Folkebøker på 1500- og 1600-tallet

Begrepet «folkebok» er et barn av romantikken. Det er lånt fra det tyske «Volksbuch». I Tyskland blir begrepet vanlig fra og med utgivelsen av Joseph Görres: Die teutschen Volksbücher (1807). Görres mente at man kunne føre denne litteraturen tilbake til en i «folket» levende åndelig kraft, folkeånden. Noe av grunnen til denne feilslutningen kan være at bøkene i de første århundrene etter middelalderen var populære i de lavere sosiale lag av befolkningen og ble utgitt i billige versjoner. Før var de imidlertid en del av overklassens litteratur. Det gir derfor liten mening å betrakte dem som uttrykk for "folkesjelen".

Det finnes en stor utgave av danske folkebøker: Danske Folkebøger fra 16. og 17. aarhundrede / udgivne af J.P. Jacobsen, Jørgen Olrik og R. Paulli. - København. Gyldendal, 1915–1936. 14 bind. Den danske utgaven inneholder bl.a.: De syv vise Mestre, Kong Appolonius, Tiile Ugelspegel (som på tysk heter Till Eulenspiegel), Jesu Barndom, Dr. Faust, Judas, Helena, Griseldis, En Doctors Datter, Pilatus, Flores og Blanseflor, Den skønne Magelona, Fortunatus, Marcolfus og Ahaswervs (Sandru Beskriffuelse om en Jøde ...). Den inneholder også et Bidrag til de danske Folkebøgers Historie (som også er utgitt separat) og Folkebøgernes Illustrationer.

Fremdeles interessant er også Rasmus Nyerups banebrytende Almindelig Morskabslæsning i Danmark og Norge igjennem Aarhundreder, utgitt på Andreas Seidelins Forlag i København 1816. Den beskriver alle folkebøkene, men inkluderer en del bøker som også faller utenfor folkebokrammen. Sitatet til høyre er Nyerups ord, hentet fra hans kapittel om Marcolfus.

Spørsmålet om hvilke bøker som hører inn under folkebokbegrepet, kan ikke besvares lett. Albrecht Classen, som har skrevet The German Volksbuch, inkluderer det meste, for eksempel kalendere, spådomsbøker, legebøker, urtebøker og didaktiske verk.

For de danske folkebøkenes vedkommende kan man ikke si at de holder et spesielt høyt litterært nivå. Disse bøkene var som oftest oversettelser fra (særlig) tysk, og i tillegg til oversettelsesfeilene og misforståelsene kommer det begredelige faktum at tekstene ofte er hardt og tidvis vilkårlig beskåret. De tyske folkebøkene holder dog et relativt høyt litterært nivå.

Ordboken som skal brukes ved lesning av tekster fra denne tiden er Otto Kalkar: Ordbog over det ældre danske Sprog 1–6. De første fire bindene (dvs. alt utenom tilleggsbindet og supplementet) er utrolig nok tilgjengelig på nettet.

Av folkebøkene som utkom før 1550, hadde hele 154 folioformat; 94 utkom i kvartformat og 19 i oktav. Dette forteller at det i vesentlig grad var aristokratiet og overklasseborgerne som hadde råd til disse bøkene.

I Danmark ble bruken av begrepet først vanlig med Carl Elberlings utgivelse av Karl Magnus, Griseldis, En Doctors Datter, Fortunatus og Melusina i 1866–67.

«Folkebøkene» hadde stor internasjonal utbredelse. Ofte ble de utgitt anonymt.

På 90-tallet leste jeg en del folkbøker og mye av litteraturen om dem. En av de mest interessante var fortellingen om den evige jøde (Ahasverus), skomakeren som ble rammet av en forbannelse da han ikke ville la Jesus hvile ved huset sitt underveis til Golgata. Som en følge av dette må den evige jøde vandre hvileløst rundt i verden uten å finne hvile - noensinne.

Kurtze Beschreibung und Erzehlung von einem Juden mit Namen Ahazverus (1602)

Den første folkeboken om den evige jøde så dagens lys i 1602 og var på tysk: «Kurtze Beschreibung und Erzehlung von einem Juden mit Namen Ahazverus». Med denne boken (eller riktigere: pamfletten) fikk den hvileløst vandrende synderen navnet Ahasverus, han var blitt skomaker og han var jøde. Den danske folkeboken, som er en oversettelse av den tyske, kom antakeligvis i 1607, men den eldste som er bevart, er fra 1631.

 

Hva er en «folkebok»?

Det vi i dag kaller «folkebøker» spenner over alt fra religiøse fortellinger, eventyr, kongekrøniker til karnevaleske romaner. En klar, utvetydig definisjon er umulig å oppdrive. Forskere og utgivere inkluderer forskjellige bøker. Skal man befatte seg med disse bøkene, må man derfor finne seg i at begrepet ikke kan avgrenses en gang for alle. Man må leve med glidende, ulne overganger.

Det misvisende begrepet «folkebok» er et barn av romantikken. Det er lånt fra det tyske «Volksbuch». I Tyskland blir begrepet vanlig fra og med utgivelsen av Joseph Görres: Die teutschen Volksbücher (1807). Görres mente at man kunne føre denne litteraturen tilbake til en i «folket» levende åndelig kraft, folkeånden.

I Danmark ble bruken av begrepet vanlig med Carl Elberlings utgivelse av Karl Magnus, Griseldis, En Doctors Datter, Fortunatus og Melusina i 1866–67.

«Folkebøkene» har hatt stor internasjonal utbredelse. Ofte ble de utgitt anonymt. De var først en del av overklassens litteratur. I løpet av de første århundrene etter middelalderen spredde de seg til de lavere sosiale lag av befolkningen. I takt med denne publikumsforskyvningen sank bøkenes status.

Noen forskere har forsøkt å bruke statistikk fra bøkenes utgivelseshistorie og i tillegg ta utgangspunkt i de tilgjengelige data om lesergruppen til disse bøkene i et forsøk på å avgrense sjangeren «folkebøker». Fra et mer litteraturvitenskapelig synspunkt synes dette å være den eneste måten man kan forsvare bruken av begrepet «folkebok». Andre kriterier kan ikke brukes. Det som kompliserer denne metoden, er at materialet er fullt av huller; mange utgaver av bøker fra 1400–1600-tallet må antas å være tapt for alltid, og kildene til informasjon om lesergruppene er i høyeste grad mangelfulle.
Hva bøkenes utbredelse og tilgjengelighet angår, kan man sammenlikne folkebøkene med vår tids paperpackbøker.
Johannes Knudsen, utgiveren av Lucidarius (1909, se for øvrig oversikten over bøker som faller utenfor folkebokbegrepet), karakteriserer folkebøkene som «Bøger, som i Spekulationsøjemed er trykt og udstyret med hele Folket for Øje, især dog de brede Samfundslag, og som virkelig ogsaa er trængt ud til og læst af disse gennem adskillige Slægtled. Heraf følger altsaa, at der ikke kan trækkes nogen skarp Grænse mellem dem og den øvrige Literatur.» (Lucidarius s. 8)

Forfallet kan også iakttas i det ytre: Bøkene ble simplere, noe som særlig er synlig i tresnittenes kvalitetsforringelse utover på 1500-tallet; på 1600-tallet forsvinner de så å si helt (unntaket er Uglespeil-utgavene). Johannes Knudsen beskriver det slik: «Det er især med Hensyn til Billedstoffet, at denne Forsimpling af Folkebøgernes Udseende straks falder i Øjnene. Hvem kender ikke disse rædselsfulde fortklattede og plumpt udførte Træsnit, hvormed navnlig Titelbladene er prydede, og som man skulde tro stammede fra Billedkunstens og Bogtrykningens Barndomstid. Paa den, der har blot en lille Smule Skønhedssans, kan de kun virke enten frastødende eller ufrivillig komisk. Det er især disse saa tarvelige Billeder, der giver Nutidens Folkebøger det Præg av Simpelhed, som klæber ved dem.»

I takt med bøkenes synkende status blir de også mindre: Bøker som før kom ut i kvartutgaver (noen endog i folio), avløses av oktaver. Videre er det karakteristisk for forfallet at det ikke lenger er de førende boktrykkerne som utgir dem; de utkommer etter hvert ofte uten angivelse av boktrykker. Mot slutten av 1600-tallet blir det vanlig å bytte ut utgivelsesåret med «Prentet udi dette Aar». At formaliteten med å angi utgivelsessted og -år opphører, forteller mye om utgiverne; et av de «verste» eksempler på denne uetterretteligheten kan hentes fra utgivelseshistorien til Viegoleis: I 1656 heter det at boken «ey haffver været paa Danske», og i utgavene som kommer de neste 200 årene påstås det uten blussel at boken «tilforn ei haver været paa Dansk».

En eiendommelighet ved folkebøkene er deres tittelblad (se faksimiler under hver enkelt folkebok). De er som regel «fyldt med en lang og vidløftig Titel, hvori der gøres Rede for Hovedindholdet af Bogen, og som ofte ender med en ’Moral’» (Johannes Knudsen i forordet til Lucidarius). De lange titlene var en viktig måte å lokke folk til å kjøpe bøkene. I 1493 utkom en bok med tittelen Wigoleyß vom rade vom grafcuperg (utgitt av Schönsperger i Augsburg); når boktrykkeren Knoblauch i Straßburg 26 år senere utgir boken, strekker tittelen seg over fire linjer.

Utgiverne av Danske Folkebøger oppsatte som krav for utgivelse innenfor denne serien at bøkene skulle ha roman- eller novelleform (de ble tidligere kalt «historier»). Derfor falt en moraliserende dialog som Dødedansen (utgitt mellom 1552 og 1558), en fabelbok som En Ræffue Bog (Reineke Fuchs) og en didaktisk bok som Lucidarius utenfor denne serien. For andre bøker som falt utenfor utgivelsesrammene (og definisjonen av «folkebøker»).

Folkebøkene hadde en stor provokasjonskraft. Åpenbart mest provoserende, kanskje fordi den var mest utbredt, var folkeboken om Uglespeil (Eulenspiegel), se for eksempel Christian 4.s åpne brev. Men hva var det som provoserte så? Den anale humoren? Nei, mener R. Paulli, en av utgiverne av Danske Folkebøger: Det kan ikke «være Uglspils uappetitlige Svinerier, der har forarget den herskende Overklasse. Nej, det er snarere selve Samfundsmoralen, der har været i Fare ved hvad man kunde kalde Bogens Tendens. De allerfleste af Historierne gaar jo ud paa, at den Skarns Knægt ustraffet faar Lov til at drive sit Spil med skikkelige Folk baade af Adel, Gejstlighed, Borger- og Bondestand, og endda faar Latteren paa sin Side.»

Med utgangspunkt i Albrecht Classens oversikt over «folkebok»-diskusjonen i boken The German Volksbuch (s. 6–12), følger her en kort og stikkordspreget redegjørelse for forskjellige forskeres standpunkt. Se The German Volksbuch for litteraturhenvisninger.

Walter Eckehart Spengler inkluderer i begrepet alle prosatekster trykt på slutten av 1400-tallet og på 1500-tallet som hadde som mål å underholde leserne.
Hans Rupprich ønsker ikke å bruke begrepet. Han vil heller plassere de forskjellige bøkene innenfor mindre sjangrer og tradisjoner («Romanhafte Prosaerzählungen», «Kleinepik in Vers und Prosa», «Schwankdichtung», «Lehrdichtung in Vers und Prosa», «epische Dichtung in Vers und Prosa» etc.).
Hans-Gert Roloff foreslår å kalle sjangeren «Prosaroman».
Jan-Dirk Müller bruker «Prosa Historie».
Hugo Aust kaller mener at diskusjonen om typologi og terminologi er irrelevant og meningsløs fordi det flytter fokus fra det som virkelig betyr noe, nemlig fortolkningen av disse bøkene. Dette synspunktet trykker Albrecht Classen til sitt hjerte. Classen understreker også at det ikke er noen grunn til å forandre på et begrep som er godt innarbeidet i faglitteraturen gjennom nesten 200 år (Classen s. 16f). Påfallende nok ser han ingen ironi i det faktum at han med en en nesten manisk intensitet insisterer på å beholde «folkebøker» som en sjangerbetegnelse til tross for at han vedgår at det er umulig å definere sjangerens grenser.
Inge Gaertner kategoriserer folkebøkene med utgangspunkt i statistiske kriterier som utgivelsesår, antall ganger de er blitt trykt, antall utgaver, hvilke sosiale klasser som leste bøkene, hvor lenge bøkene var populære etc.
Walter Raitz tar avstand fra begrepet «folkebok», siden det ikke har noe å gjøre med begrepet «folk» i det hele tatt. Raitz ønsker heller å bruke «Prosaroman» eller «bürgerlicher Roman».
Joachim Bumke ser på folkebøker som litteratur for mennesker som ikke stiller høye litterære krav.
John van Cleve foretrekker betegnelsen «Kaufbuch», og definerer sjangeren som «utilitarian fictional literature printed on movable type, bound in book format, and sold on the retail market to the general reading public» (Classen s. 13).
Utgiverne av Historia von D. Johann Fausten (Kritische Ausgabe), Stephan Füssel og Hans Joachim Kreutzer, sier om begrepet «Historia»: «übliche Bezeichnung für eine zugleich beispielhafte wie unterhaltsame Erzählung von geschichtlichen oder dafür ausgegebenen Gestalten. Die von der germanistischen Literaturgeschichtsschreibung lange Zeit statt dessen verwendete Gattungsbezeichnung «Volksbuch» geht von Rezeptionsbedingungen aus, die sich erst seit der Spätaufklärung entwickelt haben. Sie ist auf die Literatur der frühen Neuzeit nicht anwendbar.»

Kronologisk oversikt over utgivelser og omtaler av danske folkebøker fra 1500- og 1600-tallet

1501

Karl Magnus

Eldste bevarte trykk er fra 1509.
Er ikke tatt med i Danske Folkebøger fordi den finnes i bd. 5 i Christiern Pedersen: Danske Skrifter, utg. av C.J. Brandt 1855–56

1504 ca

Flores og Blanseflor

 

1508

Jesu Barndoms Bog

 

1528

Griseldis

Eldste bevarte trykk er fra ca 1557/1559 (trykt sammen med En Doctors Datter). Det eldste tyske trykk (Heinrich Steinhöwels oversettelse) stammer fra 1471.

1528

Sigismunda

Eldste bevarte trykk er fra 1591

1534

Olger Danske

Er ikke tatt med i Danske Folkebøger fordi den finnes i bd. 5 i Christiern Pedersen: Danske Skrifter, utg. av C.J. Brandt 1855–56

1540 ca

Marcolfus

Eldste bevarte trykk er fra 1699.
Det eldste tyske trykk stammer fra 1482.

1557-59 ca

En Doctors Datter

Trykt sammen med Griseldis

1560

Persenober

Eldste bevarte trykk er fra 1572

1568-71 ca 

Euriolus og Lucretia

Eldste bevarte trykk er fra 1594

1571 (før)

Tiile Ugelspegel

Eldste bevarte trykk er fra slutten av 1600-tallet.

Av Nyerup (s. 267) omtalt som «denne skidne og svinske Bog».
Boken bidrar ifølge Nyerup (s. 267) til «Morskabs Opvækkelse og Underlivets Rystelse ved slige grove, plumpe og skidne Skalkestreger og Pudserier».

Det eldste tyske trykk ble utgitt 1510–11.

1571-75 ca

De syv vise Mestre

«Et Skrift af megen Betydning, af en anselig alder, og af en vidtløftig Udbredelse i moxen alle europæiske Sprog.» (Nyerup s. 151)
Det eldste tyske trykk ble utgitt 1473.

1575

Fortunatus

Det eldste tyske trykk ble utgitt 1509.

1578

(Hans Christensen Sthens moralske indignasjon over folkebøkene)

Hans Christensen Sthen klager over at mange ikke får tid til å gå i kirken fordi de leser «wnyttige Narrebøger oc skarns løsactige Fabeler oc snack, de der mere tien ad destructionem pietatis & honestatis quam ad edificationem, til alle Gudeligheds oc Høffueskheds eller gode Seders nedbrydelse oc forderffuelse, end til opbyggelse oc forbedring». (Hans Christensen [Sthen] Roskildensis: En liden Haandbog)

1580 

Josephs Historie

Eldste separatutgave som folkebok kom i 1657

1582

 

Fra fortalen til Hans Thommissøns danske Salmebok, trykt i København: «Men wi see nu (dis wer) at mange naar de skulle vandre enten til Land eller Vand, da kiøbe sig Ugelspegels Historie, Sigismunda, Roluagen oc Hvilebøger, som de kalde, oc andet saadant Gieckeri, aff huilcke Ungdommen lærer ickon all Løsactighed, item hine wgudelige bedragelige Planete Bøger, som er ickon ret Bedrageri oc Guds bespaatelse ...»

1583

Magelona

Eldste bevarte tekst er en avskrift (1610) av et trykk; eldste bevarte trykk er fra 1690.
Det eldste tyske trykk ble utgitt av Veit Warbeck i 1535.

1588

Dværgekongen Lavrin

 

1588

Faust

Den danske oversettelsen kommer allerede året etter den første Faust-boken så dagens lys (Historia Von D. Johann Fausten, Frankfurt 1587)

1591 (før)

Kong Appolonius

Eldste bevarte trykk er fra tidsrommet 1592-94.
«Den forekommer mig meget kjedsommelig, men jeg seer, at Andre ere af modsat Mening.» (Nyerup s. 168)
Eldste svenske utgave er ifølge Sahlgren fra 1633 (gjengitt i Svenska folkböcker, bd. 1, s. 283ff)
Se også P.O. Bäckström s. 140ff.
Det eldste tyske trykk (Heinrich Steinhöwels oversettelse) stammer fra 1471.

1597

Kejser Octavianus

Eldste bevarte trykk er fra 1658.
Det eldste tyske trykk ble utgitt 1535.

1599

Tvende Købmænd

 

1607

Jerusalems Skomager (Ahasverus, den evige jøde)

Eldste bevarte trykk er fra 1631

1613

Melusina

Eldste separatutgave som folkebok kom i 1667.
Det eldste tyske trykk (Thüring von Ringoltingen) stammer fra 1474.
«Den är en af de skönaste berättelser från medeltiden, men också en af dem, som vid äfversättningen blifvit mest illa medfarna.» (P.O. Bäckström: Svenska folkböcker bd. 1 s. 327)

1614

Pilatus

Eldste bevarte trykk er fra 1663

1617

Judas

 

1635

(Betenkning fra universitetet)

I en betenkning fra universitetet foreslås det å forby folkeboken om Faust, med trussel om dødsstraff, men det ser ikke ut til at det ble vedtatt noe slikt forbud.

1636

Theagenes og Chariclia

 

1638

(Åpent brev fra Christian IV)

I et åpent brev fra Christian IV forbys salg i kirkene av Uglespeil og andre folkebøker.

1643

(Jens Sørensen Nørnissum advarer ektemenn)

Jens Sørensen Nørnissum advarer ektemenn mot å la hustruen «bruge wtuctige Bolebøger, som Blantzeflor, Persenober, Lucretia, oc andre saadanne letferdige Fabler, huilcke der opvecker onde Tancker oc Begieringer vdi Menniskene til saadanne Wtuctighed, huilcke icke burde at selgis eller omføris, thi de giøre meere ont end got». (Jens Søffrenszøn Nør-Nessom: Speculum Domesticum Spirituale. Det er: En aandelig Husz-Speyel. København 1643, sitert etter Danske Folkebøger XIII 252f)

1648

(Omtale av Søren Terckelsen)

Søren Terckelsen skriver i fortalen til 2. del av Dend Hyrdinde Astrea: «Hvor om alting er, da er hun [Astrea] udi det ringeste en goed deel bedre, end enten Blantzefloer og Flores, Fincke-Ridderen, Skiønne Magelona, Ugel-Speil, Muncken i Toernebusken, och mange fliere saadanne: Hvilcke der findis hos en hver Bogfører, och snaert udi it hvert Sy-Skrin.» (Sitert etter Danske Folkebøger VII s. 20 (forord)

1650 (før)

(Omtale av Georg Stiernhielm)

Georg Stiernhielm: Hercules, vers 132–137: «Men ther tijden tig blefwe lång, och skulle sig hända,/at en otijdig lust skulle binda tin Hug til at läsa:/Så ware tig befalt then härlige Lärare Naso/i sin Gilliare-konst;/Amadis, Marcolfus, och andre,/som i gemeen äre tryckte på Dansk: Melusina,/Keyser Octavian, Finck Riddare, skön Magelona.» (Sitert etter Danske Folkebøger VII s. 20 (forord)

1656

Viegoleis

 

1665 (før)

Helena

Eldste bevarte trykk er fra 1677

1696

Kong Edvard

 

1726

 

Reskript av 27. september 1726: «Ingen forargelige og forfængelige Bøger og trykt Tant, saasom St. Peders Rejse, Sybillæ Spaadom, Lucidarius, Skjemt og Alvor, og flere andre deslige Digte, samt forfængelige Viser og Legender maa henføres eller forhandles i Nordlandene, Finnmarken, og Trondhjems Amt, under Confiscation og Straf, som Loven over forargelige Bøgers Forhandling foresiger.» (Nyerup forord s. 25)

Kong Christian IVs syn på folkebøker

Fra kongens åpne brev, datert Glückstadt 1. oktober 1638:

Eftersom vi komme i forfaring, hvorledis underskedlige unyttige bøgger og skrifter, som ulspild och deslige, saa och letferdige boeleviser och andre utienlige viser, digt, fabbel, eventyr och ublue kierligheds bøgger endoch i kierkerne paa mange steder udi vore riger Danmark och Norge mange til stor forargelse at selgis, uanset der allene bøgger fald skulle holdis och saadanne skrifter, som til opbyggelse tienne kunde och icke til forargelse och nedbrydelse, daa endog paa ingen steder her udi vore riger bør at lidis letferdige och forargelige bøgger, dog paa det icke allene saadanne ublue skrifter och viser, meden och ald anden fabelverk, ulspild och eventyr af kierker nu først kand vorde afskaffet, ville vi med dette vort obne bref strengeligen och alvorligen alle bogfører, som i begge vore rigger med bøger handle, forbudet hafve, at de icke herefter enten ulspild eller andre sadanne unyttige skrifter udi nogen kierke fal hafver, selger eller afhender. saafremt nogen bogfører sig herimod forbryder, daa skal alle deslige bøgger och letferdige skrifter hannem fratagis och hand efter sin formufve bøde til kierken.

(Forordninger, Recesser o.a. kgl. Breve 1558-1660, udg. ved V.A. Secher IV. Kbh. 1897, s 735-736.
Sitert etter Danske Folkebøger fra 16. og 17. århundrede XI 357-358.)

 

Her ser man klart at disse folkebøkene var en torn i kjødet på maktens menn. Det er dog viktig å merke seg at forbudet bare gjelder salg av slike bøker i kirkene; det er altså ikke et generelt forbud mot salg av Uglespeil-bøker, slik utgiveren av Svenska folkböcker (Stockholm 1948) Jöran Sahlgren hevder.

I oversikten over den tyske Eulenspiegel-bokens utgivelseshistorie finnes også noen opplysninger om motstand mot boken innenfor det tyskspråklige området.

Et utvalg uttalelser om folkebøkene

1523

Den spanske humanisten Juan Luis Vives polemiserer mot folkebøker. Hans kritikk oversettes til tysk av C. Bruno og utgis i Augsburg i 1544.

1530/35

Martin Luther forsøker å trøste dem som lider av anfektelser, den religiøse melankoli: «Die beste Arznei wider die Anfechtung ist, daß du deine Gedanken davon abwendest, das ist, redest von andern Dingen, von Markolfo, Eulenspiegel und dergleichen lächerlichen Possen, so sich gar nichts zu solchen Händeln weder reimen noch dienen, damit du jener schweren Gedanken vergessest oder haltest dich stracks ans Gebet und einfältig an den Text des Euangelii.» (Luthers Werke, Weimarer Ausgabe. Tischreden. 1, 548; 3–6, sitert etter Tenberg)

1544

«Ander Teyl Des Buchs Schimpff und Ernst, Welches nit weniger kurtzweilig denn Centum Nouella, Esopus, Eulenspiegel, Alte Weise Meyster, unnd alle andere kurtzweilige Bücher / Aber zulernen weißheyt und verstand, weit nützlicher und besserer.»

1562

Hieronymus Rauscher utgir det polemiske (antikatolske) skriftet Papistische Lügen (Regensburg), der han går hardt ut mot diverse folkebøker (Schwanksammlungen), deriblant Eulenspiegel, Marcolfus og Fortunatus. Disse bøkene, mener han, er forkastelige og ukristelige. Rauschers skrift blir få måneder etter utgivelsen kritisert av Johannes Albrecht.

1563

Johannes Albrecht: Widerlegung der Vnchristlichen bekandtnusz, deren die sich nennen diener des Euangelij / in der Kirchen zu Regensburg, lngolstadt. Kraftig (prokatolsk) kritikk av Hieronymus Rauschers Papistische Lügen. Albrecht går enda lenger enn Rauscher i sin fordømmelse av folkebøkene.
Reinhard Tenberg: «Der Schwankzyklus wird nicht aufgrund einer theologischen Doktrin abgelehnt, sondern wegen seines inneren Konfliktpotentials, seiner irrationalen, volkssprachlichen Kritik an den bestehenden gesellschaftlichen Verhältnissen und der schonungslosen Darstellung gravierende Mißverhältnisse.» (s. 163)

1569

Wlenspiegel, apud Joannem van Ghele, sine privilegio et anno står på en liste over forbudte bøker i Antwerpen (Index librorum prohibitorum).
Bakgrunnen for forbudet er at van Ghelens trykkeri hadde trykt en Eulenspiegel-bok uten privilegium. Reinhard Tenberg toner ned det dramatiske ved dette forbudet:
«Die Buchzensur übte auf den Druck des Eulenspiegel-Buches im deutschen Sprachgebiet keinen nennenswerten Einfluß aus. Unter Berücksichtigung der relativ hohen Zahl verkaufter Eulenspiegel-Exemplare auch in den katholischen Zentren Deutschlands sollte ein mögliches Verbot seitens der Kirche nicht überwertet werden.» (s. 174)

1569

Erkehertug Ferdinand II av Tyrol utnevner 20.9.1569 en kommisjon som får i oppgave å finne og konfiskere kjetterske bøker i Kitzbühel, Rattenberg og Kufstein. I disse bokfortegnelsene finnes flere Eulenspiegel-bøker.

1573

Wilhelm Sarcerius: Geistlicher Herbarius oder Kreuterbuch, Frankfurt am Main. Sarcerius mener i motsetning til Luther at den underholdende «Schwankbuch» ikke er et egnet middel mot sorg, anfektelser og melankoli. Han sammenlikner Eulenspiegel-boken med verdslige laster.

1578

Hans Christensen Sthen klager over at mange ikke får tid til å gå i kirken fordi de leser «wnyttige Narrebøger oc skarns løsactige Fabeler oc snack, de der mere tien ad destructionem pietatis & honestatis quam ad edificationem, til alle Gudeligheds oc Høffueskheds eller gode Seders nedbrydelse oc forderffuelse, end til opbyggelse oc forbedring». (Hans Christensen [Sthen] Roskildensis: En liden Haandbog)

1582

Fra fortalen til Hans Thommissøns danske Salmebok, trykt i København: «Men wi see nu (dis wer) at mange naar de skulle vandre enten til Land eller Vand, da kiøbe sig Ugelspegels Historie, Sigismunda, Roluagen oc Hvilebøger, som de kalde, oc andet saadant Gieckeri, aff huilcke Ungdommen lærer ickon all Løsactighed, item hine wgudelige bedragelige Planete Bøger, som er ickon ret Bedrageri oc Guds bespaatelse ...»

1589

Moses Pflacher (luthersk geistlig fra Kempten, død 1589): Liber I Samuelis. Christliche vnd Lehrhaffte Erklerung / des ersten Buchs Samuelis. In Hundert vnd vier Predigten. Leipzig 1604. Pflacher går hardt ut mot «die Böse Nerrische Historien von Marcolpho, Eilenspiegeln, Rollwagen / vnnd dergleichen». (Tenberg s. 195)

1595

Georg Rollenhagen (rektor ved gymnaset i Magdeburg) utgir det parodiske dyreepos Froschmeuseler. Der Frosch und Meuse wunderbare Hoffhaltunge. Her har han et omfattende forord der han blant annet skriver at hans epos «solt etwas mer nutz schaffen / denn vnser weitberümbter Landsman Eulenspiegel / oder auch andere schandbücher». (Sitert etter Tenberg s. 201.)

1635

I en betenkning fra universitetet foreslås det å forby folkeboken om Faust, med trussel om dødsstraff, men det ser ikke ut til at det ble vedtatt noe slikt forbud.

1638

I et åpent brev fra Christian IV forbys salg i kirkene av Uglespeil og andre folkebøker:

Eftersom vi komme i forfaring, hvorledis underskedlige unyttige bøgger og skrifter, som ulspild och deslige, saa och letferdige boeleviser och andre utienlige viser, digt, fabbel, eventyr och ublue kierligheds bøgger endoch i kierkerne paa mange steder udi vore riger Danmark och Norge mange til stor forargelse at selgis, uanset der allene bøgger fald skulle holdis och saadanne skrifter, som til opbyggelse tienne kunde och icke til forargelse och nedbrydelse, daa endog paa ingen steder her udi vore riger bør at lidis letferdige och forargelige bøgger, dog paa det icke allene saadanne ublue skrifter och viser, meden och ald anden fabelverk, ulspild och eventyr af kierker nu først kand vorde afskaffet, ville vi med dette vort obne bref strengeligen och alvorligen alle bogfører, som i begge vore rigger med bøger handle, forbudet hafve, at de icke herefter enten ulspild eller andre sadanne unyttige skrifter udi nogen kierke fal hafver, selger eller afhender. saafremt nogen bogfører sig herimod forbryder, daa skal alle deslige bøgger och letferdige skrifter hannem fratagis och hand efter sin formufve bøde til kierken.

1643

Jens Sørensen Nørnissum advarer ektemenn mot å la hustruen «bruge wtuctige Bolebøger, som Blantzeflor, Persenober, Lucretia, oc andre saadanne letferdige Fabler, huilcke der opvecker onde Tancker oc Begieringer vdi Menniskene til saadanne Wtuctighed, huilcke icke burde at selgis eller omføris, thi de giøre meere ont end got». (Jens Søffrenszøn Nør-Nessom: Speculum Domesticum Spirituale. Det er: En aandelig Husz-Speyel. København 1643, sitert etter Danske Folkebøger XIII 252f)

1648

Søren Terckelsen skriver i fortalen til 2. del av Dend Hyrdinde Astrea: «Hvor om alting er, da er hun [Astrea] udi det ringeste en goed deel bedre, end enten Blantzefloer og Flores, Fincke-Ridderen, Skiønne Magelona, Ugel-Speil, Muncken i Toernebusken, och mange fliere saadanne: Hvilcke der findis hos en hver Bogfører, och snaert udi it hvert Sy-Skrin.» (Sitert etter Danske Folkebøger VII s. 20 (forord)

1650 (før)

Georg Stiernhielm: Hercules, vers 132–137: «Men ther tijden tig blefwe lång, och skulle sig hända,/at en otijdig lust skulle binda tin Hug til at läsa:/Så ware tig befalt then härlige Lärare Naso/i sin Gilliare-konst;/Amadis, Marcolfus, och andre,/som i gemeen äre tryckte på Dansk: Melusina,/Keyser Octavian, Finck Riddare, skön Magelona.» (Sitert etter Danske Folkebøger VII s. 20 (forord)

1726

Reskript (kongelig befaling) av 27. september 1726: «Ingen forargelige og forfængelige Bøger og trykt Tant, saasom St. Peders Rejse, Sybillæ Spaadom, Lucidarius, Skjemt og Alvor, og flere andre deslige Digte, samt forfængelige Viser og Legender maa henføres eller forhandles i Nordlandene, Finnmarken, og Trondhjems Amt, under Confiscation og Straf, som Loven over forargelige Bøgers Forhandling foresiger.» (Nyerup forord s. 25)

 

Albrecht Classen beskriver motstanden mot folkebøkene i sin bok The German Volksbuch slik: «The official calls by city governments, dukes, princes, and kings during the sixteenth and seventeenth centuries to condemn these texts were part of a program to establish censorship and control the population. (...) The fear of popular culture and its literature reinstituted much of this criticism, but such attacks were unsuccessful in eliminating the resilient Volksbuch

 

En del bøker det av forskjellige grunner ikke er naturlig å ta med i en oversikt over folkebøker fra 1500- og 1600-tallet

Bøker som faller utenfor tidsrammen fordi de er trykt senere enn 1699

Div.

Alle Robinsonadene (den bayerske, svenske, tyrkiske, danske etc.

Se Nyerup 1816 s. 218–226.

1703

Allehaande Skæmt og Alvor

Et utdrag av Claus Pors’ Levnets Compas.

1708

Rosanie

 

1710

Lykkens Tumleklode

«For hvem der har mindste Gran af Smag og Følelse for hvad der er sandsynligt, passende og naturlig, er denne flaue Ting uudholdelig at læse. Bonden læser den med Fornøjelse, og rigtig nok maa man tilstaae, at Autor har kjendt Almuens drøje og suffisante Maade at udtrykke sig paa, og naar Bonden da læser slige sine lave Talemaader og Mundheld, saa er han som i et Selskab af Bekjendtere.» (Nyerup s. 232)

Bokens fulle tittel: Lykkens Tumleklode, snart op, snart ned, snart op igjen, eragtet udi en ny og nylig forfattet Historie om en Kongesøn, som efter sin Faders Død antog Kronen og Thronen, derefter kom saa vidt, at han blev en Staldknægt, ja have havde omsider Galgen over Hovedet, som han skulde hænges udi, kom dog lykkelig paa det sidste til kongelig Værdighed igjen. Noget vemodig, dog særdeles fornøjelig at læse og anhøre til Tidsfordriv.

1710

Ærens Tornevej for en Skytte navnlig Bryde

For svensk utg. se Bäckström: Öfversigt s. 141

Prentet i dette Aar.

Lykkens flyvende Fane

«Prentet i dette Aar. Af samme Forfatter (A… T…) som de to foregaaende.»

For svensk utg. se Bäckström: Öfversigt s. 140

1711

Historie om trende Brødre

 

1721

Isabella

 

1724

Uglspils Overmand eller Robertus von Agerkaal

 

 

1724

Don Pedro

Af Poul Pedersen. Boken er skrevet i 1690-årene.

Teksten på tittelbladet lyder:
Kierligheds Endrings og Undrings Speil, Forestillet udi den Spanske HERREMAND DON PEDRO Af GRANADA, Hans Livs og Levnets HISTORIE, Ved PHILEDOR [=Poul Pedersen]

«Mellom 1724 og 1756 kom romanen om Don Pedro i 4 forskjellige utgaver i København. Alle disse er bibliofile rariteteter, bevart i ett eneste eller noen ganske få eksemplarer. Det er da et merkelig hell at vi her i Bergen har bevart to ulike trykk (1. og 3. utgave).» (Godbitarkivet juni 1999)

1726

Richard Whittington

 

1729

Alcimedes

Ingen eksemplarer bevart?

1729

Den til Krig veludmunderede Jyde

 

1729

Almazonte

Var opprinnelig en del av den persiske Robinsonade.

1733

Hertugen af Luxenborg

For svensk utg. se Bäckström: Öfversigt s. 114

1733

Tobaks-Discurser
(Nyerup har Tobaksdiscurser)

«Denne Bog maa være mangfoldige Gange oplagt, da den hørte til gemen Mands kjæreste Læsning.» (Nyerup, s. 263)

1756

Underlige Spørgsmaal

Paulli mener Nyerups årstall 1750 er feil, og hevder at boken kan være trykt allerede i første halvdel av 1500-tallet.

1757

Infaustus og Felix

Forfatter: Johan Jansen Høyer

1770-årene

Molboerne

 

1771

Cyprianus

Trylleformler.
Boken hadde eksistert lenge i håndskrifter før den ble trykt.

1775

Tistrand og Indiana

«Et Vildskud paa Tristan-Romanernes Stamme, en Bearbejdelse af det gamle Stof i orientalsk Rokokosti.» (DF bd. 13 s. 193)
Nyerup nevner ikke denne tittelen i Morskabslæsning, og siden DF ikke nevner Tristrant og Isalde (se 1792), har det ikke lykkes meg å bringe på det rene om 1792-versjonen er et nyopptrykk, eller om det er en helt ny versjon.

1792

Tristrant og Isalde

Nyerup sier om den tyske Tristan (han kjente Augsburg-utgaven fra 1498; førsteutgaven kom 1484) at den «er flau og vandagtig, og ganske har tabt den Naivitet og det poetiske Colorit, som hine Minnesangeres Sprog, Foredrag og Fremstillelse gav den» og så legger han til at den danske utgaven «er endnu meget slettere» (Morskabslæsning s. 119).

u.å.

Svend Tomling

 

u.å.

Historie om en Skomagersvend i Rysland

 

u.å.

Historie om den gavmilde Højbjergs Gubbe

 

u.å.

Hundrede udvalgte lystige Historier

«Af Hilario Sempeterno»

u.å.

Tvende meget lystige Historier

Ingen eksemplarer bevart?

u.å.

De fire Heymonsbørn

Denne mangler hos Nyerup.

 

Dialoger/Skuespill

1597

Vor Herre og St. Peder

 

1637

Doctor Hjelpeløs af Grækenland

Antakeligvis skrevet av Hans Hansen Skonning

 

Viser

1671

En Ridders Søn ved Navn Alexander

 

1692

Mester Hildebrand

Opprinnelig trykt i A.S. Vedels Hundrede Viser (1591)

 

Fabler/Eksempel- og anekdotesamlinger

1555

En Ræffue Bog

(Reineke Rev)
Det eldste tyske trykk (Reinke de Vos) stammer fra 1498. I årene 1531–1600 ble Reinke de Vos utgitt 22 ganger.

1556

Æsop

Oversatt av Christiern Pedersen.
Det eldste tyske trykk (utg. av Heinrich Steinhöwel) stammer fra ca 1477–78.

1559

Tidsfordriv

Forfatter: Michael Lindener

1613

Levnets Compas
Se Melusina

Forfatter: Claus Pors

«En nyttig Hussbog: Kaldis retteligen Leffnetz Compasz / som indeholder mange skøne / victige Lærdomme / Atvarsler oc Paamindelser / som en huer Christen Ven kand rette sit Liff oc Leffnet effter: Er tilsammen skreffuen aff mange atskillige Bøger met smucke Historier formenget / lystig at læse / baade til Lærdom oc Tids fordriffue: Saa at en huer skal vel finde en rette Snor at vandre effter / som haffuer lyst til at leffue retsindelig / dog huer oc en behager sin Vjsz vel: Met stor flijd transfereret oc vdsat aff Tydsken oc paa vort Danske Tungemaal: Aff Claus Porsz / til Øllingxøe. Prentet i Kiøbenhaffn / Hoss Henrich Waldkirch / Aar 1613.»

1618

De gamle Vises Eksempler

 

1625

Joco-Seria eller Skæmt og Alvor

Forfatter: Johannes Pauli.
Tysk tittel: Das Buch von Schimpf und Ernst.

1677

Trehundrede Historier

Består av utdrag av Joco-Seria eller Skæmt og Alvor (se 1625)

Prentet i dette Aar.

Hundrede udvalgte Historier

 

1699

Korsvillig Tidsfordrivere

Mangler hos Nyerup.

 

Didaktikk/ordspråk

1510

Lucidarius

Er utgitt (men med modernisert rettskrivning) av Johannes Knudsen (1909). Finnes som variant i C.J. Brandts utgave fra 1849.

1602

Aandelig Spørsmaals Bog

Kallenavn: «Præstepinen»

1682–88

Peder Syvs Ordsprog

Inneholder 11.300 ordspråk (inklusive en del dubletter)

 

Moraliserende eller satiriske bøker

Mellom
1552 og 1558

Dødedansen

 

1555

Broder Rus

En historie om en djevel som tar seg jobb som kokk i et kloster. Fortellingen er en protestantisk latterliggjøring av klosterlivet.
En svensk utgave på rim fra 1645 (dog med modernisert ortografi) er gjengitt i Svenska folkböcker bd. 5, utg. av Jöran Sahlgren.
Det eldste tyske trykk stammer fra 1488.

1558

Helvedes Badstue

Forfatter: Hans Sachs.

Ifølge Nyerup (s. 211) er denne senere «trykt flere Snese Gange».

Den fulle tittel lyder: Helvedes Badstue, en lystig Historie, hvorledis Djævelen beklager sig, at Helevede vil blive hannem for liden, og leder og søger efter Bygningsmænd den at bygge større, og hvorledes de bade i Helvede. (Nyerup s. 211–212)

1581

Lykkens Hjul

Hans Christensen Sthen

1633

St. Peders trende Døtre

 

 

Andre skjemtebøker

Før 1629

Finkeridderen

For svensk utg. se Bäckström: Öfversigt s. 137

1666

Hvesinge Gildes-Skraa

 

ca. 1670

Beslutning i en Påskeprædiken af en Prædikermunk til Brunsberg

 

Slutten av
1600-tallet

Volle Pæirsens Munkeprædiken

 

1689

Leverrim

Dette er en rekke rim som tar utgangspunkt i innvollen lever (!). Tre eksempler fra kapittelet Geistlige Rim:

Lever! Du haver en meget god Smag –
Guds Søn fik Navn efter ottende Dag.

Lever! Du est ikke af en Brasen –
Christus red ind i Jerusalem paa et Asen.

Lever! Du smager mere besk end sur –
Satan ligger efter os paa lur.

Nyerup anmerker at blandingen av høyt og lavt, den «sammenparrede Andagt og Kortvillighed» er snurrig, men konstaterer at «Hine tiders jævne Enfoldighed har vistnok ikke funden den Forargelse derved, som vi nu omstunder.» (Nyerup s. 288)

 

Spådomsbøker

Før 1509

De femten Tegn før Dommedag

 

1562

Lykke-Bogen

Mangler hos Nyerup.

ca. 1605

Sybillæ Spaadom

 

 

Trolldomshistorier

 

Køge Huskors

 

ca. 1605

Sybillæ Spaadom

 

1699

Besættelsen i Thisted

Utg. av Árni Magnússon

 

Andre kategorier

1510

Jon Præst

Dette er en oversettelse av det såkalte Presbyterbrev, hvor presbyteren Johannes skildrer sitt rike.

1571

Unge Karles og Drenges Spejl

Dette er en oversettelse av Georg Wickram pedagogisk-moraliserende Knabenspiegel fra 1554. Bokens oversetter, Rasmus Hansen Reravius, sier i et forord at boken skal motvirke lesning av folkebøker som fx Uglespeil.

«Ikke et eneste Sted fristes man til at trække paa Smilebaandet.» (Nyerup s. 208)

Den fulle tittel lyder: Unge Karlis og Drengis Spejel. En nyttelig oc lystig Historie om to unge Drenge, den ene en Ridders, den anden en Bondes Søn, udi hvilke to der afmalis, hvor stor Nytte oc Gaffn Studering, Lydighed mod Fader, Moder, oc Tuctemester fører med sig; disligeste hvad Ondt der kommer af Ulydighed, Utuct og onde Selskab. (Nyerup s. 208. Det ser ut til at det er 1656-utgaven han siterer fra.)

1623

Bellum Trojanum

Dette er en oversettelse av Guido de Columnis: Historia destructionis Troiæ.

1630

Alexander Magnus

Dette er en oversettelse av Curtius’ De rebus gestis Alexandri Magni.

1636

Carcel de Amor eller Kærligheds Fængsel

Dette er en oversettelse av en spansk roman (Paulli nevner ingen tittel) av Diego de San Pedro fra 1492.
«En spansk højtravende og kjedsommelig Roman, hvori alle handlende Personer, efter gammel smagløs Skik, har betydende Navne.» (Nyerup s. 149)
Ifølge Nyerup er den også utgitt 1687.

Ukjent

Ivain (Ivan Løveridder)

Ikke trykt før 1869.

Slutten av
1600-tallet

Joris Pines

Forfatter: Henry Nevil

1699

Historie om en Munk og en Bondedreng

Forfatter: Dietrich Albrecht
Eldste bevarte utgave fra 1700-tallet.

 

Et utvalg uttalelser om folkebøkene

1523

Den spanske humanisten Juan Luis Vives polemiserer mot folkebøker. Hans kritikk oversettes til tysk av C. Bruno og utgis i Augsburg i 1544.

1530/35

Martin Luther forsøker å trøste dem som lider av anfektelser, den religiøse melankoli: «Die beste Arznei wider die Anfechtung ist, daß du deine Gedanken davon abwendest, das ist, redest von andern Dingen, von Markolfo, Eulenspiegel und dergleichen lächerlichen Possen, so sich gar nichts zu solchen Händeln weder reimen noch dienen, damit du jener schweren Gedanken vergessest oder haltest dich stracks ans Gebet und einfältig an den Text des Euangelii.» (Luthers Werke, Weimarer Ausgabe. Tischreden. 1, 548; 3–6, sitert etter Tenberg)

1544

«Ander Teyl Des Buchs Schimpff und Ernst, Welches nit weniger kurtzweilig denn Centum Nouella, Esopus, Eulenspiegel, Alte Weise Meyster, unnd alle andere kurtzweilige Bücher / Aber zulernen weißheyt und verstand, weit nützlicher und besserer.»

1562

Hieronymus Rauscher utgir det polemiske (antikatolske) skriftet Papistische Lügen (Regensburg), der han går hardt ut mot diverse folkebøker (Schwanksammlungen), deriblant Eulenspiegel, Marcolfus og Fortunatus. Disse bøkene, mener han, er forkastelige og ukristelige. Rauschers skrift blir få måneder etter utgivelsen kritisert av Johannes Albrecht.

1563

Johannes Albrecht: Widerlegung der Vnchristlichen bekandtnusz, deren die sich nennen diener des Euangelij / in der Kirchen zu Regensburg, lngolstadt. Kraftig (prokatolsk) kritikk av Hieronymus Rauschers Papistische Lügen. Albrecht går enda lenger enn Rauscher i sin fordømmelse av folkebøkene.
Reinhard Tenberg: «Der Schwankzyklus wird nicht aufgrund einer theologischen Doktrin abgelehnt, sondern wegen seines inneren Konfliktpotentials, seiner irrationalen, volkssprachlichen Kritik an den bestehenden gesellschaftlichen Verhältnissen und der schonungslosen Darstellung gravierende Mißverhältnisse.» (s. 163)

1569

Wlenspiegel, apud Joannem van Ghele, sine privilegio et anno står på en liste over forbudte bøker i Antwerpen (Index librorum prohibitorum).
Bakgrunnen for forbudet er at van Ghelens trykkeri hadde trykt en Eulenspiegel-bok uten privilegium. Reinhard Tenberg toner ned det dramatiske ved dette forbudet:
«Die Buchzensur übte auf den Druck des Eulenspiegel-Buches im deutschen Sprachgebiet keinen nennenswerten Einfluß aus. Unter Berücksichtigung der relativ hohen Zahl verkaufter Eulenspiegel-Exemplare auch in den katholischen Zentren Deutschlands sollte ein mögliches Verbot seitens der Kirche nicht überwertet werden.» (s. 174)

1569

Erkehertug Ferdinand II av Tyrol utnevner 20.9.1569 en kommisjon som får i oppgave å finne og konfiskere kjetterske bøker i Kitzbühel, Rattenberg og Kufstein. I disse bokfortegnelsene finnes flere Eulenspiegel-bøker.

1573

Wilhelm Sarcerius: Geistlicher Herbarius oder Kreuterbuch, Frankfurt am Main. Sarcerius mener i motsetning til Luther at den underholdende «Schwankbuch» ikke er et egnet middel mot sorg, anfektelser og melankoli. Han sammenlikner Eulenspiegel-boken med verdslige laster.

1578

Hans Christensen Sthen klager over at mange ikke får tid til å gå i kirken fordi de leser «wnyttige Narrebøger oc skarns løsactige Fabeler oc snack, de der mere tien ad destructionem pietatis & honestatis quam ad edificationem, til alle Gudeligheds oc Høffueskheds eller gode Seders nedbrydelse oc forderffuelse, end til opbyggelse oc forbedring». (Hans Christensen [Sthen] Roskildensis: En liden Haandbog)

1582

Fra fortalen til Hans Thommissøns danske Salmebok, trykt i København: «Men wi see nu (dis wer) at mange naar de skulle vandre enten til Land eller Vand, da kiøbe sig Ugelspegels Historie, Sigismunda, Roluagen oc Hvilebøger, som de kalde, oc andet saadant Gieckeri, aff huilcke Ungdommen lærer ickon all Løsactighed, item hine wgudelige bedragelige Planete Bøger, som er ickon ret Bedrageri oc Guds bespaatelse ...»

1589

Moses Pflacher (luthersk geistlig fra Kempten, død 1589): Liber I Samuelis. Christliche vnd Lehrhaffte Erklerung / des ersten Buchs Samuelis. In Hundert vnd vier Predigten. Leipzig 1604. Pflacher går hardt ut mot «die Böse Nerrische Historien von Marcolpho, Eilenspiegeln, Rollwagen / vnnd dergleichen». (Tenberg s. 195)

1595

Georg Rollenhagen (rektor ved gymnaset i Magdeburg) utgir det parodiske dyreepos Froschmeuseler. Der Frosch und Meuse wunderbare Hoffhaltunge. Her har han et omfattende forord der han blant annet skriver at hans epos «solt etwas mer nutz schaffen / denn vnser weitberümbter Landsman Eulenspiegel / oder auch andere schandbücher». (Sitert etter Tenberg s. 201.)

1635

I en betenkning fra universitetet foreslås det å forby folkeboken om Faust, med trussel om dødsstraff, men det ser ikke ut til at det ble vedtatt noe slikt forbud.

1638

I et åpent brev fra Christian IV forbys salg i kirkene av Uglespeil og andre folkebøker:

Eftersom vi komme i forfaring, hvorledis underskedlige unyttige bøgger og skrifter, som ulspild och deslige, saa och letferdige boeleviser och andre utienlige viser, digt, fabbel, eventyr och ublue kierligheds bøgger endoch i kierkerne paa mange steder udi vore riger Danmark och Norge mange til stor forargelse at selgis, uanset der allene bøgger fald skulle holdis och saadanne skrifter, som til opbyggelse tienne kunde och icke til forargelse och nedbrydelse, daa endog paa ingen steder her udi vore riger bør at lidis letferdige och forargelige bøgger, dog paa det icke allene saadanne ublue skrifter och viser, meden och ald anden fabelverk, ulspild och eventyr af kierker nu først kand vorde afskaffet, ville vi med dette vort obne bref strengeligen och alvorligen alle bogfører, som i begge vore rigger med bøger handle, forbudet hafve, at de icke herefter enten ulspild eller andre sadanne unyttige skrifter udi nogen kierke fal hafver, selger eller afhender. saafremt nogen bogfører sig herimod forbryder, daa skal alle deslige bøgger och letferdige skrifter hannem fratagis och hand efter sin formufve bøde til kierken.

1643

Jens Sørensen Nørnissum advarer ektemenn mot å la hustruen «bruge wtuctige Bolebøger, som Blantzeflor, Persenober, Lucretia, oc andre saadanne letferdige Fabler, huilcke der opvecker onde Tancker oc Begieringer vdi Menniskene til saadanne Wtuctighed, huilcke icke burde at selgis eller omføris, thi de giøre meere ont end got». (Jens Søffrenszøn Nør-Nessom: Speculum Domesticum Spirituale. Det er: En aandelig Husz-Speyel. København 1643, sitert etter Danske Folkebøger XIII 252f)

1648

Søren Terckelsen skriver i fortalen til 2. del av Dend Hyrdinde Astrea: «Hvor om alting er, da er hun [Astrea] udi det ringeste en goed deel bedre, end enten Blantzefloer og Flores, Fincke-Ridderen, Skiønne Magelona, Ugel-Speil, Muncken i Toernebusken, och mange fliere saadanne: Hvilcke der findis hos en hver Bogfører, och snaert udi it hvert Sy-Skrin.» (Sitert etter Danske Folkebøger VII s. 20 (forord)

1650 (før)

Georg Stiernhielm: Hercules, vers 132–137: «Men ther tijden tig blefwe lång, och skulle sig hända,/at en otijdig lust skulle binda tin Hug til at läsa:/Så ware tig befalt then härlige Lärare Naso/i sin Gilliare-konst;/Amadis, Marcolfus, och andre,/som i gemeen äre tryckte på Dansk: Melusina,/Keyser Octavian, Finck Riddare, skön Magelona.» (Sitert etter Danske Folkebøger VII s. 20 (forord)

1726

Reskript (kongelig befaling) av 27. september 1726: «Ingen forargelige og forfængelige Bøger og trykt Tant, saasom St. Peders Rejse, Sybillæ Spaadom, Lucidarius, Skjemt og Alvor, og flere andre deslige Digte, samt forfængelige Viser og Legender maa henføres eller forhandles i Nordlandene, Finnmarken, og Trondhjems Amt, under Confiscation og Straf, som Loven over forargelige Bøgers Forhandling foresiger.» (Nyerup forord s. 25)

 

Albrecht Classen beskriver motstanden mot folkebøkene i sin bok The German Volksbuch slik: «The official calls by city governments, dukes, princes, and kings during the sixteenth and seventeenth centuries to condemn these texts were part of a program to establish censorship and control the population. (...) The fear of popular culture and its literature reinstituted much of this criticism, but such attacks were unsuccessful in eliminating the resilient Volksbuch

 

Antall utgivelser av et utvalg tyske folkebøker

Forfatter/tittel

Utgitt første
gang

1471–
80

1481–
1500

1501–
20

1521–
30

1531–
50

1531–
50

Heinrich Steinhöwel: Griseldis

1471

10

4

2

1

5

5

Heinrich Steinhöwel: Apollonius

1471

3

3

2

1

1

3

Die sieben weisen Meister

1473

4

10

5

14

15

Thüring von Ringoltingen: Melusine

1474

10

6

3

6

9

Heinrich Steinhöwel: Aesop

ca. 1477/78

3

13

3

1

6

11

Salomon und Markolf

1482

 

8

5

1

6

Tristrant und Isalde

1484

 

2

1

2

9

Bruder Rausch

ca. 1488

 

2

7

1

4

Reinke de Vos

1498

 

1

2

7

15

Fortunatus

1509

 

 

2

1

8

14

Hermann Bote: Eulenspiegel

1510–11

 

 

4

14

12

Johannes Pauli: Schimpf und Ernst

1522

 

 

 

3

23

17

Veit Warbeck: Magelone

1535

 

 

 

 

12

8

Wilhelm Salzmann: Kaiser Oktavian

1535

 

 

 

 

6

7

 

Tabellen bygger på en mer omfattende oversikt i Michael Giesecke: Der Buchdruck in der frühen Neuzeit s. 300–301.

Det påfallende lave antall utgivelser i årene 1521–30 må henge sammen med de religiøse omveltningene som skjedde med så stor intensitet i disse årene og årene før og etter. «Die lutherische Pause» har en forsker (Wolfgang Stammler) kalt perioden mellom 1515 og 1536 (se A. Classen: The German Volksbuch s. 58f).

 

Bokhandleren Michael Harders oversikt over solgte bøker på Frankfurt-messen i 1569

Frankfurt-bokhandleren Michael Harder førte i 1569 opp en oversikt over antall bøker han hadde solgt på bokmarkedet samme år. I listen nedenfor er valgt ut de bøkene som har størst interesse for leserne av de danske folkebøker. Hele listen finnes i Albrecht Classen: The German Volksbuch s. 24.

Forfatter/tittel

Ant. solgte eks.

Die sieben weisen Meister

233

Johannes Pauli: Schimpf und Ernst

202

Fortunatus

196

Veit Warbeck: Magelone

176

Thüring von Ringoltingen: Melusine

158

Wilhelm Salzmann: Kaiser Oktavian

135

Heinrich Steinhöwel: Apollonius

85

Hermann Bote: Eulenspiegel

77

Elucidarius

70

Tristan und Isolde

56

Salomon und Markolf

32

 

Av folkebøkene som utkom før 1550, hadde hele 154 folioformat; 94 utkom i kvartformat og 19 i oktav. Dette forteller at det i vesentlig grad var aristokratiet og overklasseborgerne som hadde råd til disse bøkene.

 

Kilder:
Michael Giesecke: Der Buchdruck in der frühen Neuzeit. Eine historische Fallstudie über die Durchsetzung neuer Informations- und Kommunikationstechnologien. Frankfurt am Main 1991.
Albrecht Classen: The German Volksbuch. A Critical History of a Late-Medieval Genre. U.st. 1995.

 

 

 

Om folkebøkene

Den evige jøde

De syv vise mestre

Till Uglespeil

Fortunatus

Melusina

Marcolfus

Kong Appolonius

Griseldis og En doktors datter

Keiser Octavian

Faust

Judas

Pilatus

Broder Rus

 

 

Noen kilder

R. Paulli: Folkebøgernes Historie. I Danske Folkebøger bd. 13

Rasmus Nyerup: Almindelig Morskabslæsning i Danmark og Norge igjennem Aarhundreder, utgitt på Andreas Seidelins Forlag i København 1816.

P.O. Bäckström: Svenska folkböcker. Sagor, legender och äfventyr, efter äldre upplagor och andra källor utgifne, jemte öfversigt af svensk folkläsning från äldre till närvarande tid. 1-2 (oversikten er i bd. 2). Stockholm 1845-48. Tryckt hos L.J. Hjerta.

Michael Giesecke: Der Buchdruck in der frühen Neuzeit. Eine historische Fallstudie über die Durchsetzung neuer Informations- und Kommunikationstechnologien. Frankfurt am Main 1991.

Reinhard Tenberg: Die deutsche Till Eulenspiegel-Rezeption bis zum Ende des 16. Jahrhunderts, Würzburg 1996. Verlag Königshausen & Neumann.

Godbitarkivet til Universitetet i Bergen.

Verdens litteraturhistorie (red. H. Hertel), norsk utgave, bd. 3.

Albrecht Classen: The German Volksbuch. A Critical History of a Late-Medieval Genre. U.st. 1995.

Lucidarius – En Folkebog fra Middelalderen. Utg. av Johannes Knudsen. Kbh 1909.

Historia von D. Johann Fausten (Kritische Ausgabe). Utg. av Stephan Füssel og Hans Joachim Kreutzer. Reclams Universal-Bibliothek 1999.

 

 

Til toppen av siden