Folkebøker på 1500- og 1600-tallet

Folkeboken om Judas

Folkeboken om Judas

Faksimile av tittelbladet til den danske folkeboken om Judas,
En kort oc merckelig Historia Om den slemme oc forgiftige Forrædere Judas, utgitt 1687.

 

Folkeboken om Judas forholder seg fritt til den Judas vi kjenner fra Bibelen. For å sprite opp historien er den tilsatt litt ekstra krydder: Judas blir satt ut på sjøen (jf. Moses), han stjeler et eple i farens hage (syndefallet), dreper broren (Kain), dreper faren, tar moren til ekte (Ødipus) før han blir Jesu disippel.

Det er ikke mye godt som kom fra Judas; han «øfvede sig stedse oc altid udi Skalckhed oc Ondskab». Han står for det som samtiden så på som sikre tegn på moralsk forfall: opprør mot faren, banning og det den slags uvegerlig fører til: tyveri, mord og liknende. «Det var med hannem ligesom den der vil tage et Kul oc toe det hvidt med megen skuren oc toen / jo meere mand skurer jo slemmere det blifver / saa var det oc med Iudas / jo meere den HErre Christus hand lærde oc underviste hannem / jo argere oc slemmere hand bleff udi sit Skelmeri oc Skalckhed.» Fortellerens advarende pekefinger i denne fortellingen minner sterkt om rådgivende litteratur fra 1500-tallet, som for eksempel Peder Palladius’ Visitasbog. Tresnittet som ble brukt på tittelbladet (se ill. til høyre), viser menn i syndige aktiviteter som drikking og terningspill.

Den første versjonen vi kjenner av denne historien er et innskudd i Jacobus de Voragines Legenda aurea (Den gylne legende, ca. 1260). Et utdrag ble opptatt i den svenske legendesamlingen Själinna Thröst (1400-tallet).

Det kan være verdt å merke seg at folkeboken om Judas ikke er preget av noen utpreget antisemittisk tone, og det er merkverdig siden fortellestoffet kunne invitere til dette. Her ser man samme tendens som i de tidligste versjonene av Ahasverus; i folkeboken om Pilatus derimot benyttes materialet til hets mot jøder.

Tittelen på utgaven fra 1617 er «En Tractat om den Slemme oc forgifftige Forræder Judas Ischariot / hans Herkomst oc Fødsel / oc hvad for Synder hand haffuer bedreffuen / før end hand bleff Christi Apostel».

Denne utgaven ble oppdaget av bibliotekar Hjalmar Pettersen ved Universitetsbiblioteket i Oslo få måneder etter at det første bindet i samlingen Danske Folkebøger utkom i 1915. I dette bindet er 1687-trykket gjengitt.

Folkeboken Judas - hele teksten fra 1687-utgaven

En kort oc merckelig Historia / Om den slemme oc forgiftige Forrædere JUDAS / Hans Afkom / Fødsel oc Leffnet / oc hvad for Synder hand haffver bedreffvet i denne Verden fra hans Opvæxt indtil hand blef Christi Apostel.
Prentet Aar 1687

Det første Capittel.
Om Iudæ Affkom oc Fødsel til denneVerden / oc hvorledis hans Forældre skilde sig aff med hannem.
DEr skriffvis udi de gamle Lære-Fædris Historier / udi den Tid GUds eenbaarne Søn hafver annammet vor Menniskelige Natur paa sig / da boede der en Mand udi Ierusalem / ved Naffn Ruben / udaff Isaskars Slect / hand hafde en Qvinde ved Naffn Liboria / som var oc aff den samme Affkom / en Nat som hun laa hos hendis Hoszbonde efter Ectefolckis skik oc visz / hende det sig saa at hun kom udi en saare underlig Drøm udi Søfne af hvilcken hun bleff offvermaade meget bedrøffvet oc forskrecket / oc sagde til hendis Hoszbonde.
    O kiere Mand jeg hafver drømt saare underlig / hvorledis jeg skal føde en Søn, oc formedelst hannem skal all vor Slect oc Affkom blifve forarget. Da sagde Ruben hendis Hoszbonde til hende / du skalt intet acte om Drømme / de hafve intet at betyde / der mand kand giøre sig nogen Tancke om andet enn Løgn oc Finantzeri. Liboria sagde til hannem igien / er det saa at jeg er fructsommelig med en Mandskiøn eller Drengebarn / da kand jeg aldrig bliffve [s. 111] glad for denne Aarsage / at jeg veed da visseligen at min Drøm er sand / thi mig er en underlig Siun for kommen hvilcken jeg kand ikke forgætte før jeg faar det Foster at see / som jeg nu bær under mit Hierte / oc skal til denne Verden. Der nu Tiden kom at hun skulde føde / da føde hun en ung Søn / der hun det saae / da blef hun meget meere forskrecket end som tilforn / hendis Mand bleff ocsaa gandske bedrøfvet / oc troede nu visseligen den Drøm at være Sanden / hvilcken hans Hustru hannem tilforn hafde kundgiort / oc viste nu aldrig Raad / hvorledis de med Lempe kunde dempe deris store Synd oc Sorrig dennem om samme Barn formeedelst Drøm var kundgiort. Da hafde de udi sinde at ville omkomme det / da finge de alligevel udi Sinde paa det sidste / at de icke selfver vilde myrde deris eget Kiød oc Blod / men heller komme det fremmede paa Hænder / gick saa hen paa det sidste oc giorde et lidet Skrin / oc lod det vel bebinde oc forvare / saa at der aldelis ingen Vedske kunde komme der ind / oc der udi lagde fornefnde Barn oc sette det saa udi Søen / oc lod det flyde bort / udi den Act oc Meening / at hand intet andet her på Iorden skulde nogen Tid bedriffve.

[s. 112]

Det Andet Capittel.
Hvorledis at dette Barn bleff funden oc opfostret hos Dronningen paa Landet / oc hvad hand i sin Opvæxt bedreff.
DEr nu dette Skrin med forskreffne Barn kom udi Søen / falt der en hastig Vind paa oc dreff saa længe / indtil det kom under en Øe som heder Skariot / hvor udaff den erlig Mand fick sit Naffn at hand bleff kaldet Iudas Skariot: Samme Tid var Kongen af Landet paa samme Øe med sit Folck / oc samme Konge hafde aldrig nogen Børn aflet med sin Dronning / oc derfor var hand ilde tilfreds. Nu hende det sig saa / at samme Dronning var oc med paa forscreffne Øe / oc vaar udgangen med sine Iomfruer imod Søen at forlyste sig allevegne der omkring saa bleff hun forskrefne Skrin self vaer / hvor det kom flydendis i Vandet / der hun dette saae befoel hun strax sine Tienere / at de skulle forskaffe det til Landet / hvilket ocsaa skede / der hun det fik lod hun det strax opbryde / da fand hun fornefnde Barn der udi / endda lefvendis / thi den skulle icke druckne som henge skulle / hvor aff Dronningen glæde sig storligen / der hun saae det var et Drenge-Barn / oc sagde: O hafde jeg saadant et Drenge-Barn / som var [s. 113] født af mit Lif / da hafde jeg icke behoff at sørge fore / at en Fremmet skulle besidde Riget oc Regimentet efter min Herris Død oc Afgang / om jeg hannem skulle ofverlefve. Saadanne Tancker oc adskillige Ord brugte Dronningen tit oc ofte med sine Iomfruer / paa det sidste obenbaret hun sig for dem hvad hendis Tancker oc Hiertelav var / som var / at hun stillet sig an / som hun var siuglig / oc naar Tiden vaar forløben / da ville hun legge sig udi Barselseng med samme Barn / ligesom hun hafde selff født det til Verden / oc udi midler Tid ville hun holde en Amme der til / som det kunde føde oc opfostre. Dette Raad bevilgede oc samme hendis Iomfruer som med hende der tilstede var / oc lofvede hende. Der dette Raad nu saaledes var besluttet / varede det icke længe / at Kongen fick bud oc Tidender at hans Dronning var blefven fructsommelig / aff saadan Budskab glæde hand sig / icke alleeniste selff / men disligeste ocsaa hands gandske Raad med hannem / at de kunde faa en ret Arffving til Riget. Der nu Tiden var forløben / at hun skulde føde / da fødde hun hendis Foster (qvantzvjs) da fick Kongen saadan Tidender / at hans Dronning hafde en ung Søn / hvad Kongen icke glæde [s. 114] sig før / da glæde hand sig da meget meere / oc det gandske Folck med hannem / dette Barn lod Kongen oc Dronningen gifve Nafn oc lod kalde hannem Iudas / thi hun tænckte vel at hand var kommen fra Iødeland / effterdi hun saae hand kom flydendis aff det Vand som løber aff Iudæa / siden holt Herrerne en stor samqvem oc Verdskab tilsammen / som det sig udi en Kongelig Gaard retteligen burde oc tilhørde / nogen Tid der efter hende det sig saa / at GUd i Himmelen begafvede samme Dronning med Lifsens Fruct / saa at hun blef fructsommelig ved Kongen / der nu 40 Uger vare forløbne / da fødde hun en ung Søn / hvilcken Dronningen meget bedre behagede / end den Tid tilforn / hun fandt den anden / denne Kongens Ecte-Søn / ocsaa denne Iudas de bleffve tilsammen opføde ligesom de hafde været kiødelig Brødre / hvilket Iudas icke andet viste / end han var Kongens Ecte Søn / men dog var der alligevel en stor skilsmis imellem dennem / Kongens Ecte-Søn var af Kongelig Blod oc Herrestamme / men Iudas var fød af fattige Almues Folck / disligeste var oc Kongens Søn meget meere skiønnere / icke alleniste paa Skabningen / men ocsaa udi Dyd oc Fromhed / saa at hand af alle [s. 115] Mennisker hafde et got Held oc Yndest / men Iudas øfvede sig stedse oc altid udi Skalckhed oc Ondskab / saa at ingen kunde lide hannem / oc naar hand saae sin Fordel / slog hand Kongens Søn tit oc offte paa Munden / oc giorde hannem megen Fortred. Engang som hand nu saaledis slog hannem / kom Dronningen til maade der ved / oc saae hvorledis hand bar sig ad med hendis rette Ecte-Søn / som hun hafde gaaet i Døden fore / hvilcket Dronningen storligen fortrød / oc slog Iudas igien / oc sagde af uberaad Hue oc vred Sind til hannem O du Findeling eller Hittebarn / hvad lader du dig tycke / meen du at du ville fortrycke eller fordriffve min Søn / som er ret Ectefød / der kiender jeg dig alt forringe til / at du enten skalt støde eller slae et Konge-Barn / der Iudas det hørde / oc fornam at hand var et Hittebarn / oc icke Kongens Ecte-Søn / da kunde hand icke længer skiule sit skelmiske Hierte / men lod der Dieffvelen faa ret første Mact med sig / saa hand der bedref sit første Mord oc slog Kongens Søn ihiel.

[s. 116]

Det tredie Capittel.
Hvorledis at Iudas rømde hemmelig bort / oc kom til Ierusalem oc bleff Pilati Tienere.
DEr nu Iudas hafde bedrefvet dette skendelig Mord imod Kongens Ecte-Søn / rømde hand bort af Landet oc kom udi et Skib / hvilcket hand kom fremdelis med til Ierusalem udi Iødeland / samme Tid var Pilatus Landsdommere / hannem gaff Iudas sig til / oc begierede hans Tieniste / oc tiente hannem saa lenge at hand fick hannem meget kier / icke for sin Dyd oc Fromheds skyld / men for hans Skalckhed / oc Skelmeri skyld / derfor var hand hannem meget gunstig / thi de vare Mordere oc Skalcke baade / paa det sidste giorde hand hannem til sin næste Tienere / oc til en Regentere offver alle andre hans Tienere / saa at hvad hand befoel dem at giøre / det giorde de.

Det Fierde Capittel.
Hvorledis at Iudas kom ind udi sin Faders Have / oc hvorledis hand slog sin egen Fader ihiel.
DEtte viste nu Iudas vel / at Ruben var en god Mand / oc boede dernæst op til som Pilatus hand boede / saa at begge deris Gaarde grenszet indtil hverandre / nu hende det sig saa en gang / som Pilatus stod i sit eget Huus / oc gick oc spatzerede paa sit Pallatz / oc saae igiennem Vinduerne ind udi Rubens Hafve / der saae hand et Træ henge fult med Æble / hvilcket hand fick stor Lyst oc Attraa til / oc sagde ved sig selff: O hafde jeg en listig oc behendig Svend / som med Lempe kunde forskaffe mig nogle af de samme Eble oc Fruct / da vilde jeg være hannem til Vilie igien for saadan fin Tieniste oc Umage. Der hand nu saaledis ved sig self hafde givet sin Meening tilkiende der / da stod hans tro Svend icke langt der fra oc hørde sin Herris Begiering, oc hand traadde frem til sin Herre / oc sagde: Herre / I bekymrer Eder for de Eble / siger mig om det er eders Alvore / at I ville styre eders Lyst paa denne Fruct / som er i denne gamle Mands Haffve / den vil jeg vel forskaffe eder / jeg vil gaa hen oc stige der ind / oc hente saa megen Fruct / at I skulle styre eders Lyst paa / med saadant et trodsigt Hierte oc Sind / gick Iudas hen oc kom i sin Faders Haffve / hannem dog u-vitterlig / oc kløff udi Træet / giorde der oc stor Skade / icke alleeniste paa Fructen hand stal / men hand skamferede oc brød Grenene meget skendelige / saa at hans Fader hørde det ind i sit Huus / gick derfore ud i Haffven til hannem / oc sagde: Min Ven / hvorledis est du kommen der til / at du saa dristeligen uden Forlof / er kommen hid ind udi min Hafve / oc giør mig saadan en skade / endog Fructen der du stiel oc hafver stollet / den skøtter jeg intet om / men at du skamferer mig mine Træer / som jeg udi flere Aaringer kunde hafve Gaffn aff / det giør mig gandske ont udi mit Hierte / oc fortryder mig i mit gandske Sind / jeg hafver aldrig giort dig eller nogen af dine den mindste Skade eller Fortred / derfore kand ieg icke vide af hvad Aarsage du mig saadan Trotzighed beviser / men Iudas stod stille udi Træet oc gaf mange onde Ord fra sig igien / besynderlig der hand kom ned paa Iorden / da ofverskende hand sin gamle fattige Fader / som Skalcke pleyer at giøre / med mange uqvems Ord / som hver kand betencke hvad en Skalcke-Art pleyer at udrette / hans fattige Fader forsvaret sig med Sactmodighed / hvilcket den slemme Skalck fortrød til det verste / oc tog en Steen oc slog til sin Fader med / saa at hans Fader døde af samme Slag.

Det Femte Capittel.
Hvorledes Iudas siger Pilato / hvad hannem er vederfaret udi Rubens Haffve.
DEr effter at denne forgifftige oc slemme Forrædere Iudas haffde bedreffvet dette fornefnde ynckelige Mord imod sin egen legemlig oc kiødelig Fader / dog hand det icke viste / gik hand strax ind til Pilatum igien / da tilspurde hans Herre hannem / om hand hafde Fructen med sig som hand lofvede sig at ville hente / eller oc hvad hannem var kommen til Mode / men hand kom saa sorrigfuld igien / Iudas begynte at sige hvorledis at der kom en gammel Mand udi Hafven til hannem / oc hand gaff hannem onde Ord / som hand hafde got Skel til / den samme Mand / sagde Iudas / trættede jeg saa lenge med / at jeg icke lenger kunde fordrage hans skends Ord / men udi min Hastighed / kiere Herre tog jeg en Steen oc slog hannem med / hvor udaff hand strax nedfalt oc døde. Der Pilatus det hørde / forfærdedis hand / dog icke af Hiertet / men spurde hannem om der var nogen som saae det / at du slog hannem / Iudas sagde: ney Herre ingen saae det. Da sagde Pilatus til hannem / da vær ickun ved et frit Mod / [s. 120] for din Tieniste skyld som du mig her til bevist hafver / vil jeg hielpe dig at du skalt ingen Nød lide / men ingen hafver seet det vil jeg dølle med dig / at dig intet Ofverfald eller Skade skal skee. Effter saadan Medhold hand fik / blef hand jo længer jo slemmere / saa hand aldrig skøtte hvad hand giorde.

Det siette Capittel.
Hvorledis Iudas fick sin egen Moder til Ecte / oc bleff paa det sidste kiendt aff hende / oc hvorledis hand bleff Christi Apostel.
DEr nu Rubens Hustru kom udi Hafven oc fandt der hendis Mand liggendis død / da jamrede hun oc gaff sig bitterlig / som hun vel motte / da gick hun ind til Pilatum / oc klaget for hannem hendis Nød / oc den store Hiertesorrig som hende var nu ofverkommen / oc sagde hannem hvorledis hendis Mand laae udi hendis egen Haffve ynckeligen myrdt oc omkommet / beklaget hun / at hun icke viste hvem ham saa yncklig hafde taget af dage / det var hendis første Hiertesorrig / da sagde Pilatus til hende: Ia Qvinde / eders klagemaal hafver ieg vel hørt oc forstaaet / oc giør mig ont at min Naboe den fromme [s. 121] Mand skulle saa ynckeligen slippe hen / men hvad kand jeg giøre her udi / jeg kand eder ingen gode Raad vide / uden saa var at I viste tilvisse hvem hans Banemand hafver været / kand I fly mig det at vide / saa vil ieg hielpe eder saa meget / som mig mueligt kand være / oc lade Eder faa Ræt offver hannem / før tør I icke komme til mig der om / med saadan tynd Beskedning / maatte den arme bedrøffvede Qvinde gaa fra hannem igien.
     En Tid lang her effter der altingest var stille oc her blef icke meere omtalet / da gick Pilatus hen til samme Encke / oc bød sig villigen til under et falskt skin / at ville være hendis Forsvar / oc udi fremtiden forsiune hende med et got Giftermaal dersom hun ellers ville betro hannem der til / hand lofvede hende vel got med Munden / men dog intet af Hiertet / der hand nu saaledis tit oc ofte hafde lofvet hende / at hand ville forsiune hende med en frommer Mand igien / da bevilgede hun paa det sidste hans Begiering / der Pilatus nu hafde faaet hendis Ia oc Minde der til / som skreffvet staar / da kundgiorde hand sin Tienere Iudas det / hvorledis hand vilde forskaffe hannem den rige Encke / hvoraff den Forrædere Iudas glæde sig storligen oc tænckte [s. 122] / kand jeg komme til saadan Eyedom / da maa ieg vel med Sandhed sige / at jeg udi en god stund kom hid til saadan en Hoszbond / jeg maa vel sige mig at haffve en ret Skalke Lycke / i det at jeg saa kand igiennem gaa alt det Skelmeri som jeg hafver bedrefvet oc dagligen bedrifver / gaar det for sig / da vilde jeg ey længer være en Svend / men maa blive en Herre med Tiden / Pilatus blef hart ved sit Forsæt / oc lod intet af før hand hafde kommet det saa vit / at hun tog Iudas til sin Ecte Hoszbond / der hand nu hafde faaet Encken / begynte hand et uskickeligt Lefnet med sveren oc banden / men den arme Quinde kunde icke stille sin store Hierte-Sorrig / men jamrede sig hver Dag jo meere oc meere / den Erlige Fuel Iudas tilspurde hende tit oc offte / hvad Aarsage der var til at hun saa stedse oc idelig sørgede / hun dølgede det lang tid for hannem / oc vilde intet sige hannem det / da lod hand icke af at spørge oc friste hende før hun endelig maatte sige hannem det / da begynte hun at sige til hannem / jeg maa vel baade sørge oc græde oc sige med en god Samvittighed / mig at være den u-lyksaligste Quinde / som nogensteds kand findis paa Iorden / først / fordi at jeg haffver icke født uden et eeniste [s. 123] Barn til denne Verden / strax det var født / da maatte jeg legge det udi et Skrin / oc sette det udi Søen / oc lade det flyde hen for Vind oc Vofve / for den Ondskab skyld mig om hannem blef kundgiort / den anden Sorrig som jeg haffver / er at min Mand som jeg haffde tilforn / kom mig saa skendelig fra / at jeg icke veed hvem eller hvorledis hand bleff ihielslagen / men den tredie Sorrig / som jeg endnu hafver / den gaar mig meget meere til Hiertet end nogen af de andre to / som jeg nu hafver sagt dig / som er / at jeg nu etter min Mands skendelige Affgang ville hafve været Encke / oc dette imod min Villie er jeg bleffven ofvertalt af Dommeren Pilato / at jeg skulde tage ved dig / det er allerstørste som jeg fortryder / thi jeg hafver nu en bange oc urolig Samvittighed / der nu Iudas hørde at hun talede om dette Barn / som hun tilforn hafde udkast / da begynte Iudas at tæncke paa de Ord / som Dronningen hafde sagt til hannem at hand var et Hitte-Barn / oc tilspurde hende hvor eller i hvad hun fornefnde Barn hafde kast / dette begynte hun at sige for hannem altsammen fra Begyndelsen oc til Enden / saa at Iudas vel kunde forstaa udaff hendis [s. 124] Ord / at hand var det samme Barn / som hun haffde udkast.
    Nu begynte hans Samvittighed at vogne / nu ofvertænckte hand den store Synd oc Sorrig som hand fra sin Barndom indtil nu bedrefvet hafver / først udi det at hand hafde bedrefvet dette skendelige Mord imod Kongens Søn / hvilken hannem lod opføde / for det andet at hand hafde slaget sin egen Legemlige Fader ihiel / for det tredie at hand nu hafde bedrefvet den slemme Synd oc Blodskam med sin egen kiødelig Moder / der hand nu saaledis haffde begrundet disse slemme Synder oc Laster begynte hand paa det sidste at aabenbare sig for hende / oc at sige hende at hand var dette samme Barn / som hun tilforn haffde udkast i Vandet oc lod flyde bort / der hun dette hørde / da gick hende denne Sorrig meget meere til Hiertet end nogen aff de andre / at hun saa skendelig hafde bedrefvet den slemme Synd oc Ondskab med hendis egen Legemlige Søn / nu var det udi den Tid at GUDS Søn gick her paa Iorden / oc forkyndede Mennisken at de formedelst en alvorlig Poenitentze kunde bekomme GUds Naade oc Venskab / i hvor store deris synder end vare / hannem kom hun udi Hu / oc sagde til Iudas / [s. 125] efterdi du est det slemme Menniske / som saadan slem Synd oc Ondskab hafver bedrefvet / da gack til IEsum / hand er en sand Prophete / oc forlader dem alle deris Synder / som ville komme til hannem / oc begiere Synders Forladelse / bekiend din Ondskab for hannem oc falt hannem til Fode / bed om Naaden oc icke om Rætten / det giorde Iudas / hand bekiente sin Ondskab for hannem / der hand dette hafde giort / da forloed IEsus hannem aff sit Faderlige Hierte alle sine slemme Synder / som hand her til haffde bedreffvet / oc tog hannem til en af sine Apostler at være / oc giorde hannem til en Skaffere oc Penge-Mestere for de andre / oc fick hannem Pungen at bære.
    Der nu Iudas saaledis hafde faaet sine Synders Forladelse / oc kommen til saadan Dignitet oc Værdighed / da kunde hand icke endda lade sit Skelmeri være / men lod den onde Art skicke sig / saa at hand stael GUDS Søn den tiende Penninge fra / det var med hannem ligesom den der vil tage et Kul oc toe det hvidt med megen skuren oc toen / jo meere mand skurer jo slemmere det blifver / saa var det oc med Iudas / jo meere den HErre Christus hand lærde oc underviste hannem / jo argere oc slemmere [s. 126] hand bleff udi sit Skelmeri oc Skalckhed / som hand sig daglig i øfvede / dette hans Skelmiske Leffnet brugte hand saa længe indtil han skendeligen loed sig forføre aff Diefvelen den slemme oc løgnactige Aand / for den Uræt oc Gierigheds skyld / at forraadde sin egen HErre oc Skabermand / oc solde all Verdsens Saliggiørere for tredive Sølfpenninge / saaledis lønte han GUds eenborne Søn / for alle de slemme Synder som hand forloed hannem / oc for alt det andet gode hand beviste imod hannem / i det hand giorde hannem til en af sine egne Discipler / saaledis pleyer Verden at lønne alle beviste gode Gerninger.