Folkebøkene Griseldis og En Doctors Datter

Faksimile av tittelbladet i 1592-utgaven, utgitt i Lübeck.

Griseldis

– en meget subtilig oc lystelig Historie aff en ærlig Quinde / som hed Griseldis / Aff huess tolmodighed / ingen kand fuldkommeligen eller scriffue / Aff huilcken Historia alle gode Quinder maa tage god Lærdom.

Den danske folkeboken Griseldis er oversatt fra (neder)tysk (den første (høy)tyske trykte utgaven utkom 1471), den tyske fra Petrarcas latinske tekst og denne er igjen en bearbeidelse av novellen om Griseldis i Boccaccios Dekameronen (10. dag, 10. novelle, i Magnus Ullelands oversettelse bd. 3, s. 250ff). Den danske versjonen ble som oftest utgitt sammen med En Doctors Datter.

Den danske folkebokutgiveren (1592) skriver: «Ieg wbeneffnde fick i sindet, at drage henne vd aff Tydsken oc sette henne paa Danske» fordi «gode Quinder kunde haffue henne til gode trøst, oc til ith gaat exempel oc en nyttelig lerdom.»

Griseldis er en urovekkende fortelling om en greve som plutselig får det for seg at han skal plage og ydmyke kona si. Først begynner han å snakke nedsettende om henne og fortelle henne at undersåttende hans er misfornøyd med henne på grunn av hennes lave stand. Deretter utsetter han henne for grusomme prøvelser: Griseldis må finne seg i at datteren og sønnen «henrettes» (noe som bare er et narrespill; de sendes til en slektning). Deretter lures hun til å tro at paven har gitt mannen tillatelse til å skille seg fra henne. Hun blir sendt tilbake til faren i bare serken. Klimakset nås da hun blir invitert ektemannens bryllup med den nye kona (også bare et narrespill; «kona» viser seg å være datteren til Griseldis). Til slutt tar greven Griseldis til seg igjen, og hyller henne for hennes tålmodighet: «Ingen mand i Verden haffuer saa yderlig fristit oc forsøgt sin Høstru / oc fundit saa stor oc mectig astadighed hoss hende som ieg haffuer giordt.»

Typenummeret i Aarne-Thompsons eventyrklassifisering er 887.

Noen avvik i de to versjonene

Dekameronen, 10. dag, 10. novelle (bd 3 s 250)
Griseldis (DF 8 s 82)

Navn hos Boccaccio: Griselda, Giannucole (faren), Gualtieri (ektemannen)

Navn i den danske folkeboken: Griseldis, Janiculus (faren til Griseldis), Her(r) Volter (ektemannen som setter Griseldis på umenneskelige prøver)

Boccaccio har en rammefortelling: Den fortelles av Dioneus (Dioneo), en av de tre menn som kommer til kirken for å finne kvinnene sine (I, 39). Folkeboken har ingen rammefortellling.

Boccaccio er hardere i sin fordømmelse av ektemannens handlinger: Han var «tåpeleg og hardhuga, jamvel om det gjekk godt til slutt (…) det var i grunnen stor synd at det enda så godt for honom» (251)
«Kva skal ein seie til slikt? Jau, at det også til fattige hus stig ned guddomlege sjeler frå himmelen, og til kongsslott stundom slike som betre hadde fortent å gjete svin enn å ha herredøme over menneske.» (261)

Folkebokens forfatter viser til fortellingens opphav og didaktiske formål: «Hennes [:Griseldis’] historie screff Franciscus Patrarcha, dog icke aff første, Men drog henne vd aff Bocatij Valske Bøger, oc sette henne paa Latine» […] «ieg wbeneffnde fick i sindet, at drage henne vd aff Tydsken oc sette henne paa Danske» fordi «gode Quinder de kunde haffue henne til gode trøst, oc til ith gaat exempel oc en nyttelig lerdom».

Boccaccio: Friertalen (253) i indirekte tale. Replikkveksling Gualtieri–Griselda «Vil du ha meg til mann?» osv (254)

Folkeboken: Friertalen (92f) i direkte tale. Replikkvekslingen mangler!

Boccaccio om prøvelsene: «Like etter [at datteren var født] fekk han eit underleg innfall, nemlig at han med langvarige og hjartelause røynsler ville setje tolmodet hennar på prøve; fyrst stakk han henne med ord og lest vere harm og seie at mennene hans var mykje misnøgde med henne på grunn av hennar ringe stand, og særskilt etter at dei hadde sett at ho fekk barn» (255)

Folkeboken om prøvelsene: «Alligeuel vaar hans ydderste begere at forsøge oc friste hende io høgere oc mer.» (96)

Folkebokens forteller har en merkelig innskutt kommentar etter at Griseldis har født en datter: «(men hun haffde helder hafft en Søn)» (96)

Boccaccio: Barna føres til «en kvinneleg slektning i Bologna» (256)

Folkeboken: Barna føres til «Bononien til Her Volters Søster, som vaar Greffuens Hustru» (99, 104)

Prøvelsene Griseldis utsettes for

1. Undersåttene hans misfornøyd med henne pga. hennes lave stand
2. Drepe datteren
3. Drepe sønnen
4. Sender henne hjem i bare serken
5. Lar Griseldis gjøre i stand huset til bryllupet og ydmyker henne under selskapet ved å spørre hva hun synes om bruden

Kronologisk oversikt over utgivelseshistorien til folkebøkene Griseldis og En Doctors Datter

* betyr at utgaven bare kjennes av omtale
Danske Boccaccio-utgaver er ikke tatt med

 

1350 (ca)	Giovanni Boccaccio: Dekameronen (Decamerone De ti dagene). Den tiende novellen på den tiende dagen inneholder novellen om Griselda. Man vet ikke sikkert hva som var Boccaccios kilde. Boccaccio benytter fortellingen til kritikk mot adelen: «Kva skal ein seie til slikt? Jau, at det også til fattige hus stig ned guddomlege sjeler frå himmelen, og til kongsslott stundom slike som betre hadde fortent å gjete svin enn å ha herredøme over menneske.» (Magnus Ullelands oversettelse, bd. 3, s. 261)
1374	Francesco Petrarca sender sin latinske bearbeiding av Boccaccios novelle til Boccaccio i et brev som i Petrarca-utgaver kalles De obedientia ac fide uxoria mythologia. I Petrarcas versjon blir Griseldis et eksempel på lydighet og tålmodighet, selv om han understreker at han ikke har ment det slik. Senere ble fortellingen brukt som eksempel til etterfølgelse. Noe som skiller Petrarcas versjon fra Boccaccios: Mer direkte tale. Replikkene er lengre. Navnet er forandret fra Griselda til Griseldis. Ektemannen er mindre grusom og hjerteløs.
1385	Den franske geistlige og diplomaten Philippe de Mézières oversetter Petrarcas fortelling og inkluderer den i samling ekteskapstraktater og -eksempler.
1395	Philippe de Mézières oversettelse av Petrarcas Griseldis tjener som utgangspunkt for den første dramatiseringen av emnet. Den hadde som undertittel «miroir des dames mariées» («hustruers speil»).
1432	Karteusermunken Erhart Groß tar med Griseldis-historien som et eksempel i et skrift om ekteskapet. I hans versjon heter kvinnen Grisardis. Han stykker opp fortellingen med lange utlegninger for og imot ekteskapet. I tillegg til dette håndskriftet, som kjennes i sju håndskrifter før 1471, vet man om to andre håndskriftvarianter, blant annet den såkalte «Leipziger Griseldis»
1461	Heinrich Steinhöwel (1412–78) oversetter Griseldis. 13 håndskrifter, ett utdrag og minst 23 trykk er kjent av denne før 1554. Steinhöwel unnlater å ta med Petrarcas innledning og etterord (hvor han tar forbehold om at dette ikke er ment som eksempellitteratur).
1471	Heinrich Steinhöwels oversettelse av Griseldis utgis første gang av boktrykkeren Johann Zainer i Ulm. Første illustrerte utgave kommer i 1473.
1476	Boktrykkeren Johann Zainer utgir en fullstendig oversettelse av Dekameronen. Oversetteren kaller seg bare «Arigo» (italienske formen av Heinrich)
*1528 Hamburg	Boktrykker: Jürgen Richolff Peder Terpager (1654-1738; prest i Ribe) anfører i sine utrykte Annotationes (finnes i Nasjonalbiblioteket i Oslo) en paleotyp (bok fra boktrykkerkunstens første år): En deglig historia oc nyttelig paa danske om en quindhe som heed Griseldis, Aff huilcken historia godæ oc dygdelige quindher mwæ tagæ oc begribæ möghen god lerdom, besynderlig at haffwe talmodighet. M.D.XXVIII. Finis. Trwch til Hamborich dorch Jören Richolff aer ather Gwds bördh. M.D.XXVIII Det er visstnok ikke bevart noe eksemplar av denne utgaven.
1546	4. april: Hans Sachs (1494–1576) avslutter arbeidet med en dramatisering av Griseldis: «Ein comedi mit 13 personen, die gedultig und gehorsam marggräfin Griselda, hat 5 actus.»
Mellom 1557 og 1559 Hamburg	Boktrykker: Johann Wickradt den yngre To fragmenter. «Nærmere typografisk Undersøgelse» viser at denne utgaven må være trykt av Johann Wickradt den yngre, som drev som boktrykker i Hamburg i årene 1557 til 1565. Han har også utgitt Peder Smid och Atzer Bonde (1559) og Lycke-Bogen (1562) Universitetsbiblioteket i Uppsala og Det Kongelige Bibliotek København
1592 Lübeck	Boktrykker: Asswerus Krøger Dette er utgaven som er benyttet i Danske Folkebøger bd. 8, s. 81-142 (Griseldis/En Doctors Datter) Denne utgaven følger utgaven fra 1557–59 meget nøye. Kolofon: «Prentet i Lybeck hoss Asswerus Krøger. 1592» Det Kongelige Bibliotek København. (I tillegg til dette eksemplaret finnes eksemplarer uten tittelblad i Karen Brahes Bibliotek i Odense og i Kungl. Biblioteket i Stockholm.)
1597 København	Boktrykker: Laurentz Benedicht Inneholder bare Griseldis. Teksten begynner på tittelbladets bakside Kolofon: Prentet i Kiøbenhaffn aff Laurentz Benedicht 1597. «Her begyndis en megit suptilig oc lystelig Histori aff en Erlig Quinde som hed Griseldis / affhues Tolmodighed / ingen kand fuldkommeligen sige / eller scriffue.» Det Kongelige Bibliotek København
1665 København	Tresnittet på tittelbladet er den samme revnede stokk som er brukt på tittelbladet av Theagenes og Chariclia (1666 og 1690). Universitetsbiblioteket København
1697	«Trygt [sic] Aar 1697» Det Kongelige Bibliotek København
*1709 Uten sted	I fortegnelse over bøker som tilhørte «Justitzr.» Niels Simonsen Munchs arvinger (Kbh. 1787) nevnes blant oktavene: Tvende Historier om Grisseldes og om en Doktors Datter af Bononia 1709. Det Kongelige Bibliotek København
1733 København	Boktrykker: Johan Jørgen Høpffner, som i årene 1731-59 var direktør for det kongelige boktrykkeri i København. «Kiøbenhavn, Trykt udi H.K.M. priv. Bogtr.» Det Kongelige Bibliotek København
1752 København	Boktrykker: Johan Jørgen Høpffner (se 1733-utgaven) Samme tresnitt som på tittelbladet til 1733-utgaven Det Kongelige Bibliotek København
Uten år Uten sted	Trykt i dette Aar. Det Kongelige Bibliotek København
Uten år Uten sted	Trykt i dette Aar. Samme side- og linjedeling som foregående. Universitetsbiblioteket København
Mellom 1797 og 1808 København	Boktrykker: Joh. Rud Thiele En meget mærkværdig Historie om Gryselde, en fattig Bondepike, født i en liden Landsbye i Italien . Tilkjøbs i store Helliggejststræde No. 150 og 51 [sic]. «Teksten er i denne Udgave undergaaet en stilistisk Gennemarbejdning; desuden er Kapiteloverskrifterne bortfaldet.» Det Kongelige Bibliotek København
1799 Haderslev	Samme tekstredaksjon og s. 3-6 har samme side- og linjedeling som «Trykt i dette Aar»-utgavene ovenfor. Det Kongelige Bibliotek København

 

 

En Doctors Datter

Den danske folkeboken En Doctors Datter er oversatt fra en av de tyske utgavene, og etter tysk mønster ble den ofte utgitt sammen med Griseldis. Selve historien er hentet fra en av novellene (3. dag, 9. novelle) i Boccaccios Dekameronen (ca 1350). Denne novellen (via William Painters oversettelse fra 1566–67: The Palace of Pleasure) var William Shakespeares forelegg da han skrev All’s Well That Ends Well (1604).

Teksten til folkeboken kalt En Doctors Datter

Dette er en gjengivelse av folkebokhistorien En Doctors Datter. Det eldste bevarte komplette trykk av historien ble utgitt i Lübeck i 1592 (sammen med Griseldis), og det er denne teksten som gjengis her. Se for øvrig bibliografien. Sidetallene viser til utgaven i Danske Folkebøger bd. 8.

En anden skiøn Historia om en Doctor vdi Læge kaanstens Daatter / huorledis hun bleff troloffuit oc giffuit Greffue Bartram aff Rosilien imod hans vilie.

TIl Bononia vdi Valskland vaar en Doctor i Læge kaansten / huilcken som haffde en Daatter / den samme hun vaar megit skiøn oc ærefuld / disligeste vaar hun ocsaa begaffuit met mange at skillige dygder / Der til met vaar hun ocsaa vel optuctet baade i gode sæder oc bogelige Kaanster oc Latiniske tungemaal / at hun [s. 120] vaar hendis Fader lige baade i vissdom oc forstand.
    Det begaff sig / at der kom en vng Greffue til Bononia som vilde studere der samme stedz / som hed Greffue Bartram aff Rosilien / oc samme Greffue bestadigt sig oc sine Tienere i kaast oc til Herbergs hoss samme Doctor.
    Der samme Greffue nu nogen tid haffde verit der / da begaff det sig saa som tit oc offte skeer / at samme Greffue Bartram bleff opuect met stor kierlighed / saa at hand finge stor vilie oc beger til samme Docters Daatter / dog icke wden i ærlige kierlighed oc beger / Oc sagde hand tit oc offte til hendis Fader / Der som det vaar Guds vilie / oc det vaar icke hans Fader imod / da vilde hand naar Gud loed hannem komme til forstand oc bleff til mand / ingen anden begere i verden til sin Ecte Hustru / end samme hans Daatter / om det vaar hans vilie. Hand skicket oc huld sig ocsaa i alle gode dygder oc tuctige sæder / at samme Iomfru finge ocsaa stor vilie oc kierlighed til hannem igen.
    Nogen tid der effter døde samme Greffuis Fader / oc hand bleff strax der effter kaldet aff Koning Lodeuig aff Franckerige / at hand skulde komme til Paris oc vere [s. 121] der i Konningens gaard iblant andre vnge Førster oc Greffuer / saa lenge indtil hand kunde bliffue saa gammel oc forstendig til at styre oc regere selff sit eget Land oc Vndersaate.
    Der hand nu kom i Kongens gaard / oc bleff nu vaand ved Hoffueleffnet / da bleff hans hu oc sind snart omuent / saa at al den vilie oc kierlighed som hand haffde tilforn hafft til sin Iomfru vdi Bononia / den haffde hand al forglemt. Men hun kunde dog icke saa snart offuergiffue eller forglemme samme kierlighed som hun haffde til hannem aff sit hu oc sind / men saa tit oc offte som hun tencte paa hannem / oc hans ærlige omgengelse oc kortuilige leffnet / da sucket hun saare aff hiertet / oc bad Gud innerlige at hun maatte see hannem en gong før end hun døde her aff verden.
    Det begaff sig nogle aar der effter at hendis Fader hand døde / oc der vaar mange fine erlige personer som vaar fød aff det beste oc fornemste Slectinge / som vaar der vdi Bononien / huilcke hende begerde at haffue til deris ecte Hustru / den ene effter den anden / Men hun tackede dem alle oc huer serdelis naar de gaffue hende deris vilie tilkiende / Fordi saa Greffue Bartram vaar hende saa kier / oc laa saa hart i hendis hu / at hun ingen paa Iorden vilde haffue / den stund hun kunde spøre hannem i liffue. Oc saad hun saa en tidlang / oc hulde Huss met hendis Moder / Studerde ocsaa fremdelis i hendis Faders oc andre gode Bøger / at hun bleff io lengre oc mere vijser oc forstendiger end nogen Doctor vdi Bononia / icke aleniste i Læge Kaansten / men ocsaa i alle bogelige Kaanster / saa at ingen Doctor i Bononia vaar hendis lige. Men huor som nogenstedz en ny eller wbekient siugdom begyntis eller forkom / da viste hun der grundelige oc beskedelige at tale om / oc giffue der baade raad oc lægedom imod.

Huorledis Kongen aff Franckerige bleff beslaffuen met en stor suar siugdom / saa at ingen iblant al hans Doctores kunde raade hannem bode / wden aleniste samme Doctors Daatter aff Bononia som giorde hannem met Guds naadis hielp / oc hendis Kaanst karsk oc sund igen.
DEt begaff sig paa en tid / at Kongen aff Franckerige bleff hastelige siug i Paris / saa at ingen trøstede hannem til liffuit / ja alle hans Doctores oc de Doctores som vaar i Paris tuilde storlige paa / at [s. 123] hand skulde nogen tid bliffue til pass igen. Dog i en gud haab oc mening bleff hastelige bud vdsent til Bononiam aff hans Raad til alle Doctores i Læge kaansten / thi i samme Stad vaar paa den tid det ypperste studium vdi Læge kaansten / oc de lerdste oc beromste Doctores som vaar paa den tid i den ganske Verden.
    Nu iblant alle Doctores som bleff besøct om raad i samme sag / da bleff ocsaa denne Iomffru beuilliget / at hun vilde ocsaa dele dem paa Kongens vegne sit gode raad met huor vdi hun loed sig veluillige finde / oc paa det sidste iblant alle deris [s. 124] raad / bleff hendis raad befunden det beste / for alle andre deris. Der dette bleff Kongen hastelige tilkiende giffuit / befol hand strax / at mand skulde skicke Heste oc Vogen effter hende wfortøgert / at hun kunde komme til hannem met det snariste. Alligueuel at hun brugede icke almindelige hendis kaanst til huer mands behoff / da kunde hun ingenlunde veyre eller necte Kongen denne tieniste. Hun bleff ocsaa glad aff hiertet / at hun haffde bekommet en redelig aarsage til at komme der hen / i den haab oc mening / at hendis kiere Greffue Bartram skulde en gang verdis til idet mindste / at tale eller see kierligen til hende / oc hun bad oc Gud trolige / at dette maatte vederfaris hende.
    Der hun nu kom til Kongen oc hand saa hende / forundrede hand sig storlige / baade paa hendis dybe forstand oc store skiønhed / som hun vaar begaffuit met. Der effter loed hand kalle alle de Doctores som der til stede vaare tilsammen / oc befoel dem / at de skulde alle Arstedie oc Lægdom som hand skulde bruge / berede oc ordinere lige som hun dem det forscreffue oc befalede / det ene effter det andet. Endog at baade Kongen oc alle Doctores haffde tilforn storlige tuilet paa hans liffs sundhed: Saa [s. 125] hialp dog Gud formedelst hendis kaanste oc forstand / at hand bleff sund oc vel til passe igen aff al hans siugdom oc gebreck.
    Den tid Kongen vaar nu bleffuen smuck til passe igen / formedelst Guds naadis hielp oc hendis kaanste oc flijt / Da raadslog hand met sit Raad / huorledis hand kunde rettelige beløne hende / for saadan hendis store flijt / oc gode vilie / som hun haffde beuist hannem i sin siugdom / Der met betencte hand ocsaa hendis erlige affkomst oc tuctige sæder / at hun vaar icke født aff gemeen eller ringe almues Folck / men en Høylerd Doctors Daatter / huilcken Doctor vaar aff det ypperste Slectinge som vaar paa den tid i Bononia / der faare vaar hun ocsaa vel en erlig gifftermaal verd / huor met hand gaff tilkiende / at hand viste icke bedre at beløne hende hendis gode vilie oc kaanste / som hun haffde beteed hannem i hans suare siugdom.
    Dette gaff hand hende til kiende / oc sagde / hun skulde kese sig en erlig person vdi hans gantske Land eller Rige / vere sig anten Hertog eller Greffue / til huilcken hendis hu oc sind kunde falde / oc hende best behagede at leffue her paa Iorden met / den (foer hand ved sin Kongelige Krone) vilde hand giffue hende til hendis Ecte Hosbond. [s. 126] Dessligeste ocsaa en Kongelige oc Erlige Brudskat oc skencke der til.
    Som denne Iomffru nu Kongens store naade oc gunst som hand bød hende til / forstod oc merckte / da betackede hun hannem ydmygelige met mange atskillige oc beprydede ord oc tacksigelse / oc bleff glad aff alt sit hierte / oc sagde: Aldernaadigste Herre oc Konge / Effterdi at eders Kongelige Maiestat vil vere mig saa naadige / oc vil haffue mig forseet i den hellige Ecteskabs stadt / da ved ieg ingen paa Iorden met dem ieg begere at leffue i denne stadt / wden alleniste Greffue Bartram aff Rosilien. Der Kongen nu hørde hendis vilie oc beger / da loed hand strax kalde Greffue Bartram for sig oc sagde til hannem: Her Bartram Greffue til Rosilien / I ere nu kommen til eders mandelige alder oc forstand / Thi eder giøres det behoff / at i nu selff tager ved regimentet / oc regere eders Land oc Vndersaate / Derfaare haffuer ieg loffuit eder denne skiøne oc forstandige Iomfru til eders Ecte Hustru / Thi ieg ved icke hendis lige anten i skiønhed / vijsdom eller forstant i alle mit gantske Land oc Rige / Ieg vil ocsaa der til giffue hende oc eder til en erlige Brudskat oc Medegifft arfflig eder oc alle eders affkom det gantske [s. 127] Land Normandien / der til met vil ieg vere eder en naadige Herre oc Konge. Derfaare lader eder nu denne mine vilie oc Naade behagelige sin.
    Der Greffue Bartram hørde Kongen tale desse ord / oc saa denne Iomfru staa hoss Kongen / da kiende hand hende strax / oc loed sig tycke at hun vaar icke neer hans lige / thi hand vaar nogit hoffmodig i sit sind / oc hun vaar icke født aff saa ypperlige Slectinge som hand vaar / Derfaare foractede hand hende / oc tencte ved sig selff / der som hand end skulde giøre Kongens vilie / oc tage hende til sin Ecte Hustru / saa vilde hand dog alligeuel icke bliffue hoss hende / Fordi suarede hand Kongen strax met saadan ord / Aller naadigste Herre oc Konge / Eders Kongelige Maiestat er mectig / oc haffuer at biude offuer mit liff oc gods / oc alt det ieg eyer / dog haffde ieg forhobet mig / at eders Naade skulde haffue forseet mig met it andet Gifftermaal / end at eders Naade vilde at ieg skulde tage en Docters Daatter til min Hustru / Dog effterdi at eders Naade vil det saa haffue / saa giffuer ieg dette i eders Naades vilie / oc der met samtyckte hand / at hun bleff hannem troloffuit oc giffuen til Ecte.
    Den Tid Greff Bartram haffde nu giffuit [s. 128] sin vilie her vdi / da loed Kongen met det alder første bestille alle tingest / paa det alderkaasteligste / som hørde til saadan Brøllup oc Herlighed / oc loed føre Brud oc Brudgom met stor Ere oc herlighed hen til Rosilien / der som Brølluppet skulde staa / oc beskaffede hende en Førstelige Frouentimmer baade met Fruer oc Iomfruer / met al Herlighed / som der til høre.

Huorledis Greffue Bartram siden hand haffde hafft Bryllup / drog til de Florentiner / oc bleff deris Høffuitzmand / Men Greffinden bleff til Rosilien / oc regerde Landet en tidlang.
DEr nu Greffue Bartram haffde hafft Bryllup / oc Kongens Folck vaar dragen hiem igen / Da drog hand hen til Florentz / thi de Florentiner førde Krig met deris Naboer samme tid / oc hand bleff deris øffuerste for alt deris Krigsfolck / som de brugede imod deris Fiender / Oc skickede hand sig saa Ritterlige oc ærlige imod deris Fiender / ocsaa desligeste imod alle dem som hand omgickis met / saa at de haffde stor vilie til hannem / oc hand haffde en ærlige besolding aff dem.
    Der hand vaar nu bort dragen met sin Tienere oc Heste / oc hun formerckte hans [s. 129] vilie imod sig / da behagede hende det ilde / fordi saa hun viste vel at hans vilie vaar icke god imod hende / som hand haffde ocsaa tilforn giffuit tilkiende imod Kongen. Saa bleff hun dog ærlig oc vel vntfangen aff alle hans Vndersaatte oc Adel / oc endog at hun vel forstod at hand haffde giffuit sig i tieniste til Florentz / saa gaff hun sig dog til fredz det beste hun kunde / oc tog sig it gaat taalmodighed til / der til met idet hun saa nu / at der vaar wskickeligt Regiment i Landet / fordi saa huer haffde regerit som hand vilde selff effterdi den rette Herre haffde icke selff verit i lang tid tilstede [s. 130] / Saa tog hun sig dog faare / oc giorde en god skick Regimente offuer det gantske Land / huilcket den menige Mand saare vel behagede. Der til met loed Kongen hende ocsaa op det gantske Land Normandien / som hand haffde giffuit hende met / for en Brudskat.

Huorledis Greffinden hun skickede tho Ridder til Florentz til hendis Hosbond Greff Bartram / oc huad suar de førde hende til bage igen fra hannem.
EN tidlanck her effter skickede Greffinden tho aff hendis ypperste Hoffsinder til sin Hosbond Greffue Bartram som vaar i Florentz / oc loed giffue hannem tilkiende / huorledis i hans Land vaar it gaat skickeligt Regiment offuer al / oc loed hun hannem saa sige / met samme tho gode Mend / der som hand vilde forlade sin Faderlige arffue oc eyedom for hendis skyld / da vilde hun meget helder vige aff samme hans Land / end hand skulde bliffue Landflyctig for hendis skyld.
    Der de nu komme til hannem / i Florentz / oc gaff hannem hendis vilie oc mening til kiende / Da antuorde hand dem / oc sagde / Ieg haffuer her paa min Finger en gulde Ring met en kaastelige eddel sten vdi / huilcken [s. 131] min Moder gaff mig i sit yderste / oc der faare haffuer ieg samme ting meget kier / oc skal aldri komme fra mig / den stund ieg leffuer / Der faare / saa nøde som ieg vil miste denne samme Ring / saa lidet maa hun vente mig til sig igen / wden hun bekommer samme Ring.
    Den tid desse tho som hun haffde vdsent / hørde denne hans horde oc strenge gensuar / droge de til bage igen oc gaffue Greffinden samme suar tilkiende / huor vdaff hun bleff saare bedrøffuit. Nogen tid der effter / loed hun de fornemste aff Adelen i Landet kalde til sammen / oc gaff [s. 132] dem til kiende / at hun vilde icke at deris Landzherre skulde for hendis skyld bliffue Landflyctig / Men hun vilde helder vige vdaff Landet / oc giffue sig ind i it Klaaster / oc vere der saa lenge som hun leffuede / Oc bad dem alle at de vilde tage Landet iforsuar / oc regere det saa som de vilde forsuare naar deris Landzherre hendis kiere Husbond Greffue Bartram kom hiem igen. Oc da hannem hendis affskeed til kiende giffue / Oc der met sagde hun dem altsammen gode nat / oc drog strax der effter aff Landet.

Huorledis Greffinden drog til Florentz / oc bleff siugele aff hendis Hosbond Greffue Bartram huilcket hand icke viste / oc siden fødde i Florentz tho Sønner.
SOm hun nu haffde saa antuordet Landet fra sig / tog hun en Quinde oc hendis tieniste pige til sig / Dessligeste ocsaa en stor sum Guld oc Sølff / som hun haffde samlet aff sit eget Land Normandien / oc befalede dem alle Gud i Himmelen som der bode i Landet / Huilcket huer mand beklagede oc bleffue sorgfuld aff. Der hun nu vaar kommen aff Landet / gaff hun sig strax paa veyen til Florens / oc der hun kom i Byen / da løckede det saa vel for hende / at [s. 133] hun kom i Herberg hos en god oc from erlige Encke / Oc for samme Enckis dør redt Greffue Bartram gerne huer dag en gong frem / Men endog at hun kiende hannem saare vel / saa spurde hun dog hendis Verdinde at / huad det vaar for en vnge Herre der huer dag reedt fram for hendis dør / hun antuorde hende / oc sagde / Det er Greffue Bartram aff Rosilien / oc er øffuerste Høffuitzmand her vdi Byen / oc haffuer it gaat ryct oc yndeste aff huer mand. Vider gaff hun hende tilkiende / at i samme gaade bode en erlige Quinde født aff Adelen / oc samme Quinde haffde en Daatter [s. 134] som vaar erlig oc vel optucter / dog kunde hun icke beraade hende iblant Adelen / fordi saa hun vaar fattig dog erlig. Oc for den samme Iomfru skyld oc vilie som hand haffde til hende / reedt hand gerne huer dag en gaang fram for samme dør / som Iomfruen oc hendis Moder bode.
    Men Greffinden hult sig nogen tid hemmelige oc stille i sit Herberg / dog føger hun sig met tiden til samme Encke oc giorde kundskab met hende oc hendis Daatter / oc bød sig venlig til imod dem ihues maade hun dem tiene kunde da vilde hun det gierne giøre / Der til met begaffuit hun hendis Daatter met en erlige skencke oc Klenodie / oc der met finge hun aarsage til at forfare huad vilie oc kierlighed Greffue Bartram haffde til hendis Daatter / oc huorledis hand tit oc offte reedt fram for hendis dør for hendis Daatters skyld. Men i det Grefffinden samme Enckis oc hendis Daatters fromhed oc erlighed formerckte / sagde hun til hende / at hun skulde giffue sig til freds / oc vere ved it frijt mod / hendis Daatter skulde vel bliffue forseet / der som hun vilde loffue hende at hun vilde vere hende tru oc huld i hendis fornem / da vilde hun giffue hende saa meget Guld oc Sølff / det hendis Daatter vel skulde vere en erlig [s. 135] Brudskat. Der denne gode Quinde hørde desse ord oc tale / at hun vilde saa rigelige begaffue hendis Daatter / sagde hun hende til / al den deel hun oc hendis Daatter kunde tiene hende paa erens vegne / det vilde de gerne giøre aff deris yderste formue.
    Som denne gode Quinde haffde nu saa loffuit oc tilsagt Greffinden sit ydmige tieniste / Da begynte Greffinden at fortelle hende alle hendis leylighed / Oc huorledis hun vaar Greffue Bartrams ecte Hustru / endog at hand haffde forlat sit Faderlige Arffue oc Land / aleniste for den sag skyld / at hun vaar icke født aff saa stor ypperlige Slectinge som hand vaar.
    Der nu Greffinden haffde saa vnderuist hende oc giffuit hende alle hendis sorg oc modgang til kiende / da giorde de deris anslag met huer andre / Naar Greffuen sende bud effter hendis Daatter / som hand haffde tilforn giord / da skulde hun sende hannem saadan suar igen: Der som hand vilde sende hende den Gulde Ring som den kaastelige eddel sten sad vdi / huilcken hand dagligs haffde paa sin Finger / da vilde hun tro at hand haffde hende kier / oc da vilde hun giøre hans vilie / oc lede hannem ind om afftenen i sit Kemmerlin / oc der giøre hannem selskab effter sin vilie oc beger. [s. 136]
    Som Greffuen finge saadan suar / beradde hand sig icke lenge / men sende strax samme Ring hen til Iomfruen / oc Iomfruen antuorde strax samme vnge Greffinde den i foruaring. Men der nu tiden kom som Iomfruen haffde beskeet Greffuen / da ginge Greffinden hen ind i Iomfruens kammer / oc lagde sig i hendis seng. Oc Greffuen kom oc haffde sin tidfordriff met hende / oc viste icke andet end det haffde verit Iomfruen / Dette skede nu saa at Greffinden bleff paa det sidste siugele / huorfore hun tacket Gud innerlige. Siden skenckte hun samme Eddel quinde oc hendis Daatter tusind Ducater / der til met mange andre skiøne Klenodie / met saadan besked / at hendis Daatter skulde nogen stund drage aff byen til hendis slecting / paa det hun kunde komme Greffuen aff veyen. Men Greffinden hun hulde sig hemelig i sit Herberg.

Huorledis Greff Bartram drog hiem til Rosilien den tid Krigen bleff stillet / oc fant gaat Regiment oc skick offuer al sit Land.
DEr de Florentiner nu haffde ført Krig en tidlanck / bleff de til sinds paa det sidste / at de giorde fred met deris modstandere / [s. 137] Oc saa bleff Greff Bartram esket hiem til sit Land aff al sin Raad / Adel oc Vndersaate / hannem bleff ocsaa tilkiende giffuet / huorledis hans Ecte Høstru vaar bort dragen aff Landet / effterdi hand vilde ingenlunde bekiende hende for sin Ecte Høstru.
    Der hand nu saa bleff esket / da tog hand orloff aff de Florentiner / oc drog hiem til sit Land / oc fant der gaat Regimente oc skick offuer alt sit Land oc i Stæder / som Greffinden der haffde beskicket før end hun drog vd aff Landet / Hand fant ocsaa alle hans Slaate oc Feste vel bygget oc besæt i alle maade / huor for al hans Vndersaate / [s. 138] eddel oc weddel gaff hende stoer loff oc prijss i deris Landz Herris næruerelse / endog at ingen viste huor hun vaar hen kommen.
    Dette finge Greffinden altsammen at vide / dog lige vel hulde hun sig stille til Florentz / indtil saa lenge Gud forløssde hende / oc gaff hende thu deylige Drengbørn / aff huilcket hun bleff saare glad / oc loffuit oc tacket Gud / oc fødde dem op met stor flijt oc vartect. Nogen tid der effter / giorde hun sig rede met sine Børn oc Piger / oc drog Rosilien noget nermer / dog wbekient i huor hun kom. Saa kom hun til Mompelier / som hun kunde huer dag haffue tidende fra oc til Rosilien.
    Som nu Greff Bartram vaar kommen til sit Land / oc gaff sig til rolighed / da bleff hand elsket oc huldet i stor kierlighed aff al sin Vndersaate / Eddel oc Weddel / hulde oc skickede sig venlige oc vel imod huer mand. Loed ocsaa paa en tid / vdrobe oc forkynde it herligt stor Gestebud / som hand vilde giøre al sin Ridderskap oc Adel / Frouer oc Iomfruer / Oc loed dem alle kalde til sig i sin Hoffuit stad Rosilien.

[s. 139]
Huorledis Greffinden met sin tho Sønner / som vaare nu it aar gammel / kom til Rosilien oc bleff tagit til naade igen aff Greff Bartram / oc siden aff gemene Vndersaate venlig oc met glede oc fryde vntfangen.
DEN tid Greffinden fornam at Grefffuen haffde ladet vdrobe saadant it Gestebud / skickede hun sig ocsaa der til / oc drog der hen til Rosilien met sine tho Sønner / som vare nu fast it aar gammel / oc begynte at gaa / oc vaare samme Børn Greff Bartram saare lige / baade i ansictet oc paa alle deris lemmer. Den tid [s. 140] huermand som vaar kalder did / vaar nu forsamlet paa Slaattet / da kom Greffinden ocsaa hen op / oc gick strax op paa Salen / som den menige ridderskap oc Adel vaare forsamlet / oc før end nogen mand bleff hende var / da gick hun hen til det offuerste bord som Greff Bartram oc hans ypperste Raad oc Ridderskap sad ved / Oc som hun nu kom for bordet / Da fald hun for Greffuen ned paa knæ / oc haffde den Ring i sin Haand som Greffuen haffde nogen tid tilforn (som hand icke andet viste) giffuit oc sent den Enckis Daatter i Florentz / oc sagde hun til hannem: Aller naadigste Herre aff Rosilien / Ieg beder eders Naade / at eders Naade vil verdis til at holde de lyffter oc foriettelse / som eders Naade loffde i eders gode Mendz næruerelse / den tid eders Naade vdsende samme Ring / oc benaade mig eders Ecte oc forsmaade Hustru / oc disse eders tho Ecte oc naturlige Sønner for Guds skyld.
    Aff denne talen bleff Greffuen oc hans Raad som saad til bordz / forferdede / dog anammede hand samme Ring til sig huilcken hand vel kiende / oc hun bleff strax kient aff dem alle met stor glæde / thi de bleffue alle sammen glade at deris naadige Fru vaar kommen til Landet igen met hendis [s. 141] tho vnge Sønner / oc huer mand sagde met sandhed / at det vaar Greff Bartrams rette naturlige ecte Sønner.
    Den tid Greffinden haffde nu met mange ord / vijt oc breet fortald Greffuen alle hendis elend oc modgang / dessligeste huorledis det begaff sig met den Ring i Florentz / at hun fick den i den sted den fattige Enckis Daatter skulde hafft den / oc huorledis hun bleff siugele i Iomfruens sted / oc som hun haffde ocsaa fortold hannem alt dette / da stod hand op / oc tog hende i faffn oc hans tho Sønner / oc bad hende at hun vilde forlade hannem dette altsammen / hand vilde effter denne dag vere hende en naadige Herre i alle maade / oc elske hende aff sit hierte. Der met bleff der stor glæde oc fryd / oc it stort Gestebud hulden / oc al hans Vndersaate vaare alle sammen frølig oc glade at hun vaar kommet til Landz igen / oc de leffde mange aar siden met huer andre i Christelige kierlighed oc leffsalighed. Det vnde oss Gud vor Himmelske Fader alle / ved vor HERRE Ihesum Christum / Amen.

 

 

 

Kilder:
Danske Folkebøger bd. 8, s. 233ff og supplement i bd. 13 s. 161f
R. Paulli (utg.): Lorentz Benedicht. Bogtrykker og Xylograf i København i sidste Halvdel af det XVI Aarhundrede. København 1920.
Griseldis – Von der Renaissancenovelle zum Ehe-Exempel. I Über die Ehe. Von der Sachehe zur Liebesheirat. Eine Literaturausstellung. Bibliothek Otto Schäfer Schweinfurt. Schweinfurt 1993.