Folkebøker på 1500- og 1600-tallet
Folkeboken om Marcolfus
Folkeboken Marcolfus handler om en bonde som på lavkomisk vis driver gjøn med den vise kong Salomo (Salomon).
- Noen årstall i utgivelseshistorien til den danske folkeboken om Marcolfus
- Teksten til folkeboken om Marcolfus
- Tittelblad til utgaver av folkeboken om Marcolfus
- Kilder
I den danske utgaven fra 1699 lyder tittelen: Marcolfus / Det er: En lystig Samtale imellem Kong Salomon og Marcolfum / Saare kortvillig at læse.
Den har tre hoveddeler:
- Den groteske beskrivelsen av Marcolfus og hustruen: «Marcolfus hand var laff og gandske tycker / hand haffde et stort Hovet / og en bred Sterne eller Anled fuld med røde Ryncker / hans Ørne vare laadne / og hengde neder ved Kinderne / han haffde store brede Øyne / og de vare skieve / under hans Læbe var ligesom en Hestemule / hand haffde Skæg som en Gædebuck / det var baade skidet og ilde-luctendis. Hand haffde brede og tycke Hænder / med stackede buttede Fingre / hand haffde trinde og tycke Føder [s. 5] / hand haffde en lang spids kroget Næse med en Bulck paa / store tycke Læber / og var lang i sit Ansict som et Asen / hans Haar stod op paa hans Hovet / som Pinsvine Bøster» osv.
- Dialogen mellom Marcolfus og Salomo.
- Marcolfus’ narrestreker med kong Salomo.
Noen årstall i utgivelseshistorien til den danske folkeboken om Marcolfus
*
betyr at det ikke finnes noe kjent bevart trykk, men at utgaven kjennes
av omtale
Marcolfus-utgaver har lyseblå bakgrunn
1300 ca. |
En forfatter som bearbeider Salman und Morolf (det tyske Spielmann-epos) låner historien om Morolf i ovnen fra Marcolfus. |
1300-tallet |
Historien om katten og lysene må ha hørt med til Marcolfus-fortellingen. |
1482 |
Nürnberg: Den første utgave på høytysk trykkes. |
1486 |
Marcolfus trykkes for første gang i Norden, en latinsk utgave, trykt i Slesvig. |
1492 |
Deventer: Første engelske oversettelse trykkes. |
1501 |
Antwerpen: Første nederlandske oversettelse trykkes. |
1502 |
Venezia: Første italienske oversettelse trykkes. |
1500-tallet (begynnelsen) |
Albertus pictor lager kalkmalerier i en kirke i Uppland, Husby-Sjutolft, der to av de skildrede figurene er Marcolfus og hans kona hans, begge med grotesk utseende (se presentasjonen av Marcolfus i bokens første del). |
Martin
Luther (1483–1546) tar i en av sine bordtaler (Tischreden)
utgangspunkt i Marcolfus-historien der Marcolfus lurer kongen
til å se ham i ræva siden han ikke vil se trynet
av ham. Verden vil ikke kjenne Gud. Luther bruker Marcolfus
som bilde på Gud, verden er kong Salomo: «Weil sie
Gott von Angesichts in gloria nicht sehen will, mus sie in agnominia
erkennen vnd in hindern sehen, wie Salomon mit dem Marcolfo
geschehen ist.» |
|
*1540 |
Árni Magnússon forteller at han hos Peder Syv har sett en utgave fra 1540: «Marcolfus paa Danske med gamel tryck, kandske af anno 1540. eller der hen ved, var hos Hr. Peder Syv. vidi.» |
København |
|
*1568 |
Rigsraad Hogenskild Bielkes Bogindkjøb i København: «Item Marcolfus bock po danske.» |
1591 |
Lübeck |
1599 |
København |
1629 |
Niels Heldvad i Morsus Diaboli: Eller Den bittere sandhed om Judas Ischarioths Compagni oc Gildehus: «En annen slags Løgn er til Tids fordriff paafundet, som Fabulæ Æsopi, Reinicke Fuchs, Fincke Ridderen, Marcolphi Historia, og deslige, huilcke ere kortvillige, der intet Menniske kans hafue skade, skam eller vanære aff, men giffuer lystig Recreation.» |
1658 |
Den svenske dikteren og lingvisten Georg Stiernhielm (1598–1672) nevner i sitt Hercules-epos en rekke folkebøker, deriblant Marcolfus og Uglespeil, noe som tyder på at disse folkebøkene var godt kjent i samtiden. |
1699 |
Det
kongelige bibliotek, København |
1711 |
Uten
sted |
1816 |
Rasmus Nyerup sier om Marcolfus (i Almindelig Morskabslæsning): «Det Hele er gemeent, og kun den Classe af Mennesker, der endnu staae paa et lavt Trin af Cultur, kan more sig derved.» |
Teksten til folkeboken om Marcolfus
Teksten er gjengitt slik den står i Danske Folkebøger bd. 13, bortsett fra den lange dialogen mellom Salomon og Marcolfus, som egentlig er satt i flukt, men som her gjengis med linjeskift for hver ny taler. Sideanmerkningene viser til denne tilsvarende i Danske Folkebøger.
Marcolfus / Det er: En lystig Samtale imellem Kong Salomon og Marcolfum / Saare kortvillig at læse. Prentet i Kiøbenhafn / Aar 1699
En Tid som
Konning Salomon stod paa sin Faders Konning Davids Sael
/ hvilcken der var meget viis og gandske rig / saa som
hand stod udi sin Mæctighed og Herlighed / og saae
sig om / da saae hand et Menniske staa for sig / som heed
Marcolfus / og hand var gandske meget Vanskabt / dog var
hand gandske meget snedig / og trædsker i Ord oc
Svar / hand haffde ogsaa sin Hustru med sig / hvilcken
der var meget grummer og behendelig. De samme to Mennisker
vare kommen der fra som Solen ganger op. Da bød
Konning Salomon at de skulde komme for hannem / og det
bleff strax giort som hand sagde / saa at Marcolfus og
hans Hustru stode baade for Konningen / og de actede hannem
intet / men de saae paa hverandre selver / og som de saa
stode og saae paa hverandre / da bleff deris Skabning
og Skickelse beskreffven / saa at Marcolfus hand var laff
og gandske tycker / hand haffde et stort Hovet / og en
bred Sterne eller Anled fuld med røde Ryncker /
hans Ørne vare laadne / og hengde neder ved Kinderne
/ han haffde store brede Øyne / og de vare skieve
/ under hans Læbe var ligesom en Hestemule / hand
haffde Skæg som en Gædebuck / det var baade
skidet og ilde-luctendis. Hand haffde brede og tycke Hænder
/ med stackede buttede Fingre / hand haffde trinde og
tycke Føder [s. 5] / hand haffde en lang spids
kroget Næse med en Bulck paa / store tycke Læber
/ og var lang i sit Ansict som et Asen / hans Haar stod
op paa hans Hovet / som Pinsvine Bøster / og var
sort / hvit rødt og graadt / hand haffde hengende
Kindbeen / og en stor tvekløftet Hage / hand var
ogsaa aldeelis foruden Hals / og med et stort Skrin paa
sin Ryg / hans Kiortel var gandske stacket / intet længre
end til Arsbalde / hans Hoser var store fuld med Aal /
og meget kludrede / hand haffde store bondactig Skoe /
med to Graamuncke Socke i / et stort bret Iette Sværd
ved hans Belte / med en reffven Skede / hans Belte Sølge
var en Spende-Hage / Tornen der udi / var som en føye
Klokke-knevel / hanf haffde en Kappe af Haarklæde
/ var besæt med Hiorte Tagge.
Hans Hustru var meget Unger /
og hun haffde store Patter / hver som en Flaske der gaar
fire Stove Øll i / og hver Vaarte en Spand lang
/ hendis Haar var ligesom Tiørne / hun haffde Øyenbryne
som Børster paa en Svine-bag / Skæg som en
Gedebuck / hendis Øren vare lange og brede som
Asen Øren / hun var ogsaa Sur-Øyet / [s.
6] hendis Skind og Hud var fuld aff Ryncker / hun haffde
et Kaars aff Bly / var bredt som et Hynde / hengendis
neder paa hendis Bryst / hendis Finger vare ogsaa stackede
og store / prydede med mange Iernringe / hun haffde Næseboer
hver som en stor Mands knøtte Næve / hun
haffde tycke Legge / hver som en Øll-fierding /
og de vare laadne som en Biørne-Fod / hendis Klæder
vare laadne og gandske reffne / saa at de hengde i Fliger.
Her haver I nu noget aff Marcolfus
og hans Hustru / deris Skabning og Skickelse / saa at
de maa vel være hver andre lige / og at den Pung
maa vel hænge ved det Belte. Og naar den rette Historie
kommer fra Ierusalem / da fanger I ydermeere at høre
aff deris Subtilighed.
Konning Salomonis Affkomme / og Marcolfus / og hans Hustruis Slectis Affkomme.
Den Tid Konning Salomon saae dem staae for sig
/ og beskuede hver andre / da sagde hand til dem / Hvad ere
I for Folck / og hvem ere I kommen af? Marcolfus svarede og
sagde / Sig først dine [s. 7] Forældre og hvem
du est kommen af / saa skal jeg sige dig vor Slect. Salomon
sagde / Ieg er kommen af de tolf Patriarcker: Iudas aflede
Phares / Phares aflede Esron / Esron aflede Aram / Aram aflede
Aminadab / Aminadab aflede Naasson / Naasson aflede Salma
/ Salma aflede Boas / Boas aflede Obed / Obed aflede Isai
/ Isai aflede Konning David / David aflede Salomon / og jeg
er Konning Salomon.
Da svarede Marcolfus Kongen og sagde
/ Saa er jeg en af de tolf Slecter Rusticorum / Rusticorum
aflede Rusticum / Rusticus aflede Rustibaldum / Rustibaldum
aflede Rustihardum / Rustihardus aflede Rusticellum / Rusticellus
aflede Tariam / Tarias aflede Tarcol / Tarcol aflede Forsum
/ Forsus aflede Marrol / Marol aflede Marcolfum / og jeg er
Marcolfus. Og min Hustru her staar / er af de tolf Slecter
Lupitanarum / Lupitana aflede Lupitan / Lupitan aflede Bonstrut
/ Bonstrut aflede Boledruck / Boledruck aflede Pleydrut /
Pleydrut aflede Lorden / Lorden aflede Luriellan / Luriellan
aflede Polinam / Polinam aflede Polinara / den der staar og
er min Ecte-Hustru.
[s 8]
Mange underlige Spørszmaal imellem Konning Salomon og Marcolfum.
SAlomon sagde / Ieg hører at du est gandske
snedig og Ordkreng enddog at du est plompactig og grum / da
vil jeg spørge nogle Spørszmaal til dig / kand
du svare der paa / da skalt du blive en Naffnkundig Mand i
Rigdom offver alt mit Rige.
Marcolfus sagde / Lægen loffte vel Karskhed og Helbrede
for Rigdoms skyld / enddog hand haffde liden Mact.
Dertil sagde Salomon: Ieg haver viislige og vel dømt
imellem tvende Qvindfolck / hvilcke der haffde dræbt
et Barn.
Marcolfus sagde / Det som er sagefuld der er Ørne /
og hvor Quinder ere / der er Snak og Sqvalder.
Salomon sagde / Gud haver givet mig mangfoldig Viiszdom til
at tale / at ingen er min Lige over all Verden.
Marcolfus / Mand skal sig selff rose som har onde Naboer.
Salomon / Den som overvindis og er en Tyran / hand ræddis
altid enddog ingen ham forfølger.
Marcolfus / Naar som Geden løber / da hindrer hendis
Aas.
Salomon / En god Qvinde og deylig / hun er altid sin Huszbonde
en stor Prydelse.
Marcolfus / En Bytte fuld med sød Melck [s. 9] bør
vel at giemmis for Katte.
Salom. / En viis Qvinde hun forbedrer sit Huus / men en daarlig
Qvinde hun nedbryder og forderver Bygningen.
Marcolfus / En Leerpotte som er vel brent hun varer lenge.
Salomon / En Gudfryctig Qvinde og Retfærdig hun skal
prisis og lovis.
Marcolfus / En Kat med et deyligt Skind skal flaais.
Salom. / En bluactig Qvinde skal elskis.
Marcolfus / Den Fattige Mands Liff aff hvid Mad skal fødis.
Salomon / Hvor finder mand en sterck og stadig Qvinde?
Marcolfus / Hvor finder man tro Katter over sød Melck.
Salomon / Ingensted.
Marcolfus / Ia saa finder mand og sielden en tro Qvinde.
Salomon / En deylig og Høvisk Qvinde er over alle Begierlig
Ting begierendis.
Marcolfus / En stor feed Qvinde siunes at være en god
Mad-Moder.
Salomon / Var dig for en Kaad-Mundet Qvinde.
Marcolfus / Var din Næse for en skiden Ars.
Salomon / Et hvid Hoved-klæde lader vel paa en Ærlig
Qvindis Hovet.
Marcolfus / Det er skrevet at Ermene er icke som Skindkiortelen
/ saa findis der tit under et hvit Hovetklæde meget
Skab.
Salomon / Hvem som saaer U-retfærdighed / hand høster
Ondskab.
Marcolfus / Hvo som saaer Affner / hand høster U-selhed.
[10]
Salomon / Gode christne Mennisker haver altid god Viiszdom
og Lærdom behoff.
Marcolfus / It Asen hvor det æder / der føder
det sig / og for hver Plante det sparer / da æder det
trediesindstive / hvor det skider der møgis it / hvor
det pisser der vandis it / og hvor det velter sig / der gaar
Klempene sønder.
Salomon / Hvo som staar han vocte sig at hand icke falder.
Marcolfus / Hvo sig støder paa en Steen / hand gaaer
gierne hannem omkring.
Salomon / Lad en anden love dig / og icke dig selver.
Marcolfus / Er det saa at jeg laster mig selff / da behager
mig ingen Mand.
Salomon / Udi et Huus er gierne baade Ont og Got.
Marcolfus / It Skide-Huus er altid forfylt med Skarn og Artzvisker.
Salomon / Meget bedre er en hemmelig Skade / end aabenbare
Skendsel.
Marcolfus / Hvo som begierer Skarn at dricke / hans maa kysse
en Hunde-Ars.
Salomon / Den som giver med en god Tro / hand er Gud kier.
Marcolfus / Den som flicker sin Kniff / hand giver sin Svend
lidet.
Salomon / Tolff Grevedømmer giør et Hertugdom.
Marcolfus / Tolff Skreder giør en Skid.
Salomon / Tolff Hertugdømme giør et Konnings
Rige.
Marcolfus / Tolff Skide giør en lort.
Salomon / Tolff Kongeriger giør et Keyserdømme.
Marcolfus / Tolff Lorte giør en Bør fuld.
Salomon / Dit Barn skalt du vel optucte af Barndom, og siden
skalt du holde hannem til god Viiszdom.
Marcolfus / Hvo som sin Koe vel føder hand faar gierne
goed Melck.
Salomon / Hvilcken Svend man meget firer / hand tit modsiger
sin Herrre.
Marcolfus / En løgnactig Svend / Hans Ære alltid
lucter.
Salomon / De fire Elementer holder Verden ved Mact.
Marcolfus / Fire Stolper holder et Skidehuus.
Salomon / En sort Farve lader vel udi et hvit Skiold.
Marcolfus / En sort Ars lader vel udi et hvid Skiød.
Salomon / Mand skal ære den Mester / som vel optucter
sine Discipler.
Marcolfus / Hvo som smør Dommerens Kindbeen / hand
føder sine Heste mavre.
Salomon / En Dommer bør retfærdelig og sandelig
at dømme.
Marcolfus / En tiendis Bisp er god til en Portener.
Salomon / Imod en mæctig Mand / og en sterck stridig
Strøm skalt du icke stride.
Marcolfus / Hvo som flaaer en Muszvog / hand faaer en mager
Steg.
Salomon / Offvergiff din Spot saa forgaar vor Trætte.
Marcolfus / Lad aff at skide / saa forgaar dit Skarn / og
lader af at lucte.
Sal. / Med den Kaadmundede haf ingen Omgiængelse.
[s. 12]
Marcolfus / Hvo sig skiuler under Mask / hannem æder
Svin.
Salomon / Lad oss aff Hiertet angre det vi have ilde giort.
Marcolfus / Naar du stryger din Røff / da haver du
at giøre.
Salomon / Mange ere de som giøre Ondt for Got.
Marcolfus / Hvo som giver sin egen Hund Brød / hannem
bør ingen Løn derfore.
Salomon / Den er icke Ven / som Venskab icke kand holde.
Marcolfus / En Kalve-lort ryge icke lenge.
Salomon / Den fanger vel Aarsage som fra vil vige.
Marcolfus / Den Qvinde sig icke vil lade bruge / hun siger
sig at have en skurvet Ars.
Salomon / En Konnings Ord bør icke at rygis.
Marcolfus / Mand pløyer icke aldrig vel med en Ulff.
Salomon / Redicke-Rod er god udi Giestebud.
Marcolfus / Hvo som æder Redicke-Rod hand kand hoste
med Mund og Røf.
Salom. / Hvo som lucker sine Øren for den Arme / den
vil Gud icke høre.
Marcolfus / Den græder forgævis / som græder
for Dommeren.
Salomon / Min Bug giør mig vee.
Marcolfus / Saa gack strax til Magid.
Salomon / Døden og Armod kand du icke lønlig
skiule.
Marcolfus / Hvo som sin Lort beholder / hand voxer hannem
jo lenger og større.
Salomon / Den som er en Skalck aff sig selver / hand kand
med ingen være tilfreds.
[s. 13]
Marcolfus / Hvo som Skarn vel maa lide / hand maa en Rackere
blive.
Salomon / Naar du sidder ved en Rig Mands Bord / da acte grandgivelig
hvad dig foresættis.
Marcolfus / Det hører altsammen Bugen til.
Salomon / En god Ven og en konstig Læge / forsøger
mand udi Trang.
Marcolfus / Hielp skader intet / hvo Kielder-Svenden haver
kier / hand altid dricker.
Salomon / Den skalckactige og Kaadmundede skal mand uddrive
fra Selskab.
Marcolfus / En vred Qvinde og en brøden Potte er skadeligt
udi et Hus.
Salomon / Hvo lidet forsmaar hand vorder sielden Rig.
Marcolfus / En gammel Hund gaar sørgelig til sin Leye.
Salomon / Du skalt icke straffe Spaatteren / paa det du skalt
icke aff hannem spaattis.
Marcolfus / Diszmeere mand rører en Lort / diszmeere
lucter hand.
Salomon / Du skalt dig ingen udvelge / som du vil got giøre.
Marcolfus / Det er forgievis at smøre en fed Soe i
Røven.
Salomon / For Guds skyld skal mand alle have kier.
Marcolfus / Elsker den som dig elsker / saa taber du dit Arbeyde.
Salomon / Du skalt din Ven icke i Morgen fortale / om du hannem
i Dag noget haffde givet.
Marcolfus / Ieg vil dig give udi sted / det som jeg icke nu
kand give.
Salomon / Du skalt [s. 14] din Hustrues Seng icke forsmaae.
Marcolfus / Naar din Hustru beder dig om noget / da skalt
du hende det icke necte.
Salomon / It drucket Meenniske det acter icke sine Ord.
Marcolfus / En huul Røff hun haver Herre over sig.
Salomon / Mange ere de som Rigdom begiere dog leve de udi
stor armod.
Marcolfus / Ed hvad du haver / og see siden hvad der over
løber.
Salomon / En Geck taler Gecke-Ord.
Marcolfus / Hvad hørde Steenene den Tid ingen talde.
Salomon / Naar vi ere mætte da bør os at tacke
Gud for sit Gode.
Marcolfus / Den mætte og den hungrige qvæde icke
eens.
Salomon / Hvad heller vi æder eller dricker / da ere
vi alle Dødelige.
Marcolfus / Saa døer den Hungrige som den Mætte.
Salomon / Naar nogen Mand leeger paa Harpe / da kand hand
icke disputere.
Marcolfus / Naar Hunden han skriger da kand hand icke giøe.
Salomon / Du skalt icke have din Omgængelse med dennem
som Kiffactige ere / Paa det at du icke skalt komme udi Fare
med dennem.
Marcolfus / En død Bj / hun skider icke Honning.
Salomon / Vocte dig at ingen giør dig Skade / og icke
skalt du heller nogen giøre Skade.
Marcolfus / Et løbende Vand og et tiendis Menniske
skal mand icke tro.
Salomon / Et Menniske [s. 15] kand icke vide alle Ting.
Marcolfus / Det er saa skrevet / at hvem som icke haver Hest
/ hand nødis til at gaae.
Salomon / Maledidet sigis det Menniske at være / som
icke kand blive viis i sin Alderdom.
Marcolfus / Det er gandske vanskeligt at venne gamle Hunde
til Lencke.
Salomon / Vee vorde det Menniske som haver dobbelt Hierte
/ og de som ganger tvende Veye.
Marcolfus / Hvem som ganger tvende Veye / hand skal enten
flicke sin Røff eller sin Brog.
Salomon / Udaff Hiertens Grund taler altid Menniskens Mund.
Marcolfus / Aff Bugsens Fyldelse taler Menniskens Røff
gierne.
Salomon / Unødtørfftighed kommer Mennisken til
at synde.
Marcolfus / En Ulff naar hand sættis i Faarehuus / enten
skal hand bide eller skide.
Salomon / En maadelig Hæder er mig nock / enddog om
saa vare at GUD haffde undergiffvet mig all Verden.
Marcolfus / Hunden gives icke saa tit / som hand locker med
Halen.
Salomon / Alle Stier løber gierne til allfare Veye.
Marcolfus / Alle Aarer løber gierne til en Røff.
Salomon / En god Mand haver gierne en god Qvinde.
Marcolfus / Aff et fit Gæstebud kommer gierne en stor
Lort.
Salomon / En deylig Qvinde sømmer vel hos [s. 16] sin
Huszbonde.
Marcolfus / En god Kande-Vjn sømmer seg vel hos den
som tørster.
Salomon / Et got Sverd sømmer sig vel hos min side.
Marcolfus / En stor Haab med Torner sømmer sig vel
hos mit Gierde.
Salomon / I diszmeere du ophøyis / I diszmeere skalt
du dig ydmyge for alle.
Marcolfus / Hand rider vel som rider med sin Lige.
Salomon / Ieg er nu træt aff dit Voveri.
Marcolfus sagde / Ieg vil icke fordi offvergive min Snack.
Salomon / Ieg gider ingenlunde meere.
Marcolfus / Da giff mig det du haver lovet.
Hvorledis Kongens Rentemester talede til Marcolfum / og hvorledis Marcolfus svarede hannem igien.
Dertil svarede Kongens Rente-mestere / som var Bonaya Sabus og Adonyas / Meen du vanskabte Skalck / at du skalt blive den tredie udi Kongens Rige / før skal dine slemme Øyne aff dit vanskabte Hovet udhullis / du var bedre til at være iblant min Herris Biørne / end sige at være udi nogen Hæder eller Reverens. Marcolfus sagde / Hvad hænger næst Røven / uden Rederen / hvi haver Kongen fortalet sig?
[s. 17]
Hvorledis Marcolfus svarede Konning Salomon og hans Tolff udvalde gode Mænd
Dertil svarede de tolff Udvalde Kongens gode Mænd
/ hvi staar denne Gæck saa / og bespotter vor Konning
og Herre / lader slide en Stave paa hannem / og lader hannem
saa forsee sig. Dertil svarede Konning Salomon og sagde /
Det skal ingenlunde saa skee / men hand skal have Mad oc Øll
nock / og siden skal hand gaae med Fred.
Dertil svarede Marcolfus og sagde
/ Ieg seer det gierne at det saa bliver som du haver sagt
/ men det siger jeg for Sandhed / at hvor som icke Konning
er / der er icke Lov eller Ret.
Hvorledis Konning Salomon / red udi Iact / og fant paa Marcolfus Huus / og hvorledis de talde med hver anden.
Der effter en Tid / reed Konning Salomon udi Iact
/ og de som med hannem rede / de finge at see Marcolfus Huus
/ da vende Kongen sig om med sin Hest / og reed udi Døren
og saae ind i Huuset og sagde / Hvem er her inde? Marcolfus
hand sat ved Ilden og haffde en Potte med Bønner [s.
18] at siude. Da svarede hand Kongen og sagde: Her er halffanden
Mand inde / og et Heste-Hovet / og i saa fast de oprende /
jo saa fast rende de neder.
Salomon sagde / Ieg vil vide hvad
det er du siger. Marcolfus / jeg er det heele Menniske her
inde sidder / og du est det halve Menniske som sidder paa
Hesten / halff inde / halff uden / Heste-Hovedet er den du
sidder paa. Salomon spurde / Hvem ere de der løb baade
op og neder? Marcolfus / Det er Bønner som her paa
Ilden staar og siuder. Salomon / Hvor er din Fader og Moder
/ eller Søster og Broder? Marcolfus / Min Fader er
paa Marcken og giør tvende Skade aff en Skade / min
Moder er hos hendis Naboerske / og giør det ved hende
/ hvilcket hun aldrig vil giøre ved min Moder / min
Broder sidder uden for Huset og ihielslaer alle de hand seer
/ og overkommer / og min Søster hun sidder i sit Herberg
/ og græder for det hun loe i Fiord. Salomon sagde /
Hvad betyder det som du nu haver sagt? Marcolfus svarede.
Min Fader er paa sin Ager / og lucker en Sti igien med Torne
/ igiennem Kornet som staar paa Ageren / saa kommer Menniskene
gaaendis / og giører tvende Veye af een / og fordi
haver hand giort tvende [s. 19] Skader aff een. Salomon /
Hvor er din Moder? Marcolfus svarede / min Moder er hos sin
Naboersker / og lucker hendis Øyne / hun vil døe
/ ogsaa giør hun hende dette / som hun aldrig meer
giør ved min Moder. Da loe Kong Salomon / og sagde
til Marcolfum / Hvor er din Broder? Marcolfus sagde / Min
Broder sidder uden for Huuset og løfter sine Klæder
/ og alt det hand finder det slaar hand ihiel. Salomon spurde
/ Hvi græder din Søster for det hun loe i Fiord?
Marcolfus svarede / Min Søster elskte en unger Svend
i Fiord / og falt hende om halsen / og kyssede klappede hende
saa tit og saa offte at hun loe / og bleff siugelig og fødde
et Barn med hennem / og derfore græder hun for det hun
loe i Fiord.
Salomon spurde / Aff hvem haver du
slig Skalckhed? Marcolfus svarede / Det hende sig engang udi
din Fødsel i Konning Davids Tid / at hans Læge
Docter skulde bruge og giøre Lægedom aff en Griff
/ og din Moder Badseba tog den samme Griffs Hierte / og lagde
det paa en Skorpe Brød / og saa stegte hun samme Hierte
og gaff dig at æde / ogsaa kaste hun mig Skorpen til
som Hiertet laa paa / og jeg aad samme Skorpe / fordi jeg
var da udi din Faders Stegers / og ligesom du fick aff Grivens
[s. 20] Hierte det du aadst den store Viszdom som du haver
/ saa fick jeg at æde som laa paa Skorpe-Brød
/ der udaff fick jeg en føye Skalckhed der jeg kand.
Dertil svarede Salomon / Saa hielpe
mig GUD at min Vijszdom er icke aff anden enn aff GUD Allsommæctigste.
Marcolfus / Hand holder sig viiselig / som holder sig for
en Gæck. Salomon / Haver du icke hørt hvor stor
Vijszdom og Rigdom GUd haver givet mig? Marcolfus / Ieg hørde
og jeg saae ved / at hvor og naar GUD vil / da regner det.
Salomon loe og sagde / Mit Folck holder uden fore og vocter
paa mig / derfore kand jeg icke lenger blive hos dig / men
sig din Moder at hun lader mig faae en Bytte med Melck / aff
den beste Koe hun haver / og beteckt aff samme Koe. Marcolfus
sagde: Herre det vil ieg gierne giøre / og saa reed
Konning Salomon Hiem til Ierusalem udi sit Pallatz.
Dernest kom Marcolfi Moder Florentina
hiem / og Marcolfus sagde hende aff Konning Salomons Begiering
og Befalning / da tog strax Florentina en Egge-Kage som var
overstrøget med Melck / og lagde over samme Bøtte
Melck oc fick Marcolfus at hand skulde antvorde Kong Salomon
samme Melck.
[s. 21]
Hvorledis Marcolfus bar den Bøtte Melck til Konning Salomon
Saasom Marcolfus gick paa Veyen / og det var stor
Heede / dertil med var hand gandske Hungrig / da bleff hand
var en tør Koe-Lort liggendis paa Veyen / hand aad
strax Egge-kagen som laa paa Melkken / og lagde samme Koe-Lort
udi Steden / hvilcken hand frembar for Kongen.
Da Konning Salomon bleff det var at
saa var giort / da sagde hand til Marcolfum / Hvi er Bøtten
saa beteckt med Melcken? Marcolfus svarede. Haver du ey befalet
at hun skulde beteckis med et Stycke aff samme Koe? Salomon
sagde: Ieg det ingenlunde saa befalede. Marcolfus svarede
/ Saa forstod jeg dine Ord. Salomon sagde / Min Meening var
/ at der skulde have værit en Egge-Kage / baged udi
Melck. Marcolfus / Det var og ligesaa giort / men Hunger giorde
det Bytte. Salomon spurde. Hvorledis gick det til? Marcolfus
/ Ieg var gandske Hungrig / dertilmed viste jeg vel / at du
icke haffde den Kage saa vel behoff som jeg der jeg var hungrig
/ derfor lagde jeg samme Koe-Lort over Melcken / [s. 22] paa
det at det Bud skulde fuldkommis. Salomon sagde / Lad nu fare
din Snack / men er det saa / at du icke kand vaage med mig
i denne Nat / og ieg vorder kaldendis ad dig / oc du sover
/ da skalt det koste din Hals. Marcolfus sagde / Ieg holder
og med.
Hvorledis Kong Salomon og Marcolfus vaagede med hverandre.
Den Tid Natten kom / saa sad de baade sammen /
Konning Salomon og Marcolfus / at vaage med hverandre / da
begyndte Marcolfus at skryde / og lod som hand soff. Salomon
sagde / Sover du? Marcolfus sagde / Ney / jeg sover icke /
men jeg tæncker. Salomon sagde / Hvad tæncker
du? Marcolfus sagde / Ieg tæncker at en Hare haver saa
mange Ledemod udi sin Hale som den haver udi sin Ryg. Salomon
sagde / Det skalt du bevjse eller det koster din Hals.
En liden Tid der effter sad Kong Salomon
stille og tiede / da begynte Marcolfus igien at skryde / Salomon
sagde / Du sover. Marcolfus / Ieg sover icke / men jeg tencker.
Salomon / Hvad tæncker du? Marcolfus / Ieg tæncker
at en Skade hand haver saa [s. 23] mange hvide Fedre som sorte.
Salomon sagde / I Sandhed maatte du det bevise / eller du
maat misse dit Hovet.
En føye Stund der effter da
begyndte Marcolfus at skryde igien / Da sagde Kong Salomon
/ Nu kand jeg mercke at du sover. Marcolfus / Ieg sover icke
/ men jeg grunder. Salomon / Hvor paa grunder du? Marcolfus
/ Ieg grunder at ingen Ting er hvidere end den klare Dag.
Salomon / Er icke Melck hvidere end Dagen. Marcolfus / Det
staar til Forsøgelse.
Der effter sad Konning Salomon / og
tiede. Da begynte Marcolfus at skryde og blæse / Salomon
sagde / Alt sover du nu. Marcolfus svarede / Ingenlunde /
men jeg tæncker. Salomon sagde / Hvad tæncker
du? Marcolfus sagde / Man skal ingen Qvinde andet sige / end
det som mand vil høre igien. Salomon sagde / Det skalt
du med Bevjszning sige mig / eller du skalt faa baade Sorrig
og Angist.
Konning Salomon taugde stille igien
/ og Marcolfus lod som hand soff. Salomon sagde / Du sover.
Marcolfus sagde / Ney jeg sover icke end / men jeg tæncker
nu underlige Ting. Salomon / Hvad det er skalt du mig strax
sige. Marcolfus sagde / At Naturen er meget krafftigere /
og sterckere [s. 24] end nogen Opfødelse eller Optuctelse.
Salomon / Det skalt du med Skel bevise / eller du skalt i
Morgen miste dit Hovet.
Der effter bleff Konning Salomon gandske
tunger udaff Søffn / og gick til Seng fra Marcolfus
/ da skyndede Marcolfus sig snarligen Hiem til sin Søster
Fudasa / hvilcken som var siuglig / da lod Marcolfus sig gandske
bedrøffvet at være for hende / og sagde / Kiere
Søster / Konningen er bleven gandske vreder / saa at
hand vil plat fordrive mig / vilt du mig icke røve
/ da vil jeg sige dig hvorledis jeg vil bære mig ad
med hannem / jeg vil tage en Kniff under min Kiortel / saa
vil jeg stinge hannem hemmelig i hiel med samme Kniff / men
jeg beder dig gierne / at du icke forraader mig min kiere
Søster / icke skalt du heller sige det min egen Broder
Bufrido / eller nogen anden / men det koster mit Liff. Dertil
svarede hans søster Fudasa / og sagde / Min kiere Broder
have ingen Misztancke til mig / udi nogen Maade. Men jeg skal
før lade mit Liff / førend jeg dig nogen Tid
skal røve. Da gick Marcolfus hemmelig op paa Kongens
Gaard og da var Solen nys opgangen / og Gaarden var fuld med
Folck.
[s. 25]
Hvorledis Marcolfus beviste Kong Salomon alle sine Tancker.
Der effter stod Konning Salomon aff sin Seng /
og sætte sig udi sin Kongelige Sæde / og lod hente
sig en Hare / da bevisede Marcolfus sine første Tancker
/ for Kongelig Majestet / og tæller saa mange Ledemod
i Harens Hale som i Ryggen.
Dernest bevisede Marcolfus den anden
sin Tancke for Kong Salomon / og sagde / Herrre / her er nu
denne Fugl som kaldis en Skade / som har saa mange hvide Feyre
som sorte / og saa bleff dette strax bevist.
Siden tog Marcolfus hemmeligen en
Spand med Melck / og gick ind i Kongens Herberg og lucte alle
Dørre og Vinduer / saa satte hand strax Spanden med
Melcken inden for Dørren / som Kongen skulde indgaa
/ og saa kaldede Marcolfus hasteligen effter Kongen / den
Tid Kongen skulde gaa ind udi sit Herberg / oploed hand Dørren
og traade udi Spanden med Melcken / saa at hand motte tage
for sig med baade Hænder eller og hand haffde falled.
Da bleff Kong Salomon hastig oc vred
/ oc sagde / O du forlaaren Skalck / hvad haver du giort?
Da sagde Marcolfus / Dig [s. 26] bør ingenlunde at
blive vred paa mig / for denne Gierning / fordi saa at du
haver sagt at Melcken er klarer end Dagen / hvi saae du dig
icke fore saa vel af Melcken / som af Dagen / jeg haver icke
syndet imod dig / om du vilt være retfærdig. Da
sagde Kong Salomon / Forlad dig det Gud / mine Klæder
ere besmittede med Melck / dertil haffde jeg fuldnær
faldet paa mit Ansict / og du siger at du icke haver syndet
imod mig. Marcolfus sagde. See dig en anden Tid bedre fore
/ og sid nu strax neder / og giff ret Dom over den som mig
vil være U-retfærdig.
Og saa sætte Kong Salomon sig
strax neder og Marcolfus begyndte sin Klage saa sigendis.
Ieg haver en Søster hiemme heeder Fudasa / og hun er
en Hore / og er bleven med et Barn / der over beskemmer hun
alle mine Slect / alligevel vil hun være lige med mig
udi Arff / og derfore forbyder det Loven. Salomon sagde: Lad
din Søster komme hid for mig / og jeg maa høre
hendis egne Ord / førend jeg giver Dom over hende.
[s. 27]
Hvorledis Marcolfus beklager sin Søster.
Og den Tid Marcolfus Søster som hed Fudasa
/ kom for Kong Salomon at staa / da loe Kongen ad hende og
sagde. I Sandhed er det Marcolfus Søster thi saa /
at der er ingen Adskillelse imellem hannem og hende udi nogen
Maade / undertagendis at hun er sygelig / og hand er icke
saa. Og da sagde Konning Salomon til Marcolfus / Hvad Klagemaal
eller Sag haver du imod din Søster? Marcolfus sagde
/ O Naadige Herre Konning / min Søster som her staar
/ Hun er en aabenbare Hore / med hendis Leffnet / hun haver
forkommet alle mine tolff ypperste og plumpactigste Bønders
Slecte / eller Rusticorum / som vil foruden Lov og Ret haffve
lige Arff med mig. Værdig Herre Konning / at du forbyder
hende det effter Lov og Ret / at hun icke skal arve med mig.
Den Tid at Fudasa Marcolfi Søster
hørde saadan Snedighed aff hendis Broder / da bleff
hun gandske vred og sagde / Og du forgifftige Skalck / hvi
skulde jeg icke saa vel arve som du / fordi at Florentina
hun var saa vel min Moder som din. Marcolfus svarede og sagde
/ Du skalt ingenlunde [s. 28] arve med mig / fordi saa / at
du haver det forkast med dit slemme Horeactige Leffnet. Fudasa
svarede og sagde / Mit Leffnet haver icke forkast min Arff
/ haver jeg end syndet / da vil jeg mig bedre / men jeg siger
det / giver du dig icke tilfreds / og lader mig være
med Fred / da skal jeg sige min Herrre Konning det / som hand
skal lade dig henge fore.
Marcolfus svarede og sagde / Ach du
ammactige Hore / Hvad vilde du sige paa mig / det jeg skulde
henge fore / jeg veed intet at have forbrudt imod nogen /
udi nogen Maader. Fudasa Marcolfus Søster / hun bleff
storligen vred / og begyndte strax at aabenbare den Lønlighed
som Marcolfus haffde hende aff sit Skalckeri sagt / og sagde
/ O du forgifftige og vanartige Skalck / du haver saa tit
Morderj overlagt / at vilde myrde vaar Naadige Herre og Konning
med din Kniff / naar du kand komme dertil med Lempe / og til
Beviszning og bedre Vidniszbiurd / da finder mand den Kniff
under din Kiortel med huilcken du acter at bruge det Forræderi.
Da bleff Marcolfus strax randsaget / og bleff fundet udi Løgn
som Fudasa Marcolfus Søster haffde sagt om hannem.
Da hans Søster var funden udi
Løgn / sagde Marcolfus: Naadige Herre Konning haver
jeg icke sagt Sandhed / i det jeg sagde / mand skulde icke
andet aabenbare for Quindfolck / end hand vilde strax høre
igien / naar som mand vilde icke føye sig effter dem.
Salomon loe hierteligen / og sagde / O Marcolfus alle dine
Gierninger / aff din Naturis Tredskhed giør du altid
slige Stycker. Marcolfus svarede og sagde / Ney / min Søster
Fudasa hun giorde sin Gierning aff vanartig Natur / at hun
icke kunde tie / det som hende udi Løndom sagde / enddog
at det var icke Sandhed.
Salomon sagde / Hvorfor haver du sagt
at Naturen er krafftigere og sterckere end Opfødelsen
/ eller Optuctelsen / det skalt du mig bevise eller det koster
dit Liff som sagt er.
Marcolfus sagde / Min kiere Herre
/ hvil dig en føye Stund / jeg skal det bevise inden
du ganger til Seng at sove.
Hvorledis Marcolfus lod tre Muus løbe af sit Erme for Kong Salomon / dermed bevisede hand en aff sine Tancker.
Hører nu til / den Tid at den dag var forgangen / og Afftenen var kommen / at Konning Salomon vilde gaa til Bords / [s. 30] da tog Marcolfus tre Muus udi sit Erme saa hemmelig / og gick saa bort at sidde vel affsies fra Konningen. Da haffde Kong Salomon en Kat som var optuctet fra det første / at hand skulde holde it tent Lys imellem sine Forbeen hver Afften for Kongen / men hand fick sig Mad / Da lod Marcolfus en Muus løbe aff sit Erme / frem for Katten / der Katten blef Musen var / hafde hand gandske gierne kast Liuset / haffde icke Kongen talet til hannem / der effter en føye Stund lod Marcolfus den anden Muus løbe frem for Katten og strax den tredie effter / den Tid at Katten bleff var / at der kom saa mange løbendis / da slap hand Lyset og effter Musene / saa at hand fick en aff dennem. Da sagde Marcolfus til Konning Salomon: Her maat du see hvorledis jeg haver dig bevist at Naturen er sterckere end nogen Optuctelse eller Vane. Da bleff Kong Salomon hastig og vred / og sagde til sine Svenne / Leder denne fortviflede Skalck bort fra mit Ansict / og naar hand kommer her meer udi Gaarden / da hisser alle mine Hunde paa hannem / at de kunde hefne mig over hannem. Marcolfus sagde / Nu veed jeg klarligen / at det er en gandske ond Gaard / som ingen Retviszhed er udi. Den Tid at [s. 31] Marcolfus bleff uddreven aff Kongens Gaard / da gick hand og tænckte ved sig / hvad raad kand jeg nu finde / at jeg maatte indkomme udi Kongens Gaard / at Hunde icke skulde bide mig.
Hvorledis Marcolfus sneeg sig i Kongens Gaard med en Hare.
Der efter en Dag eller to gick Marcolfus bort / og kiøbte sig en levendis Hare / den bar hand under sin Kiortel / og gick saa igien udi Kongens Gaard / da bleff der een aff Svennene hannem var / og hand begynte strax at hisse Hundene paa hannem / den Tid at de kom løbendis imod hannem / da slap Marcolfus Haren løs mod Hundene / og raabte saa fast som Svennene giorde / som de pleye at raabe udi Iact / og men de løb effter Haren / da gick Marcolfus op til Kong Salomon / den Tid at Konning Salomon fick Marcolfus at see / da sagde hand til Marcolfum. Hvem hisse de Hundene effter? Marcolfus svarede / Det der for løb. Salomon spurde / Hvad er det der fore løb? Marcolfus svarede og sagde / Det de jagede effter. Kong Salomon sagde til Marcolfum / Vocte dig vel at du icke spytte her inde / uden dersom er bar Iord. Det giorde hand.
[s. 32]
Hvorledis Marcolfus spyttede en skallet Mand paa sit Hovet.
Der effter fick Marcolfus saa ond en Hoste / og hand viste sig ingen Raad hvor hand skulde spytte / men den Tid hand haffde Munden fuld aff Spyt og Dreck / da saae hand sig alle vegne omkring / om hand kunde see nogen Sted som Iorden var bar / da bleff hand var et Menniske staaendis / icke aldelis nær Kongen / som var skaldet / som hand stod iblant de andre / da spyttede hand hans skallede Hovet med Spyt / aff hvilcket samme Menniske bleff gandske haaner og røder / men hand tiede stille / og strøg Skarnet aff Panden / og hand falt neder paa sine Knæ for Kongen og klagede hart paa Marcolfum. Kongen sagde til Marcolfum / Hvi haver du denne Mands Hovet saa bespøt? Marcolfus sagde / Ieg haver icke bespøt hans Stiern / men jeg møgede hannem / fordi / dersom skarp Iord er / der pleyer mand gierne at møge / paa det at hun kand diszbedre bære sin Fruct / og give Grøde aff sig. Salomon sagde / Hvad kommer det ved den skallede Mand? Marcolfus sagde / Haver du icke forbudet mig at jeg icke skulde spytte nogen sted her inde / uden paa bar Iord / men fordi [s. 33] jeg saae hans Hovet at det var skallet og var foruden Haar. Og derfor meente jeg at det haffde været bar Iord / og var det saa at det bleff vel møget hver Dag / da skulde der snart voxe Haar igien. Salomon sagdeDet dig alle de graa Muncke bespøtte / som boer paa Hegelfeldt / skallet at være er ingen Skam / men dette er Lycksalig og hæderlig. Marcolfus sagde / En skaldet Panne haver Fluer Vidunder aff / og de vilde der paa gierne samlis. Salomon sagde / Icke seer jeg Fluer der samlis paa hans Pande ydermere end paa nogen anden Sted. Marcolfus svarede / Det er fordi at det icke idelig smøris / og bleff det altid smurt som det nu bleff aff mig / eller med noget der federe var / da bleff og Fluer hos hannem. Dertil svarede den Skallede og sagde / Hvi tilstedis denne Omfløttis / at hand saa skal forhaane os for Kongelig Majestet? Marcolfus sagde / Værer tilfreds / saa vil jeg og tie.
Hvorledis Konning Salomon dømte retfærdelig imellem tvende Qvindfolck.
Der effter komme strax to løszactige Qvinder
/ eller Skiøger for Kong Salomon / med tvende Børn
/ det ene var [s. 34] levendis / og det andet var dødt
/ da sagde den ene Qvinde / O retfærdige Herre Konge
/ skil os baade aff med dette levendis Barn / fordisaa vi
vare baade sammen i et Huus og hver haffde sit Barn levendis
/ og da lagde hun sit Barn hos sig i Nat / og laa det ihiel
/ og den Tid hun fornam at jeg soff / da stod hun op / og
tog saa mit Barn som var levendis aff Vuggen / og lagde det
døde udi steden som hendis var. Den anden Qvinde svarede
og sagde / Det lyver du som en U-dyd / fordisaa / mit Barn
lever og dit er dødt.
Den Tid Konning Salomon hørde
baade deris Ord og Tale / da sagde Kong Salomon til en aff
sine Svenne / Tag et Sverd / oc deel det levendis Barn udi
tvende Parter / og faa hver sin Part. Da sagde den ene Qvinde
/ som det levendis Barn aff rette tilhørde. O Naadige
Herre Konning / lad det ingenlunde skee / at Barnet skal dræbis
/ men hun maa vel beholde det / med saa Skel at det maa leve
/ og jeg icke maa beholde det. Da sagde den anden / Du skalt
ingenlunde det have / fordi saa / at det skal forbyttis udi
tvende Parter / saa faar du icke meere end jeg. Dertil sagde
Konning Salomon. Faa den Qvinde Barnet som icke vil at det
skal dræbis / fordi at jeg seer [s. 35] det paa hendis
Facter / at hun er sandelig Moder til det levendis Barn.
Da stod Marcolfus op og sagde / Udi
hvad Maade kand du det kiende / at hun er Moder til Barnet
ydermeere end den anden? Salomon sagde / Det kand jeg vel
see aff den store Begiering som hun haffde til Barnet / at
det skulde leve.
Der Marcolfus hørde slig Tale
udaff Konning Salomon / sagde hand / Du forstaar det icke
ræt / fordisaa at naar Qvinden hun græder med
it Øye / da leer hun med det andet / naar hun sørger
med Ansictet / da haver hun Glæde i sit Hierte / hvad
hun taler aff Munden det er aff Lungen / og naar hun skiffter
Farve / da optæncker hun og oplegger Falsk og Svig.
Kong Salomon sagde / Saa mange Konster
eller Listighed som en Qvinde haver / saa mange Fromhed haver
hun. Marcolfus svarede: Ney icke skulde du have sagt Fromhed
men Surfittighet og Falskhed. Konning Salomon sagde / Sandelig
var den Qvinde en Hore / der fødde slig en
Søn. Marcolfus sagde / Hvi siger du saa Herre?
Konning Salomon sagde / Fordisaa / at du tal altid ilde om
Qvindfolck. En høvisk Qvinde og god / hun er begierlig
til GUD / og dertil er hun hæderlig og elskelig. Marcolfus
[s. 36] svarede dertil / Skulde du sige / at hun er skrøbelig
og løszagtig. Salomon sagde / At hun er skrøbelig
/ det hører alle til / og i det hun er bøgelig
/ det er aff hendis Vellyst / hun er skabt aff Menniskens
Riffbeen / Manden til Hielp Lyst og Glæde / og heder
Mulier paa Latin / det er paa vort Maal en bløder Ting.
Marcolfus sagde / Hun maa vel sigis at være en bløder
Vildfarelse. Salomon sagde / Du lyver som en forgifftig Skalck
/ fordi at du alle Ting slemmelig udlegger om Qvinder / og
vi ere alle komne aff Qvinder. Thi er det visselig en Skalck
/ som taler ilde om Qvinder / og bør derfore at straffis.
Marcolfus siger til Kongen / Kiere
Herre Konge / fordi at du haver mange Qvinder kier / som vel
vitterligt er / derfore holder du saa saare med dennem / men
det skal skee inden du gaar til Sengs da skal du laste dem.
Salomon sagde: Du lyver som en plompactig Skielm / jeg haver
alle mine Dage elskt og skal elske Qvindfolck som gode ere
/ thi gack fra mig og tal aldrig meere ilde om Qvindfolck
udi min Aasiun.
[s. 37]
Hvorledis Marcolfus kom til den Qvinde som Kong Salomon gaff det levendis Barn igien.
Da gick Marcolfus neder aff Kongens Pallatz og
kom strax til den Qvinde som var given det levendis Barn /
og sagde / Veedst du icke hvad der er giordt i Kongens Gaard?
Hun svarede / Intet andet end jeg beholt min kiere Søn
levendis igien. Marcolfus sagde / Kongen har befalet at i
Morgen skulle I kaldis i Rætte igien / saa skal dit
Barn deelis I tvende Parter. Der Qvinden hørde slig
Tale / sagde hun / O hvilcken Tyranniske Konge maa hand være
i alle sine Domme. Marcolfus sagde til hende / Ieg vil sige
dig en forskreckelig Ting / som aldrig var hørt aff
Verdens Begyndelse / som Kongen og hans Raad haver overlagt
og samtyckt. Det er at en Mand skal have syv Hustruer / og
skal det fremgaa / da vil det gange ilde til med Qvindfolck
/ og der bliver ingen Fred eller Eenighed imellem dennem.
Thi saa at den som Manden haver kierist / hun bliver altid
Manden nest / den ene bliver vel klædt / og de andre
gaa gandske nøgne / den kiæriste skal have Guld
og Sølff / dertil dyrebare Steene / og hun skal have
Nøgle til [s. 38] den gandske Rigdom som er i Huuset
/ dertil skal hun kaldis en Frue aff alle de andre / men at
en skulle saa elskis for den anden / hvad skulle de andre
sex sige / om de vare to / hvad skulde de fem sige / om de
vare fire / hvad skulde da de tre sige / om de vare icke uden
to / hvad skulle den ene sige dertil / ja hun skulde tagis
i Faffn / og kyssis og klappis og altid være hos Manden
/ for hvilcke Gierninger der skulde komme saa stor Kiff og
Trætte / Nag / og Avind / og med faa Ord en evig Had
og Forfølgelse imellem dennem / at den ene skulde dræbe
den anden med sine Tænder / fordi er dig og dine medlige
allsombeste Raad / at I snarlige tilhaabe samlis over alt
Ierusalem / og formeene Kongen og hans Raad slige Tyraniske
Love.
Da Marcolfus haffde sagt den Qvinde
sin Treskhed / da gick han lønligen op i Kongens Pallatz
/ og skiulte sig i en Vraa.
Da Qvinden hørde det udaff
Marcolfus / løb hun aff den ene Gade og i den anden
i Ierusalem / og raabte med grædende Taare jodut indtil
saa længe / at der bleve siu Tusinde Qvinder
forsamlede / da begyndte hun at vride sine Hænder /
og slog sig for sit Bryst / og sagde til de andre / ligesom
Marcolfus haffde sagt / da [s. 39] begyndte de alle at besvære
dennem tilsammen / at de vilde aldrig skillis ad førend
de finge heffnet dem over Kongen og hans Raad.
Hvorledis de siu Tusinde Qvinder kom ind til Konning Salomon / og gave Klagemaal paa hannem.
Merck og hør nu hvor stor Vrede og Hastighed
mange Qvindfolck tager dennem til strax de faar et løst
Ord eller to at høre / indtil saa længe at de
faar heffnet og speget deris Vrede.
Der effter anfulde strax de siu Tusinde
Qvinder Kongens Pallatz / og søndersloge med hast baade
Dørre og Vinduer / og bespottede Konning Salomon og
hans Raad gandske storligen den eene meere end den anden /
og raabte i hverandris Mund / da var der een iblant / som
fick Liuden fra de andre / hun sagde til Konning Salomon.
Du Konning Salomon / hvilcken der
er saa rig paa Guld / Sølff / kaastelig dyrebar Steene
/ og med faa Ord i alle Rigdomme som u-sigelig ere / du giør
alle Ting efter din Villie / hvilcken du da icke vilt at nogen
skal imod sige nogen Tid / du haver ogsaa Dronninger / dine
Bislopper ere [s. 40] u-tellelige / du giør ondt hvem
du vilt / og giør dennem got som dig teckis / teckelig
Gierninger og Gaver kunde icke alle giøre eller have.
Salomon sagde / GUD haver giort mig til en Konge iblant Israels
Folck / icke paa det jeg skal have og giøre min Villie
/ mens altid hans. Da svarede Qvinden og sagde / Giør
din Villie med din egne / og lad os være med Fred /
vi som ere Edele og Fribaarne aff Abrahams Slect / dertil
have vi Mose-Low at leve effter / hvilcken du vilt plat til
intet giøre / men det skal dig ingenlunde stedis /
men dig burde at styrcke og fremme Retviiszhed / hvilcken
du vilt plat forderve / og til intet giøre.
Da Konning Salomon hørde Qvinderne
saa underligen tale / da sagde hand / O du vanartige og løszactig
Qvinde / hvad U-rætfærdighed haver jeg giort dig
eller dine? Da sagde Qvinden / Du haver giort allsomstørste
U-rætfærdighed / i det at du vilt at hver Mand
skal have syv Hustruer / og det skal ingenlunde skee / thi
saa / at der er ingen Første / hvad heller hand er
Hertug eller Greve / Edel eller U-ædel med all sin Rigdom
og Mact / den der kand fuldkomme en Qvinde alle hendis Begieringer
/ hvad skulde hand da giøre om hand haffde syv / men
skulde det endelig være / [s. 41] da var det bedre /
at hver Qvinde haffde syv Mænd.
Da begynte Kong Salomon at lee hierteligen
/ og sagde til sit Raad og gode Mænd / Denne Qvinde
taler gandske vel for sig og for de andre / jeg kand ingenlunde
tro det / at noget Menniske kand fuldkomme saa stor Forsamling
paa saa stacket Stund som denne Qvinde haver giort.
Da begynte alle Ierusalems Qvinder
som der tilstede vare at raabe med en høy Røst
og sagde / Udi Sandhed da est du en Bespottere / og en U-rætfærdig
Konning udi alle dine Domme / vi kunde nu klarligen see /
at det er Sandhed os er sagt / og dertil bespotter du os udi
vor Aasiun.
O HErre GUd / hvor hvor gick det ilde
til den Tid Konning Saul regierede / end gick det værre
til udi din Faders Konning Davids Tid / men allerværst
i din Tid og Regimente.
Da Konning Salomon dette hørde
/ da bleff hand storligen vreder / at hand sagde / Der er
intet forgifftigere Hoved til / end Hugormens / saa er der
ogsaa ingen Vrede / over Qvinde-Vrede / saa er det bedre at
være hos Løver og Drager / end hos forgifftige
Qvinder / fordi saa at Qvinders Ondskab overgaar alt Ondskab
/ og [s. 42] en kaadmundet Qvinde hun er alting til Skendsel
og Skam / en vanartig Qvinde hun er et u-dueligt Hierte /
et bedrøvet Ansict og Dødsens Pine / en ond
Qvinde / er og en Begyndelse til all Løszactighed og
Horeri / foruden all Blussel og Skendsel / hun er dagligen
Hiertens Sorg / og med faa Ord / da er hun all Synd / og Begyndelse
ved hvilcken vi alle skulde være fortabte.
Den Tid det var sagt / da opstod Nathan
Prophete / og sagde til Konningen / Hvorfore beskæmmer
i min Herre Konning / saa meget alle Ierusalems Qvinder? Salomon
svarede og sagde / Haver du icke hørt / hvor stor Skiendsel
de haver mig tillagt foruden all Sag og Brøde?
Nathan sagde / Hvilcken som vil være
med Fred hos sine Undersaatter / hand skal tit og offte være
baade blinder / døffver og dummer til en Tid. Salomon
sagde / En Gæck bør stundom at have Svar til
sin Gieck-tale.
Nu sprang Marcolfus aff sin Vraa og
sagde / Du haver gandske vel talet mine Ord. Konning Salomon
sagde / Hvorfore? Marcolfus svarede / Fordi saa at i gaar
da prisede du overmaade Qvindfolck / i Dag haver du dennem
saa meget vanæret og det var det jeg vilde / paa det
mine Ord [s. 43] maa være Sandhed. Salomon sagde til
Marcolfum / Hvad er det din Tyff / du siger / haver du icke
giort dette Oprør og Blar? Marcolfus svarede / Ney
icke jeg men deris U-stadighed og Løszactighed / skal
mand icke tro alt det mand hører saadant at være.
Da bleff Kong Salomon saare vred og hastig paa Marcolfus /
og sagde til hannem / Gack strax fra mig du forgifftige Skalck
og kom aldrig meere for mit Ansict / eller at jeg dig nogen
Tid meere seer i dine Øyen. Da bleff Marcolfus strax
uddreven aff Kongens Pallatz. Og de som stode for Kongen de
sagde / Kongelig Majestæt maa give de Qvinder Ansvar
at hver gaar Hiem. Da vende Kongen sig om og talede til Qvinderne
og sagde / I skulle vide det / at jeg er aldeelis Uskyldig
i den Sag som I have mig tilsagt den forgifftige Skalck som
I have seet her / hand haver det virket og giort / og jeg
siger eder / der skal hver lade sig nøye med sin egen
Hustru / og skal holde hende ved Hæder og Ære
som hver forskylder til / og all den Deel som jeg haver nu
talet om Qvindfolck skulle I forstaae / om onde og vanartige
Qvindfolck / fordi saa at ingen bør at tale Ont paa
den som er god / fordi at Gods og Rigdom kan givis aff [s.
44] Forældrene / men en høvisk og god Qvinde
givis alleeniste aff GUd / saa sigis den Mand lycksalig at
være / som GUd under en god og deylig Qvinde. GUd med
sin høyre Haand beskierme Eder allesammen og give Eder
mangfoldig Grøde her paa Iorden / og siden det evige
Liff til evig Tid / og dertil svarede de allesammen / Amen.
Hvorledis Marcolfus krøb baade paa Hænder og Fødder / og hafde et Sold i den eene Haand og en Biørne-Fod i den anden.
Der effter bleff Marcolfus gandske vreder at hand icke nogen Tid skulde eller maatte see Kongens Ansict / og begynt over at legge med sig selver / hvad Raad hand kunde best paafinde / da begynte det strax i den samme Nat hasteligen at snee / og Marcolfus gick bort og fick et Saald i den ene Haand / oc en Biørne-Fod i den anden / dernæst affdrog hand sine Skoe og vende Bag fore paa dem / saa krøb hand paa Hænder og Fødder / til saa længe hand kom uden for Ierusalem / da fant hand en Bager-Offn / i hvilcken Marcolfus indkrøb og lagde sig.
[s. 45]
Hvorledis Kongens Tienere paafunde de underlige Spore / som Marcolfus giorde.
Aarlig om Morgenen / strax der effter udginge
nogle aff Kongens Tienere / aff hvilcke samme Spoor / som
Marcolfus hafde giort i Snee / den bleff paafundet / der af
bleve de meget underlige / og ginge strax tilbage / og sagde
Kong Salomon aff saadan et Spor / den Tid Kongen det hørde
/ da bleff hand og meget glad / og meente at det haffde været
et underligt Diure-Spor / da lod hand med det snareste tilhaabe
kalde sine Iegere / med alle sine Hunde og Tiennere / og forfulde
strax samme Spor / indtil den samme Ovn / som Marcolfus inde
laa / og da begyndte Kongen og hans gode Mænd at handle
/ de raade / hvem som det skulde prøve hvad der var
inde / da bleff det saa beraadt / at Kongen skulde det selff
forsøge og prøve.
Saa steg Kong Salomon aff sin Hest
/ og gick til Ovnen med sine gode Mænd / den Tid de
komme / da haffde Marcolfus lagt sig Næszgrus og nederstrøg
sin Brog paa Haserne / og haffde lagt Røven udi Ovnens
Mund / saa at hans lønlig Ting hengde klarligen til
sine Knæ / den Tid at Kongen [s. 46] fick det at see
/ da sagde hand. Hvem ligger her inde? Marcolfus svarede /
Det er jeg Herre. Kong Salomon sagde / Hvi ligger du her i
saa deylig Maade? Marcolfus svarede / Haver du icke forbudet
mig / at jeg icke nogen Tid dig seer udi dit Ansict / og du
icke heller i mine Øyen / effterdi saa / at du icke
vilt see mig i mine Øyen / da maa du see mig i min
Ars. Da bleff Kong Salomon meget beskemmet / og gaff strax
Befalning / at de skulde henge Marcolfus i et Træ.
Da sagde Marcolfus. O naadige Herre
/ effterdi at du haver nu givet Dom over mig til døde
/ da gif mig en Bøn for alle / at jeg maa henge i hvilcket
Træ mig løster. Salomon sagde / Det skal dig
gierne vidis.
Hvorledis Marcolfus søgte effter det Træ som hand skulde henge i.
Da toge Kongens Tienere / og bunde Marcolfus / og ledde hannem først i Iosaphatz Dall / og siden over det gandske Oliveti Bierg / indtil saa lenge at de komme til Iericho / og de kunde intet Træ finde / Marcolfus vilde henge i. Dernest fulde de hannem igiennem Iordan / og det [s. 47] gandske Land Arabie / ingen Træ kunde de finde der Marcolfus vilde samtycket / og paa det sidste fulde de hannem over Carmeli Bierg / og udi Compestri Ørcker / og indtil saa lenge at de komme til det Røde Haff / intet Træ var der saa skiønt / som Marcolfus vilde henge udi.
Nu ledde de Marcolfus hiem igien til Konning Salomon.
DA fulde de Marcolfus hiem tilbage igien for Kong Salomon / og sagde til hannem / Vi kunde intet Træ finde der Marcolfus vilde henge i. Da sagde Kong Salomon / Enten jeg vil eller icke / da maa jeg lade dig være med Fred / saa vil jeg nu tage dig og din Hustru til mine Tienere / og vil give Eder eders Liffs Nødtørfftighed / til Klæder og Føde den Stund I lever.
Tittelblad til utgaver av folkeboken om Marcolfus
Tittelbladet til den første svenske utgaven (1633) av folkeboken om Marcolfus
Faksimile av tittelbladet fra 1699
Tresnitt av en piperøykende rytter.
Kilder
Danske Folkebøger bd. XIII forordet, tekstkommentaren
og bibliografien.
Rasmus Nyerup: Almindelig Morskabslæsning i Danmark og Norge igjennem Aarhundreder, utgitt på Andreas Seidelins Forlag i København 1816.