
Jeg mig for mit Bryst mon slaae
Lad mig GUD din Naade faae!
Jeg er Vidne til alt dette,
Aldrig skal jeg dig forgiette.
8.
Derfra jeg strax monne gange
Uden Penge, uden Mad,
Og den Vandring saa anfange,
GUd veed, jeg var lidet glad,
Jeg ey maatte komme hiem
Til den Stad Jerusalem
Med mit Folk at Afskeed tage,
Eya! det var at beklage.
9.
Jeg har fra den Tiid maat vandre
Af et i et andet Land,
Jeg har ogsaa frem for andre
Fundet HErrens kraftig Haand,
Mangen Gang i Mulm og Mørk
Udi vilden Skov og Ørk
Iblant grumme Dyr og Løver,
Hvor iblant jeg ofte svever.
10.
Jeg har været i Brittannien,
Udi Pohlen, Russen-Land,
Udi Frankrig og Hispanien,
Ja i Preussen, Græken-Land,
Udi Tydskland og Stettin,
Crakau, Dantzig og i Wien,
Ja i Rostok, Wismer, Hamborg,
I Caldæa og i Strasborg.
11.
Udi mange Stæder, Lande,
(Som jeg ey opregne kand)
Har jeg været; hver maa sande,
At min' Sandser, Hu, Forstand
I saa mange hundred' Aar
Svækkes, og nu stille staaer,
Jeg maa og i Danmark vandre,
GUd! mit Løb engang forandre.
12.
Jeg har udi Norges Rige
Lidet meget Frost og Kuld,
Over høye Bierg' maatt' stige
Angest, bange, sorrigfuld,
Sverrigs Rige jeg ogsaa
Dette Aar beskue maa,
Udi Stokholm, Hoved-Staden
Er jeg seet paa alle Gader.
13.
Mine Klæder gamle ere,
Over Sytten Hundred' Aar,
Penge maa jeg ikke bære,
Af GUds Forsyn Føde faaer,
Jeg fornøyet er i GUd,
Han min Synd vil slette ud,
Og mig til sin Himmel tage
Efter disse Jammer-Dage.
Dette er en bokstavtro gjengivelse av det eldste bevarte flygeblad, fra omtrent midten av 1700-tallet.
Den tyske Ahasverus - en kort oversikt over utgivelseshistorien
Innledning
Det som utgjør «den tyske folkeboken om Ahasverus», er fire forskjellige varianter av en pamflett som så dagens lys på 1600-tallet. Det finnes en stor underskog av varianter og utgaver.
De fire pamflettene er: Kurtze Beschreibung vnd Erzehlung von einem Juden mit Namen Ahassverus (utgitt første gang 1602), «Dudulaeus» (utgitt første gang 1603 - til tross for at årstallet i boken sier 1602), Gründliche und wahrhafftige Relation von einem Juden, etc. (utgitt 1634, 1644, 1645) og Unruhiger Wall-Bruder aus dem Jüdenthumb (utgitt første gang 1660).
Ifølge George K. Anderson blir versjonene som kommer utover på 1600-tallet, lengre og lengre, og tendensen er også at den anti-jødiske holdningen forsterkes.
Kurtze Beschreibung - den tyske folkeboken om den evige jøde
Faksimile (1602)
(Kurtze Beschreibung vnd Erzehlung von einem Juden mit Namen Ahassverus)
Historisk sett er Kurtze Beschreibung vnd Erzehlung von einem Juden mit Namen Ahassverus den mest interessante, for den startet det hele i 1602. Denne pamfletten utgjør skjelettet til de øvrige utgavene. Det var denne pamfletten som reddet legenden om den evige jøde fra glemselen.
Det finnes tre varianter av Kurtze Beschreibung-pamfletten. Det angitte (men langt fra bekreftede) trykkested for disse er henholdsvis Leyden, Danzig og Bautzen. De anførte boktrykkerne for disse er Christoff Creutzer (Leyden), Wolffgang Suchnach (Bautzen, se faksimilen) og Jakob Rothen (Danzig). Ett av trykkene mangler utgivelsested og navn på boktrykker; trykkeåret for dette er 1603, men man mener at dette skal være 1602.
I Det kgl. bibliotek i København finnes et eksemplar av Bautzen-trykket som er datert 1502, som selvfølgelig skal være 1602.
Utgivelseshistorien til Kurtze Beschreibung-pamfletten er obskur og komplisert, og det finnes forskjellige teorier på hvor den er laget, hvem forfatteren er, hvordan det kan ha seg at pamfletten plutselig oppstår i 1602 med tre forskjellige trykkesteder, og bedre blir det ikke av at det er ca. hundre mil mellom Danzig (nordøstlige Polen) og Leyden (ved Amsterdam).
Den teorien Anderson lander på, om enn ikke uten motforestillinger, ble presentert av Arno Schmidt i 1927. Den går i korte trekk ut på følgende:
Etter at Giovanni Bernardini Bonifacio,
marki d'Orio, som bodde i Danzig, døde i 1597 og
hans venn Paulus von Eitzen døde 1598, skrev en
person i den lærde kretsen rundt markien Ahasverus-pamfletten.
I Danzig mente man at dommedag var nær, noe pesten
i 1601 og 1602 vitnet om, en pest som skal ha paralysert
byen. Forfatteren må ha kjent til Buttadeus, den
Ahasverus-liknende hovedpersonen i den italienske astrologen
Guido Bonattis (død ca 1300) verk De
astronomia tractatus X, som første gang ble
trykt i Augsburg i 1492; sannsynligvis hadde forfatteren
av pamfletten tilgang til dette verket fra markiens bemerkelsesverdige
bibliotek. Siden ingen Ahasverus-skikkelse er kjent i
Tyskland før pamfletten utkom i 1602, mener Anderson
at det taler til denne teoriens fordel at opprinnelsen
til legenden føres tilbake til Italia, via Giovanni
Bernardini Bonifacio. Skal denne teorien holde, må
det antas at de trykk som ikke har utgivelsessted Danzig,
er forfalskninger.
Neste trinn i utviklingen er Dudulaeus-pamflettene. Chrysostomus Dudulaeus Westphalus står nå oppført som forfatter. Høyst sannsynlig er dette et fiktivt navn. Av disse pamflettene finnes ni varianter. Tre av dem er datert 1602, men man mener at de ikke kan være trykt før 1603. (Når det gjelder årstall på folkebøker, må disse alltid vurderes kritisk i hvert enkelt tilfelle.)
Tre av Dudulaeus-trykkene bærer tittelen Wahrhafftige Contrafactur . von einem Juden, etc.
Det er nå kommet til noen kommentarer hvis tendens peker i hver sin retning (noe som ikke er spesielt påfallende når det gjelder folkebøker): På den ene siden finnes en skjerping av den aggressive tonen mot jøder. I den danske oversettelsen fra 1631 heter det at «Gud vilde haffue hannem [Ahasverus] indtil den Yderste dag til it leffuendis Vidnisbyrd imod Jøderne. Paa det de Wtroendis oc Wgudelige skulle Christi Død oc Pine ihukomme / oc dennem til plict oc bod igien omuende». Koblingen mellom Kristi pine og jødenes angivelige skyld var et yndet element propagandaen mot jødene. I mer forsonende retning peker et innskudd om at Gud ville forsørge Ahasverus vel, «Thi hand haffde angret sine Synder / oc hues [hva] hand wuitterlig haffuer giort / det haffuer hand Gud affbeden [bedt om tilgivelse for]».
Den danske utgaven, Sandru Beskriffuelse om en Jøde som vaar Fød oc Baaren til Jerusalem ved Naffn AHASWERVS osv., trykt første gang 1631, bygger på Dudulaeus-pamfletten.
Relation
(Gründliche und wahrhafftige Relation von einem Juden, etc.)
Dette trykket finnes i utgaver fra 1634, 1644 og 1645 - og kanskje 1684 (ett av trykkene bærer nemlig årstallet 1584; dette er temmelig sikkert en trykkfeil for 1684).
Trykket bygger på Dudulaeus-trykket, men har i tillegg et innskudd om Israels tolv stammer, og hevder også at Ahasverus-fortellingen ikke har sitt utspring i Skriften.
De fleste trykkene er på 16 sider; «1584»-trykket er på 22 sider fordi har et tillegg om Kristi blodstraff og et tresnitt som viser Ahasverus idet han avviser Jesus.
Wall-Bruder
(Unruhiger Wall-Bruder aus dem Jüdenthumb)
Wall-Bruder-pamfletten ble første gang trykket i 1660.
Grunnlaget for denne utgaven er teksten
i Relation, men det er flere lengre tillegg, ett av dem
forteller om den straff de forskjellige israelske stammer
fikk som følge av Kristi korsfestelse. Pamfletten
er nå på 32 sider.
Guido Bonatti: On Longevity*
«Many men have reached a very advanced age: of these I have seen in my time only a certain Ricardus, who said that he had been at the court of Charlemagne and was 400 years old. And it is said also that there was another, who lived at the time of Jesus Christ and was called Johannes Buttadeus. Because he had driven the Lord along when he was being led to the Crucifixion, the Master made clear to him: «You shall await me, until I come again.» This Ricardus I saw at Ravenna in the year 1223; Johannes, on a pilgrimage to Santiago, passed through Forli in the year of our Lord 1267.»
*from Guido Bonatti: De astronomia tractatus
X, written late 13th century, first printed 1491 in
Augsburg.
The quotation is from George K. Anderson: The Legend
of the Wandering Jew (p 22).
For his translation it seems that he has used the 1550
edition, printed in Basel.
Kilder
George K. Anderson: The Legend of the Wandering Jew.
Hanover i USA 1991.
Erik Dal: Ahasuerus in Dänemark. I Jahrbuch für Volksliedforschung,
IV [1964], p. 144–170.
Danske Folkebøger bd. I s. LXIII-LXXXVII
og bibliografien s. 264ff
Danske Folkebøger bd. I, s. LXIII-LXXVII
(forordet til Sandru Beskriffuelse
Om en Jøde, skrevet av J.P. Jacobsen.)