Folkebøker på 1500- og 1600-tallet
Lucidarius - en dialog mellom disippelen og hans mester
Den meget populære boken Lucidarius består av en dialog mellom «disippelen» og «mesteren» der disippelen stiller spørsmål om dette og hint, og mesteren svarer. Lucidarius betyr «lysgiveren» (av lat. ‘lux’ og ‘dare’). Svarene – som i dag forekommer oss lettere komiske – var på nedskrivingstidspunktet det ypperste innen kunnskapen om de berørte emner. For en gangs skyld går det an å være enig med rasjonalisten Rasmus Nyerup, og la hans tunge tale for oss begge: «En stor Del af dens Indhold nu for os staar som Fabler og latterlig Overtro.» (Nyerup Morskabslæsning s. 33)
Opprinnelsen
Den første Lucidarius var tysk. Om den tyske originalen forteller Johannes Knudsen: «Om Tilblivelsen af den tyske Lucidarius faar man Oplysning i en lille rimet Fortale, som er opbevaret i nogle af de mange Haandskrifter af Bogen (...) Det hedder deri, at Hertug Henrik af Brunsvig [Henrik Løve (1129–95)] bød sine Kapellaner paa Grundlag af forskellige latinske Skrifter at skrive en saadan lille Bog til Oplysning for Lægfolket.» (s. 31–32)
Den tyske teksten ble oversatt til nederlandsk og böhmisk. Man får en anelse om bokens popularitet når man vet at det innenfor det tyske språkområde er bevart hele 30–40 mer eller mindre fullstendige håndskrifter, og fra boktrykkerkunstens opprinnelse til 1800 finnes over 80 tyske trykte utgaver.
Som en mengde annen litteratur er også Lucidarius et lappverk av tidligere skrifter. Brandt har påvist følgende kilder: Elucidarium, Imago mundi og Gemma animæ, skrevet av Honorius Augustodunensis, og Philosophia mundi, skrevet av Vilhelm av Conches i Normandie (skrivemåtene er Knudsens, jf. Knudsen s. 34). Mest interessant av disse i vår kontekst er Elucidarium, som er en håndbok i den katolske kirkelæres trossetninger.
Den danske Lucidarius
Den danske Lucidarius forholder seg påfallende fritt til den tyske originalen. Knudsen antar at dette skyldes at den danske oversetter/bearbeider har vært en mann med store kunnskaper og liten pliktfølelse overfor forelegget. Sammenlikner man den tyske og den danske utgaven av Lucidarius, ser man at rekkefølgen på kapitlene er forandret, og over halvparten av den danske teksten mangler sine tilsvarende passasjer i den tyske. Den danske bearbeideren har gått langt utover å oversette - han har tilføyd en god del av eget materiale og utelatt det som behaget ham.
Senere utgaver gjennomgikk også kraftige revisjoner, men da i form av – særlig – sensurering av katolske elementer. En viss tillemping til et mer rasjonalistisk syn på verden ble også forsøkt foretatt i senere utgaver.)
Den eldste bevarte danske Lucidarius-tekst er et håndskrift fra slutten av 1400-tallet. Dette håndskriftet antas i sin tur å være en avskrift av et eldre håndskrift, som man antar skriver seg fra tiden før Kalmarunionens opprettelse i 1397.
I 1510 utgir Gotfred av Ghemen boken, men bare ett eksemplar er bevart av denne lille boken, som ikke er større enn ca. 6x10 cm (målt etter tekstens yttergrenser).
Fordi boken er så preget av katolsk tankestoff, regner Knudsen med at det ikke er kommet noen ny utgave før boken dukket opp – nå uten Lucidarius i tittelen – i (ca.) 1534. Og i denne utgaven er katolsk papisteri og tull fjernet. Tittelen lyder: «En nyttig Bog om Gud Faders, Søns og Helligaands Værelse [vesen], om Verdens og vore første Forældres Begyndelse og Skabelse, nylig fordansket og bedre korrigeret, end hun i Lucidario findes kand». Boktrykker var Hans Barth, og den var trykt i Roskilde.
I 1558 dukker en ny utgave opp, nå med Lucidarius inkludert i tittelen: Mester Lucidarius. En nyttig Bog om Gud Faders, Søns og Helligaands Værelse [vesen], om Verdens og vore første Forældres Begyndelse og Skabelse, nylig fordansket og bedre korrigeret, end hun i Lucidario findes kand. Omtalen av helvete og Lucifers fall, som finnes i den gamle Lucidarius, er nå tatt med, men passasjene om det første og det andre helvete (skjærsilden og de udøpte barns tilholdssted) er fjernet.
Teksten i 1558-utgaven blir utgangspunktet for de neste århundrenes utgaver. Mellom 1558 og 1892 utkom det omtrent 25 Lucidarius-utgaver i Danmark. Nyerup nevner utgaver fra 1560, 1562, 1576, 1591, 1604, 1661, 1722, 1749, 1768, og «i dette Aar».
Lucidarius (utdrag)
Dette er et kort utdrag av boken Lucidarius.
Sidetallene i teksten viser til Johannes Knudsens utgave fra 1909.
Merk at teksten er modifisert til «moderne» dansk, selv om den har beholdt sitt alderdommelige preg.
Om Lucifers Fald og Helvede
Disciplen: Hvor længe var Lucifer i Himmerig?
Mesteren: En halv Time af en Daw, og Dawen er skift i tolv Timer; regne da selv, hvor længe det var.
Disciplen: Hvi fiæld han deden og til Helvedes?
Mesteren: Fordi at Gud havde skabt hannem saa væn og saa klog for andre Engle, at han tog til at hovmodes deraf og sagde, at han vilde være [s. 108] lig ved Gud selv, og i den samme Stund fiæld han neder til Helvedes og alle de, der med hannem hulde, og vendte deres Hu fra Gud.
Disciplen: Hvor mange Engle fulde med hannem?
Mesteren: De vare ti Englekor, og den tiende Del fiæld neder af alle Englekor.
Disciplen: Hvi skob Gud dem, meden han vidste, at de skulde falde?
Mesteren: At de udvalde Engle skulde fæstes dermed. Fordi den Time de saa, hvor iammerlig han foer, fordi han satte sig mod Gud, da bunde de dem saa stadelig til Gud, at de mue aldrig af hans Elsku vige.
Disciplen: Hvi mue ei Diævle frelses af deres Pine?
Mesteren: Fordi at saa som ingen var i Sag, det de did komme, uden de selve, saa maa og ingen volde, det de deden komme, uden de bedre dem selve, og det gøre de aldrig for deres Hovmods Skyld; fordi komme de aldrig deden, did komme.
Disciplen: Hvilken Tid skob Gud Helvede?
Mesteren: I den samme Stund Diævelen fiæld neder af Himmerige.
Disciplen: Hvor er Helvede?
Mesteren: Helvede er under Iorden, og det er det nederste Helvede, og der er ingen Løsen.
Disciplen: Ere flere Helveder end eet?
Mesteren: Tre ere de Stede, der Mennesken nu skal plawes i, fordi eet er det jeg adens af [s. 109] sagde. Andet er det, der uchristen Børn til kommer, og der er ingen Løsen, og der er ei anden Pine, end de mue ei se Guds Aasyn. Tredie er Skærsild, og der er Løsen.
[s. 110]
Disciplen: Hvor er Skærsild?
Mesteren: Paa Biærg og i Hav og i Væder og i mange andre Stede her i Iorderige.
Disciplen: Er det nederste Helvede digert stort?
Mesteren: Det skrives, at det er saa vidt og saa dybt, at dets Vidde veed ingen uden Gud ene; og de selve Siæle, did komme, de fange aldrig fundet Bunden, og fordi er det ufyldeligt.
Evas Skabelse og Syndefaldet
Disciplen: Hvore var Eva skabt?
Mesteren: Den Time Adam sov i Paradis, da tog vor Herre et Ribben af Adams venstre Side og skob deraf den væneste Qvinde, der Adam vilde se.
Disciplen: Havde de Klæder at skiules med, eller ginge de nøgne i Paradis, Adam og Eva?
Mesteren: De vare aldeles nøgne, baade Adam og Eva, fordi dem skammedes ei mere at se hveranden hemmelig, end vi skammes nu veder at se hverandens Hænder, til des at de brude Guds Bud; da skammedes dem saa ved hveranden, at de torde ei tees, før end de brude Koste og skiulte dem med.
Disciplen: Hvor kom det til, at de brude Guds Bud?
Mesteren: Diævelen kom sig i en Hugorm og talede til Eva og spurde, hvi Gud forbød dem, at de maatte ei æde af det ene Træ. Da sagde Eva: Det er naadeligt, fordi at vi ei dø. Da [s. 111] svarede Hugormen: Ikke er det saa, fordi første I æde deraf, da vorde I saa som Gud er, at I vide baade Ondt og Godt. Og siden fik hun saa diger Astund at æde den Frugt, at hun gad det ei ladet, at hun skulde deraf ei æde, som hende [s. 112] totte, fordi hun vilde gerne digert og meget vide. Og deraf kom det, at Qvinder digert fritte somme, om de saa, de noget af fregne [her er teksten uklar].
Disciplen: Hvor fik hun af Frukten?
Mesteren: Hugormen foer op ad Træet og [s. 113] fik hende deraf, og hun bed af og gav siden Manden at æde med sig.
Disciplen: Hvi sveg Diævelen dem?
Mesteren: For Avinds Skyld, at han vilde hindre dem, saa at ei de og deres Afkom skulde komme til den Glæde, der han havde før selv, fordi han hugde, at Gud skulde aldrig forlade dem Synden, og skulde saa e foruden Ende være i den samme Pine, han var selv.
Disciplen: Hvi fristede han heller og talede før til Eva end til Adam?
Mesteren: Fordi at han vidste vel, at hun var skiudere til at svige end Manden.
Om Engle og Diævle
Disciplen: Meden Diævelen vidste det om hende, veed han og digert om Menneskens Skibelse?
Mesteren: Af Engles Nature, der de have, da have Diævle digert Vid; endda vide de ei Mands Hu mere, end de se Mennesken være skibet til Synder paa hans Leder og af hans Sæder, og derefter frister han Mennesken, saa som han giorde ved Eva.
Disciplen: Vide Diævle noget af de Ting vorde skal?
Mesteren: Ikke mere end Gud lader dem særlig vide.
Disciplen: Hvi tog Gud ei fra Diævelen, der [s. 114] han fiæld, hans Vid og hans Raskhed og hans Magt, meden han vilde ikke andet end Ondt?
Mesteren: Det han kan og maa, det er fore gode Mænd deres Prøvelse, at deres Løn skal øges dermed, og det er hannem selv til Fordømmelse, fordi des mere han kan og veed, og des mindre han haver Gavn deraf, des mere er hans Skam fore Gud og hans egen Drøvelse hver Daw.
Disciplen: Vide gode Engle det de ville vide?
Mesteren: De have saa digert af Guds Aasyn, at der de hans Ænlede se, da se de alt det, der skabt er, det de ville se, saa som vi se noger Ting i en Speil.
[s. 115]
Disciplen: Hvilkelunde ere Guds Engle skabte?
Mesteren: I Lign efter Gud, saa som et Vox tryktes i et Indsegl, fordi at de ere et levende og aandeligt Liusen.
Disciplen: Vide alle Engle lige meget?
Mesteren: Ei, fordi at somme ere nærre Guds Aasyn og somme fiærre; e des nærre de ere hannem, des mere vide de. Saa er og hvert Menneske, til Himmerigs kommer, saa er og Diævle. Fore des nærre de vare Guds Aasyn i Himmerige, før de fulde neder, des klogere ere de nu, og des mere Pine have de, at de vilde ei den Naade nyde. Fordi ere de fremmerste Diævle i det nederste Helvede og de andre i det mørke Væder, oven vos er, og have deres Pine der.
Disciplen: Ere nogre Diævle her paa Iorden, meden de friste Mennesken saa tit?
Mesteren: Hvert Menneske haver en ond Engel, der hannem styrker til Synder, og en god.
Disciplen: Hvoraf komme Puge, der mange stede ere?
Mesteren: Det er ikke andet end de Diævle i det mørke Væder ere; de tage Legeme af urent Væder, fordi de kunne ei diger Klogskab.
Om Siæl og Legeme
Disciplen: Hvoraf er Menneskens Legeme giort?
Mesteren: Af de fire Elementer, fordi at [s. 116] Kødet er af Iorden, Blodet er af Vandet, Aanden er af Vædret og Heden er af Ilden.
Disciplen: Hvoraf er Menneskens Siæl giort?
Mesteren: Af intet, fordi i den samme Stund, der Legemet er til, da skaber Gud Siælen af intet og sender hende i Legemet.
Disciplen: Veed Menneskens Siæl noget, der hun kommer først i Legemet?
Mesteren: Af sin Nature veed Siælen og er om klog i et nyfød Barn saa som i en før Mand. End fordi Legemet er krankt, da kan Siælen ei nytte sin Konst, saa som ingen er saa god Gerningsmand, at han kan nytte sin Konst uden Andbud.
Disciplen: Hvorled er Menneskens Siæl skabt?
Mesteren: Hun er skabt i Lign efter Gud selv, fordi at saa som Fader og Søn og den Helligaand er een Gud, saa er og Menneskens Almindelse, Villie og Understandelse.
Disciplen: Hvor er Mandsens Siæl i hannem?
Mesteren: Siælsens Sæde er i Mandsens Hierteblod, saa at hun fylder alt hans Legeme.
Disciplen: Er Siælen saa stor som Legemet er, meden hun er alle Stede i Menneskens Legeme?
Mesteren: Siælen er alle Stede i Mands Legeme med sin Magt og Dyd. End første hun kommer deden, da er hun ren og saa klein af Nature, at hun fylder intet Rum, ei er det saa liden Sted, før hun kommer til hendes Legeme igen.
[s. 117]
Disciplen: Mue Mænd se Siælen?
Mesteren: Ingen Legemlig Ting maa hende halne eller se, uden Gud vil noger Menneske det te særlig, fore hendes rene Nature.
Disciplen: Meden Menneskens Siæl er saa ren af sin Nature, jeg undrer, at Gud skob Mands Legeme af saa krank Materie, som Iorden er.
Mesteren: Det giorde Gud Diævelen til Skam, at Menneskens Legeme, der saa krank Materie er, skal komme til den høilige Ære, der han maatte have og kan nu aldrig fange fore hans egen Skyld.
Kilde:
Lucidarius – En Folkebog fra Middelalderen. Utg. av Johannes Knudsen. Kbh 1909