De syv vise Mestre

Romanen De syv vise Mestre er en av de beste og mest interessante av folkebøkene. Den ble første gang utgitt på dansk i ca. 1571–75. Den første svenske utgaven, The siw wijse mestare, kom i 1642. Den første tyske utgaven kom allerede 1470.

Det er en såkalt skufferoman bestående av et rammeverk – rammefortellingen – med tilhørende skuffer – de 14 egentlige fortellingene. Rammefortellingen er der bare for de andre fortellingenes skyld. Den går i korthet ut på at keiserens sønn, Diocletianus, avslår å ligge med stemora. Som en følge av dette blir han dømt til døden for voldtektsforsøk (!). Så forteller den onde stemora og de sju vismennene historier til keiseren som henholdsvis skal underbygge henging og frikjennelse.

Den danske teksten som er gjengitt i Danske Folkebøger bd. 2, er hentet fra 1591-utgaven. Det er en oversettelse av et ukjent tysk forelegg. Vi vet ikke når romanen er blitt oversatt eller hvem som har oversatt den, bare at det er en «’Forlagsforfatter’, en anonym Bogmager for en Bogtrykker eller en Bogfører». Hans «Ordvalg er gennemgående jevnt godt dansk, og hans Ordføjning ikke mere ubehjælpsom end sædvanligt i Tidsalderen». (Sitater fra J.P. Jacobsens forord i Danske Folkebøger bd. 2.)

Om romanen har et orientalsk opphav eller ikke, strides de lærde. Noen av fortellingene i romanen synes utvilsomt å ha røtter utenfor Europa, men det er også tenkelig at europeiske sjonglører har bidratt. På et eller annet tidspunkt må en munk eller geistlig ha samlet fortellestoffet og tilpasset det kirkens politikk.

De syv vise Mestre (1591) – den danske folkebokutgavens struktur i stikkord

I versaler står den latinske tittelen.
Foran hver synopsis står sidehenvisning til utgaven i Danske Folkebøger, bd. 2

 

 

Fortelling brukt som argument for å drepe Diocletianus, fortalt av keiserinnen (den onde stemoren)

Fortelling brukt som argument mot å drepe Diocletianus, fortalt av de vise mestrene

 

 

 

1

ARBOR

26: Fortellingen om det store treet som dør fordi eieren bare tenker på det lille treet. Hogger ned det gamle for at det lille skal få vokse frem, men begge trærne dør.

CANIS

32: Vismannen Bancillas fortelling om hunden som redder barnet i vuggen fra den «wrene Orm», men blir halshogd allikevel.

2

APER

45: Fortellingen om villsvinet som «vaar saa ond / at hand bed dem alle ihiel som i skoffuen ginge». Den listige fårehyrden (Diocletianus som tar makten fra keiseren) lurer villsvinet og dreper det, får kongsdattera, og blir konge når kongen dør.

PUTEUS

51: Vismannen Lentulus forteller om den utro unge kvinnen som lurer mannen, slik at han blir stående utenfor døren etter portforbudet når vekterne kommer. Han blir halshogd.

3

GAZA

60: En ridder sløser og må stjele fra keiserens skattetårn for ikke å påføre sønnen skam. Blir fanget i tårnet. Sønnen halshogger ham for at han ikke skal bli gjenkjent. (Når man sleper kroppen hans gjennom byen for å få lokket frem en tilståelse, begynner søstrene å gråte. Sønnen skjærer seg i beinet og får øvrigheten til å tro at det var ham de gråt over.)
Typenummeret i Aarne-Thompsons eventyrklassifisering er 950.
Les teksten.

AVIS

65: Vismannen Cato forteller om en skjære som alltid forteller sannheten til sin herre, bl.a. om konas utroskap, men som allikevel blir drept fordi kona overbeviser mannen om at skjæra lyver.

Les teksten.

Liket slepes gjennom gatene
Tresnitt fra den tyske 1482-utgaven.

Skjæren som taler sant
Tresnitt fra den tyske 1482-utgaven.

4

SAPIENTES

75: Sju falske rådgivere («Mestre») gjør keiseren blind når han ikke er i palasset sitt. Trollmannen Merlin forteller at keiseren må fjerne de sju brønnene under senga. (Brønnene er sønnen og hans sju vise læremestere.)

TENTAMINA

85: Vismannen Valdach forteller om kvinnen som ønsker å være utro med presten fordi mannen hennes ikke duger i senga. Moren hennes får henne dog først til å sette ektemannen på prøve, se om han kan tilgi henne når hun 1. hugger yndlingstreet hans 2. dreper hunden hans 3 river av en duk under et stort selskap. Han tilgir henne alt. Klimakset i fortellingen er når mannen årelater kona i en scene av nesten torturkarakter. Kona blir ham tro. Moral: Vær på vakt overfor kvinner!

5

???

99: Keiseren lar seg forføre av tre riddere som vil ødelegge hans magiske tårn fordi han vil ha en skatt som de tre sier befinner seg under tårnet.

MEDICUS

109: Vismannen Josephus forteller om da Hippokrates drepte eleven Galen i en urtehage (med kniv) fordi han følte at eleven begynte å bli bedre enn ham. Når Hippokrates blir dødssyk, er det bare Galen som kunne ha helbredet ham. Nå dør han dog, angrende.

6

ROMA

115: Om den «wrene» keiser (senere kalles han konge!) som vil stjele Paulus' og St. Peters lik fra Roma. Skremmes av den 7. vise mannen. Han kler seg ut i en drakt med påfuglfjær og svelger et glødende sverd. Nesten hele hæren blir drept.

Moral: Se hva vise mann kan gjøre.

???

125: Cleophas forteller om ridderen og kona som dreper tre riddere for pengenes skyld - de får sin straff.

7

INCLUSA

132: En ridder lurer kongen til å la ham få gifte seg med dronningen og reise bort med henne.

Finnes hos Saxo (Erik den målspakes saga)

VIDUA

145: Vismannen Joachim forteller: En ridder dør når han ser kona blø (!). På gravlunden parterer hun ektemannens lik for å redde en «foged» fra å bli henrettet fordi han ikke passet på en tyv i galgen.

 

 

VATICINIUM

Diocletianus' fortelling:

En gutt som skjønner fuglenes språk, får et forvarsel om at foreldrene hans skal bli hans tjenere. Dette provoserer dem så sterk at de kaster gutten i havet. Forvarselet går imidlertid i oppfyllelse. Innskutt i denne fortellingen er fortellingen om vennskapet mellom Loduig og Alexander.

Kronologisk oversikt over utgaver av De syv vise mestre

Årstall med * foran viser til utgaver som bare kjennes av omtale

 

1571–75

De siu vise Mestere (...) om Quinders wtroskaff.
Sannsynlig boktrykker: Matz Vingaard
Dette er et fragment som består av fire upaginerte blad i oktav.

Finnes i Universitetsbiblioteket i Uppsala.

I 1577 bruker Matz Vingaard en «forgrovet og forvansket Kopi af det Træsnit, der findes paa Fragmentets Blad 17v» på tittelbladet av En ny Vise Om huess straff Druckenskab oc Frodseri fører met sig.

Merk at trykkeåret 1577, som står i bibliografien (Danske Folkebøger bd. 2, s 231) er blitt rettet i supplementet (bd. 13, s. 148)

1591

Keyser Pontiani historie met hans Søn Diocletiano / Lystig at Læse / imod Quindernis wtroskaff.
Defekt trykk uten tittelblad.
Trykt i Rostock. Boktrykker Stephan Møllmand
«Prentet i Rostock aff Stephan Møllmand / in [sic] bekostning Laurentz Albrecht / Børger [sic] oc Bockfører i Lübeck.»
Jf. Kong Appolonius.
Kgl. Bibliotek i Stockholm.

Denne utgaven ligger til grunn for teksten i Danske Folkebøger bd. 2. Les to av historiene fra folkeboken om de ssju vise mestere.

*1602

Trykt i Helsingør.
Sannsynlig boktrykker: Peder Huæn.
I Acta Consistorii for 14. august 1602 står følgende: «Ein bogh som ein borgere y helsingør haffde transferet wedt naffn de 7. wise mester, bleff samtÿckt att maatte tryckes.» R. Paulli, som har laget bibliografien i Danske Folkebøger bd. 2, mener at boken «næppe [har] været indsendt til Censur, medmindre Trykningen var sikret»

*1661

«I Catalogus Bibliothecæ Johannis Bircherodii Episcopi Diæceseos Aalburgensis . Hafn. 1709 anføres s. 112 som Nr. 420 blandt Oktaverne et Samlingsbind bestaaende af Folkebøger, af hvilke Nr. 2 bærer Titelen: de 7 Viise Mestere af Græchenland. 1661.»

*1663

Trykt i København.
Denne utgaven kjennes fra tre sitater.

*1673

I Bibliotheca Langebekiana. Hafn. 1977 anføres s. 488 som nr. 267 blant oktavene: «De siu vise Mestere, Kh. 1673».

1700

En Skiøn Historie | Om de | Syv Vjse Mestere.

Det Kongelige Bibliotek i København.
Tresnittene i denne utgaven er også brukt i 1709-utgaven.

*1707

Trykt i København.
I en fortegnelse over bøker som tilhører Niels Simonsen Munchs arvinger (1787) finnes: De 7 vise Mestere

1709

Det kongelige bibliotek i Berlin
En skiøn Historie | Om de | Syv viise Mestere.
Har samme tresnitt som 1700-utgaven.

1733

Det Kongelige Bibliotek i København.
En skiøn Historie | Om de | Syv viise Mestere.

*1747

1755

Trykt i København

Det Kongelige Bibliotek i København.
En skiøn Historie | Om de | Syv viise Mestere.

1784

Trykt i København «hos H.J. Graae, boende i Knabroestræde No. 70».
Det Kongelige Bibliotek i København.
Bruker de samme tresnitt som 1733- og 1755-utgavene.

Uten år

Det Kongelige Bibliotek i København.
«Trykt i dette Aar.»

1799

Det Kongelige Bibliotek i København.
Fragment.
I bibliografien i Danske Folkebøger bd. 2 s. 238 oppført som nr. 12 uten år. Rettelsen står i supplementet til bibliografien.

 

To historier fra De syv vise Mestre

Her presenteres et tekstutdrag av De syv vise Mestre. Teksten er hentet fra den danske utgaven fra 1591 (se for øvrig bibliografi) slik den er gjengitt i Danske Folkebøger bd. 2 (utg. av J.P. Jacobsen), s. 58–74 (sidehenvisningene i teksten viser til denne utgaven). Tresnittene, som opprinnelig er i svart-hvitt, er også fra 1591-utgaven.

Det første eventyret fortelles av den onde dronningen (den dødsdømtes stemor), og er ment å støtte hennes ønske om at stesønnen skal henges (moralen er at det ikke er grenser for hvor fordervet sønner kan være). Det andre eventyret fortelles av en av de vise menn, som har vært den dødsdømtes lærer. Han forsvarer gutten ved å fortelle et eventyr om mannen som henrettet sin santtalende skjære fordi han ble lurt av sin utro hustru.

Historien om gutten som måtte hogge hodet av far sin
Historien om skjæra som ble drept til tross for at den sa sannheten


Her riffuer Keyserinden atter hendis Klæder / Den tid hun hørde at Keyserens Søn vaar icke end da Død.
Hysterisk dronningDEn tid Keyserinden fornam oc hørde / at Keyserens Søn vaar icke død / da gick hun vd i sit Kammer / oc gred reff sig selff / oc robte høit. Ach Gud at ieg nogen tid vaar fød at ieg skal lide saadan forsmædelse / oc der skal / ingen straff komme effter / Som Keyseren fornam det / gick hand til hende oc sagde / Min alsomkieriste Høstru / sig mig hui est du saa sorgefuld? giør icke saa / thi ieg haffuer dig megit kier. Hun [s. 59] sagde / Herre / haffde ieg eder icke saa kier / ieg passede icke megit paa den forsmædelse som mig er giort. Men den store kærlighed giør mig sorgefuld / dog veed ieg det vel / om det toge en ond ende met eder / da er min Fader saa mectig at hand kunde vel giøre mig rig igien. Keyseren sagde / Gud beuare oss for wlycke / du skalt icke saadant sette dig faare / i dit Hierte. Keyserinden sagde / Gud giffue i maatte lenge leffuet / ieg frycter der faare at eder skeer / som i fordom tid skede en Ridder / met sin Søn den som hand haffde saa kier / før end hand vilde at hand skulde bliffue beskemet / da lod hand hugge sit Hoffuit aff / Keyseren [s. 60] sagde / kiere Høstru sig mig det / hun sagde / det giør ieg gierne.

Keyserindens det tredie Effuentyr.
I fordom tid vaar en megit hofferdig Ridder i Rom / hand haffde en Søn oc to Døtter / hand brugede megen Tornering / saa at hand miste der offuer alt sit Gods i verdslig loff. Paa samme tid vaar ocsaa en Keyser i Rom / hand het Octauianus / hand offuer gick mange met Guld / thi hand haffde saa megit / at hand fylte it Taarn der met oc skickede en Ridder der til som det skulde vocte / Siden begynte hand at Taarnere oc StingeSom nu Ridderen [s. 61] haffde forspilt sit gods met Taarnering oc wnyttelig handel / oc bleff hand saa fatig / at hand vilde selge bort sit Arff oc Eye / oc kallede sin Søn til sig / oc sagde / Min kiere Søn / du skalt vide / at ieg er fattig oc mig trenger / der faare nødis ieg nu til at selge bort mit Arff oc Eye / giør ieg det / da est du oc dine Systre forderffuede / Sønnen suarede sin Fader oc sagde / Fader det er gaat / at du beraader dig her vdi / saa at du kant leffue erlig / at du icke selger bort dit arff oc Eye / oc vort Arffuegodz. Ridderen sagde / ieg veed gode raad / Keyseren haffuer it Taarn fult met Guld did ville wi gaa om en nat / oc giøre it hul igennem Taarnit / oc tage Guldit der vd / saa wi haffue nock / Sønnen sagde / Fader her er gaat at giøre met / Thi der er bedre wi tage aff Keyserens skat / som dog er Rig nock paa all ting / end wi selge vort Arff oc Eye bort. Siden ginge de til Taarnit om Natten / oc brøde der it hul igennem / oc toge aff Guldskatten / saa megit de kunde bære / at Ridderen betalede sin gield. Siden begynte hand at Taarnere oc Stinge som hand giorde tilforne. Der effter om Morgenen gick Ridderen (som skulde tage vare paa Taarnit) ind i Taarnit / oc der hand fick hullit at see / saa at der var megit [s. 62] Guld bort tagit / gick hand til Keyseren oc gaff hannem det tilkiende / Oc sagde Hannem at Guldit vaar borte / Keyseren sagde / Hui siger du mig det / haffuer ieg icke sæt dig der til / at du skalt vocte mig det? Du skalt staa mig til rette for Skatten. Som Ridderen / der Taarnit voctede / hørde disse Ord aff Keyseren / gick hand strax i Taarnit / oc groff it hul i Iorden / under det hun som vaar i Muren / oc satte en Kedel subtilig der vdi / at om nogen vilde krybe der ind / saa hand kunde falde i Kedelen / oc icke kunde komme der ud igen. Siden begynte Ridderen atter at bliffue fattig oc hans Gods begynte at formindske sig / da gick hand til sin Søn / som hand giorde tilforne / oc sagde til hannem / Min kiere Søn / ieg haffuer atter fortærit mit Gods / oc er nu Fattig. Da sagde hans Søn / wi ville gaa til Taarnit som wi før giorde / oc tage nock aff Skatten / oc betale vor giel / saa wi kunde beholde vort Arffuegods. Om en nat stode de op / oc ginge til Taarnit / oc hans Fader gick først igennem hullit / oc falt i Kedelen indtil Halsbenit / som var sæt i Iorden vnder Hullit. Som hand fornam det / sagde hand til sin Søn / O min kiere Søn du skalt icke komme til mig. Thi ginge du til mig / da bleffue [s. 63] du saa vel borte som ieg. Sønen sagde / Fader ieg vil forsøget om ieg kand hielpe dig / Thi finde de dig / da sla de os alle sammen ihiel. Faderen sagde / Gud forbiude det / at de skulde faa at vide huo ieg er / Der faare drag dit suerd vd / oc hug mit Hoffuit aff mig. Thi naar de finde mig foruden Hoffuit / Da kand ingen kende mig. Sønen sagde / dit raad vare vel gaat / Men det er suart at giøre / Da drog hand sit Suerd vd / oc hug sin Faders Hoffuit aff / oc kastede det i en hule / oc gick strax bort / oc sagde det for sine Søstre / Huorledis hannem vaar gangit i haand. Som Søstrene hørde det / begrede de deris Fader met stor klagemaal. Siden gick Ridderen som vaar Taarnuecteren vdi Taarnit / oc fant der it Menniske i Kedelen / det tycktis hannem at vere megit vnderligt / gick bort oc sagde det faar Keyseren.
Tag den Døde Krop ...    Som Keyseren fick den vnderlige Tidende at høre / forundrede hand sig der paa / oc sagde til Vecteren / Tag den Døde Krop / oc bint hannem veed en Hesterumpe / oc sleff hannem igennem Staden / oc vdi huilckit huss som du hører raab oc graad vdi / tag dem alle sammen der vd / oc affliffue dem / thi hand haffuer verit der Hosbonde i samme huss / Riddderen hand giorde lige [s. 64] saa / oc der de slæffuede Kroppen frem for hans huss / oc hans Døtter finge det at see / robte de oc bitterlig beklagede deris Fader / oc som deris broder hørde sine Søsters raab / hug hand sig selff it stort Saar i sin Fod / saa der løff suarlige megit Blod aff hannem. Som Keyserens Folck finge at høre deris raab i Husit / Da lode de Kroppen ligge oc ginge der ind / oc spurde dem Huor faar det raab skede. Sønnen sagde / kiere venner / ieg haffuer huggit mig i mit Been / der faare skrege oc raabte mine Søstre / seer her paa Saarit / at i kunde fornemme sandingen. Som tienerne finge Saarit at see da trode de dem / oc ginge saa bort oc hengde Kroppen vdi Galien / der hengde hand i lang tid / at hans Søn vilde icke begraffue hannem.
    Siden sagde Keyserinden / HERre haffue i fornummit / huad ieg haffuer sagdt eder? Keyseren sagde / Ia vel / Da sagde hun / Herre ieg frycter der faare eder skeer oc saa met eders Søn / end dog at Ridderen gick først igennem hullit til at stielle / for sin Søn skyld / oc bad hannem siden hugge hans Hoffuit aff / paa det at hans Søn skulde icke bliffue beskemmit / siden kaste hand sin Faders Hoffuit i en hule / oc vilde icke begraffue det / lodt ocsaa hans Krop bliffue hengendis [s. 65] vdi Galien / det giorde hand for rædsel skyld / at hand skulde icke bliffue bedrøffuit / Lyge saa arbeyde i Dag oc nat der paa / at i kunde ophøyge eders Søn i ære oc met Gods rig giøre / men ieg siger eder foruden alt tuiffel / i arbeyde paa eders egen skam oc last / thi raaer ieg eder / at i lade hannem affliffuis før end eder skeer nogit ont aff hannem. Keyseren sagde / i sandhed siger ieg dig at du haffuer sagt mig it megit smuct Effuentyr. Ridderens søn hand vaar ond oc wsalig / at hand icke vilde begraffue sin Faders Hoffuit / men kaste det bort paa en øde sted / end dog Faderen giorde det faar sin Søns skyld / at hand beholt sit Arff oc Eye.

Her føre de Keyserens eniste Søn til Galien den tredie gang / Oc huorledis den tredie Mester Cato frelste hannem.
Så gjør vi så når til henging vi gårDA sagde Keyseren / foruden all tuil aldrig giør søn min saa veed mig / oc bød sine Tiennere at ledde hannem vd til Galien / oc henge hannem / det skede / som de lidde hannem igenem Staden / da robte folckit met en høy røst acter nu her paa / Keyserens eniste søn bliffuer nu atter led til Døden / Oc ved de saa lidde hannem møtte [s. 66] dem den tredie Mester Cato / som red paa en Hest / oc som Keyserens Søn fick hannem at see / neygede hand faar hannem met sit Hoffuit / som hand vilde sige / Kom mig ihu naar du kommer for min Fader Keyseren / Mesteren sagde til dem som hannem lidde / Kiere venner haster icke saa megit / Thi ieg haabis til at hielpe hannem. Da sagde Folckit / O verdige Mestere skynder eder snart / oc kommer hannem til hielp. Oc hand hastede sig strax for Keyserens Pallatz / falt paa knæ for hannem oc helsede hannem. Da sagde Keyseren dig skee aldrig gaat. Mesteren sagde Herre / ieg haffde [s. 67] tenckt ieg skulde haffue faat gaffuer aff eder / naar ieg komme til eder / oc icke høre eders wgunst. Keyseren sagde / som i haffue tient / saa skal eder oc saa bliffue lønt. Mesteren sagde / huad ont haffuer ieg giort / eller huad hafuer ieg fortient? Keyseren sagde / en skendelig død haffuer du fortient / Thi ieg haffuer befalit dig oc dine Staalbrødre min søn som kunde vel tale / men nu er hand blefuen en Dumme. Oc saa det som megit verre er hand vilde haffue beskemmit min Høstru / der faare skal hand dø oc i met hannem. Mesteren sagde / Herre i sige at eders Søn er bliffuen en Dumme / der haffuer Gud at bestille met. Thi ingen Dumme haffue wi giort aff hannem / Gud kand giøre baade Dumme Talende / oc dem som intet høre kand / kand han giffue deris hørelse / naar hand vil. Oc som i sige / at hand vilde beskemmit eders Høstru / det kand ieg aldrig tro / thi ieg vilde gierne vide / om der vaar it Creatur vnder Himmelen / som det haffde seet / thi mand finder vel saa ont it Menniske / hues ondskaff mand kand huercken met list eller lempe forfare / oc det samme vil ieg forklare eder met en lignelse eller it Effuentyr / som besinderlig er i Quinde folck som haffue saare megen lyst. Thi ville i lade eders [s. 68] Søn bliffue død for eders Høstruis ord skyld / da skeer det met eder / lige som det hende sig en gang en Borgere met sin Høstru / oc met en Skade som hand haffde megit kier / thi hand sagde hannem megit wtroskab om hans Høstru. Keyseren sagde: Mester siger mig det Effuentyr / Huorledis det gick til met Skaden / Mesteren sagde / Herre det giør ieg icke / wden i giffue først befalning der paa / at kalde eders Søn tilbage igen / da vil ieg sige eder det / Naar i haffue det hørt / saa giører met eders søn huad i ville. Keyseren bad dem legge sin Søn i Fengsel. Oc Mesteren talede saa.

Den tredie Mesters Effuentyr Cato / om en Skade som sagde sin Hosbonde / at der gick it Boelskaff til hans Høstru.
DEr vaar en Borger i en Stad / hand haffde en skade / den haffde hand saa kier / at hand lærde hannem huer dag at tale Hebraiske / ind til hand kunde vel tale det / oc huad som skaden enten hørde eller saa sagde hand det / for sin Hosbonde. Oc den samme Borgere fick sig en vng Høstru / hun var megit deylig / men dog haffde hun sin mand icke megit kier / som mand end nu finder mange aff saadanne / thi hand [s. 69] kunde intet skempte met hende om natten i Sengen / der faare fick hun en anden kier / oc naar hendis mand red aff Staden / da sende hun strax bud effter sit Boelskaff / at hand skulde soffue hoss hende den nat / oc naar skaden fick det at see / sagde hand det faar sin Hosbonde / naar hand kom hiem. Borgeren straffede hende offte der faare / der til suarede hun hannem oc sagde. Altid tror du din skade / oc saa leng at hand liuffuer / forligis vi aldrig vel. Hand sagde skaden kand intet liuffue faar mig / thi det at hand seer oc hører / det siger hand mig oc intet andet / der faare tror ieg [s. 70] hannem bedre end dig. Det begaff sig en tid at Hosbonden red vd aff Staden da sende Høstruen Bud effter sit Boelskaff / at hand skulde komme til hende / det vilde hand icke giøre / Thi hand vilde bie til det bliffue nat / saa seer hannem ingen. Den tid det bleff mørckt / da kom hand oc klappede paa Døren / hun lod hannem ind oc sagde / gack nu gladelig her ind / ingen seer dig nu. Hand sagde skaden kommer os i skaade. Hun sagde / nu / gack men tryggelige her ind / denne nat skulle wi heffne os offuer hannem. Oc hand gick ind / som hand gick igennem Gaarden / der som skaden hengde vdi / sagde hand / O du arme geck ieg seer dig intet / men ieg hører dig vel / du giør wret imod min Hosbonde / sandelig saa snart min Hosbonde kommer / da vil ieg sige hannem dette / der hand hørde det / sagde hand til Quinden seer du / ieg sagde dig det tilforn skaden skulde beskemme oss Hun sagde / du skalt intet frycte / thi wi ville vel end nu heffne oss offuer hannem. Saa ginge de vdi Kammerit met huer andre oc soffue saa hoss huer andre / den tid Hanen galede stod Høstruen op / oc kaldede effter sin pige oc sagde. Kvinnelist for å skjule utroskapSkam skiulerinde wi skulle tage en Stige / oc gaa paa tagit / thi ieg vil heffne mig i denne nat paa [s. 71] skaden / oc saa tog hun en Stige oc krøff paa Tagit / oc brød ith Hul der offuer som skaden hengde / hun haffde nogle smaa stene / oc en bøtte fuld aff vand oc grud / disse try tingist skudede oc drøssede de tit oc offte igennem paa skaden / saa at hand vaar ner død / den tid det var giort / ginge de neder igen / oc lode hannem faa bliffue hengendis / tillige om morgenen lod hun sit Boelskaff vd igennem en Bagdør / Den tid det ringde til prim / kom Borgeren ridendis / saa gick hand til skaden oc sagde til hannem / min kiere skade sig mig / huorledis haffuer dig lidet siden ieg vaar hos dig / Skaden sagde / det haffuer stundem intet gaaet mig vel / Men ieg siger dig / det ieg haffuer hørt. Din Høstru haffuer ladit sit Boelskaff her ind om natten / oc ieg sagde hannem det / at ieg vild icke tie met hannem / men huad mig er skeet / den stund du hafuer icke verrit her / da siger ieg dig mig haffuer aldrig skeet verre end mig er skeet i denne for ledne nat / thi det haffuer regnit / sneit oc haglit paa mig at ieg vaar fuldner død. Den tid Høstruen saadant hørde / sagde hun til sin mand / du tror atter skaden / thi hand siger / at det haffuer haglit sneit oc regnit i denne nat / oc haffuer dog i dette gantske Aar icke en deyligere [s. 72] nat verit / som denne fremfarne nat vaar.
    Der Borgeren haffde hørt baade deris ord / gick hand til sine Naboer / oc spurde dem at / om det haffde blest den samme nat. De sagde / det haffuer verrit en deylig nat. Der Borgeren hørde at hans høstruis ord vaare sande / da bleff hand vred paa skaden / oc sagde til sin Høstru / du hafuer sagd sandingen / hun sagde ieg forstaar det vel at skaden hand liuffuer / oc giør megen wsamdrectighed imellem oss / for hans skyld er ieg kommit i it ont rycte offuer al Staden. Siden gick hand til skaden / oc sagde til hannem sig mig nu haffuer ieg icke huer dag spised dig met mine egne hender / hui løyst du saadan en løyen imellem mig oc min Høstru / skaden sagde / Gud hand veed det vel / at ieg haffuer sagt sandingen / thi huad som helst ieg seer eller hører det siger ieg eder / oc intet andet. Borgeren sagde du liuffuer / Thi du haffuer sagt for mig at det haffuer blæsit vdi nat / det er intet vert / thi ingen nat haffuer verrit deyligere end denne vaar / du skalt aldrig mere sige saadan løyen for mig / oc giøre wuenskaff imellem mig oc min Høstru / Met det samme tog hand skaden / oc vred Hoffuedit aff hannem / der Høstruen fick det at høre / bleff [s. 73] hun megit glad oc sagde / kiere Hosbonde / du haffuer giort ret imod hannem / wi maa vel nu leffue sammen i kierlighed. Der hand haffde forgiort sin skade oc tagit lyffuit aff hannem / da saa hand op offuer sig / oc saa it hul igennem tagit / oc en Stige paa huilcken hans Høstru oc hendis Pige som hun kaldede Skamskiulerinde / da forundrede hand sig der paa / hui at den stige var sæt derop / oc hui hullit vaar giort igennem Tagit / hand gick der op / oc fant en bøtte met vand / oc grud / som hun haffde øst om natten paa skaden / oc hand mente at det haffde verrit hagle oc regen / Der Borgeren haffde seet det skalckhed / gick hand ned igen / oc raabte met en ynckelig oc klagendes røst oc sagde / O ieg daarlige Mand / at ieg haffuer dræbit min skade / for min onde Høstruys skyld / paa hannem stod al min glæde / oc hand haffuer altid sagt mig sandingen / der hand fornam det at hans Høstru haffde legt (en leg met hannem) som mand kaller wtroskaab / saalde hand bort alt det hand haffde oc foer fra hende i fremmede Land / oc kom aldrig til hende igen.
    Siden sagde Mesteren til Keyseren / Herre / haffuer i hørt oc merckt / huad ieg haffuer sagt for eder? Keyseren sagde / Ia vel / [s. 74] Sandelig / det vaar en forbandit Quinde / mig tyckis det megit ilde vore om den skade / at hand miste sit liff for sandhed skyld / sandelig siger ieg dig / derfaare skal min Søn icke end vdi dag dø. Mesteren sagde. HERre der vdi giøre i visselig / ieg tacker eders Naade / at i haffue giort eders Søn viss paa sit liff / for min lerdom skyld / oc her met da befaler ieg eder Gud.

 

Kilder (se for øvrig litteraturlisten):
Danske Folkebøger bd. 2
Verdens litteraturhistorie (red. H. Hertel), norsk utgave, bd. 3.